Tænk ikke, for det, du tænker, sker

Uddrag

30.01.25

Omfavn det ukendte, og genopdag fascinationen af mødet med det fremmede. I dag udkommer en milepæl inden for det man kalder 'weird fiction'.

Kasper Opstrup

Den britiske forfatter Algernon Blackwood udgav Pilene i 1907 som en del af samlingen The Listener and Other Stories. Siden har blandt andre den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft hyldet den som et hovedværk inden for weird, en genre, der formår at forene det overnaturlige med det hverdagslige. Det er en genre, der blander horror, science fiction og fantasy uden at være nogen af delene.

Den er sit eget monster.

Pilene er en fortælling, der ikke blot udfordrer vores opfattelse af virkeligheden, men også åbner døre til det ukendte og mystiske. Dette er et kendetegn for weird-genren, som eksisterer i et grænseland, hvor det mærkelige og uforståelige spiller hovedrollen.

Den går ud over det konventionelle og søger i stedet at udforske de dybe og uforudsigelige kræfter, der ligger gemt under vores verdens overflade.

Følelsen af det mærkelige har en sær tiltrækningskraft. Det er en kategori, som ikke har brug for et metafysisk grundlag eller en guddommelige skrift eller okkulte rygter for at overbevise os om eksistensen af sære indtryk og erfaringer. Det er en del af vores oplevelse af verden, en måde at forklare det uforklarlige på, uden nødvendigvis at skulle sætte det i en religiøs kontekst.

I stedet er det en invitation til at betragte verden gennem et andet perspektiv, hvor det kendte og det ukendte smelter sammen.

Efter årtusindskiftet er the weird blevet relevant som en måde at tænke sig igennem og navigere i vore dages komplekse problemstillinger på. Tænkere som Graham Harman og Timothy Morton har udviklet, hvad de respektivt kalder weird realism og weird essentialism, mens religionshistorikeren Erik Davis er begyndt at italesætte, hvad han kalder weird naturalism. Fælles for disse tilgange er, at the weird opfattes som en del af det fantastiske, der er indlejret i det virkelige.

Det er historier, myter, billeder, der siver ind i virkeligheden for at udfordre og ændre den.

På dansk lander oversættelsen af the weird et underligt sted mellem det sære, mærkelige, mærkværdige, forunderlige og underfundige. Går vi etymologisk til værks, kommer ordet fra det angelsaksiske wyrd, der betyder skæbne, og som kan spores tilbage til det proto-germanske wurdiz.

På oldnordisk blev dette til ’urd’.

Urd betyder ikke blot skæbne, men er også personificeret som den ene af de tre norner. Med sine søstre, Verdanda og Skuld, spinder hun menneskets livstråd sammen med tidens gang ved sin brønd ved foden af Yggdrasil. Nornerne er også the weird sisters, skæbnesøstrene, i Shakespeares Macbeth fra 1623, og selv om de på en måde er en og den sam- me, fordi de er skæbne (det, der er skabt), er de også aspekter af det, som har været (Urd), det vordende (Verdanda) og det, som skal ske (Skuld). Alle handlinger er forbundne med både det, der er sket, og det, som vil ske.

Urd symboliserer det, der var, som bryder ind i nutiden for at forme fremtiden. Skæbne. Men også tilstedeværelsen af noget, der ikke hører til.

Præcis dette er kulturteoretikeren Mark Fishers definition af the weird: Noget udefrakommende bryder ind i vores kendte virkelighed og forstyrrer vores opfattelse af, hvad der er muligt. Dette er i kontrast til for eksempel the eerie, som er karakteriseret ved et forfejlet fravær (der er noget, hvor der ikke burde være noget, eller omvendt), og the uncanny, der er det sært bekendte, det familiære, som bliver fremmed, som det kendes fra Freuds unheimliche.

Har vi Urd og en weird genre som folk horror i baghovedet, kan det være stendyssen midt på den moderne kornmark, selv om det også kan være ældgamle rumvæsener som for eksempel Lovecrafts Cthulhu.

Det komplekse forhold mellem tid, handling og skæbne er centralt i weird fiction, hvor det mærkelige bliver en kraft, der skaber både frygt og fascination.

Følelsen af det mærkelige har en sær tiltrækningskraft. Det er en del af vores oplevelse af verden, en måde at forklare det uforklarlige på, uden nødvendigvis at skulle sætte det i en religiøs kontekst.

Algernon Blackwood demonstrerer i Pilene og andre værker som for eksempel Manden, træerne elskede, hvordan mødet med en levende og besjælet natur kan være både betagende og truende. Det er en natur, vi måske har behandlet for letsindigt, som nu tager sin hævn. Hvor der pludselig kun er en mulighed tilbage i elementernes vold:

at knæle og bede.

Pilene tager os med på en kanotur ned ad Donau, hvor vi ror ind i en verden, der opløser alle faste grænser. Naturen eksisterer ikke blot uden for mennesket, men er også en kraft, der griber ind i menneskets indre liv.

Historien byder på en særlig stemning af uhygge og ærefrygt, hvor de tætte rækker af piletræer virker som væsener med egen vilje og fjendtlighed. Dette fremmedelement i en ellers kendt naturkulisse skaber en følelse af, at vi er trængt ind i et område, hvor vi ikke er velkomne, hvor vores tilstedeværelse kan føre til en katastrofe.

Blackwoods fortælling leger med grænsen mellem virkelighed og fantasi, hvor brugen af naturens elementer til at skabe en atmosfære af frygt og fascination er en central del af stilen. Som læsere bliver vi trukket med ind i en verden, hvor det velkendte bliver fremmedartet og truende. Unheimlich.

Beskrivelserne af de raslende piletræer og den skrækindjagende vind, der synes at bære på hemmeligheder fra en anden verden, gør det klart, at naturen er en aktiv deltager i fortællingen.

Weird fiction, med sine rødder i den gotiske roman og forfattere som Mary Shelley og Edgar Allan Poe, symboliserer en søgen efter en frustrerende uopnåelig forståelse af verden ud over den hverdagslige. Det er en genre, der formår at skabe en atmosfære af åndeløs og uforklarlig frygt for, at ydre, ukendte kræfter er til stede, som Lovecraft beskriver det i sit berømte essay om Supernatural Horror in Literature fra 1927.

Denne frygt er vores stærkeste forbindelse til den mærkelige og forunderlige verden.

I dag forbinder vi ofte weird fiction med den amerikanske pulp-litteratur fra 1920’erne og forfattere fra Weird Tales som Clark Ashton Smith, Robert E. Howard og Lovecraft. Men genren har dybere rødder tilbage til de britiske forfattere fra Victoriatiden som Arthur Machen, Eleanor Scott og Algernon Blackwood. Det tegner en tendens gennem det lange tyvende århundrede, som bygger bro mellem gotisk litteratur, symbolisme og surrealisme.

Efter storhedstiden mellem cirka 1880 og 1940 dukker det op igen i 1960’erne hos forfattere som Michael Moorcock, Philip K. Dick og J.G. Ballard, og i det nye årtusinde kan tendensen lokaliseres hos forfattere som Laird Barron, Elvia Wilk og China Miéville, i hvad der er blevet kaldt the new weird.

Samtidig er det en tradition, der strækker sig tilbage og er forbundet med magi og det okkulte. I Victoriatiden var der en større okkult genkomst i Storbritannien, hvor forfattere som Machen og Blackwood kortvarigt var medlemmer af Det gyldne daggrys hermetiske orden sammen med andre bemærkelsesværdige figurer som William Butler Yeats og Aleister Crowley.

Denne forbindelse mellem det mærkelige og det okkulte er tydelig i Pilene, hvor grænserne mellem det indre og det ydre udviskes, og hvor der er et kausalt forhold mellem tanker og virkelighed.

Så læg bogen fra dig, og lad dig opsluge af det mærkelige. Omfavn det ukendte, og genopdag fascinationen af mødet med det fremmede. Og husk:

Tænk ikke, for det, du tænker, sker.