Ulven kommer, ulven kommer!
I det ene af de to af de på hver sin måde stærke romanspor, som Charlotte Weitze skifter mellem i sin seneste roman Ulvemælk, skriver forfatteren, der selv er uddannet folklorist, historien om den store danske folkemindesamler Evald Tang Christensen (1843-1929); fra hans ægteskaber og hans lærergerning til hans natpottepisseri og særligt, selvfølgelig, hans mange indsamlinger på den mørke, jyske hede. Tankerne ledes her hen til Ida Jessens ligeledes eminente roman Kaptajnen og Ann Barbara, men også beskrivelser af kroppens evne til at trodse vind og vejr i Werner Herzogs essaybog Om at gå i is.
Som læser forsvinder man ind i først vandringerne, og dernæst de fortællinger Tang Christensen stædigt og næsten aggressivt trækker ud af hedens beboere i undersporet i det ene af romanens hovedspor, der foregår i 1872. Vigtigst er Ane Povlsdatter, der til Evalds store frustration ikke magter at færdiggøre fortællingen om jomfruen og ulvehunden, den aften han besøger hende langt fra hjemmet, hvor hans kone Grethe kan gå i fødsel når som helst. Men findes der overhovedet en afslutning, et facit? Eller findes der indeni gåden blot endnu en gåde? Det grubler
