Bydende nødvendigheder
Anne Carson er et enestående litterært fænomen. Der er få som hende, der i den bogstaveligste forstand kan lykkes med at trække de helt lange litterære linjer. Ofte er det oldgræsk digtning, der danner grundlag for værkerne, det er også i det felt, Carson har sin akademiske baggrund (og her, hun er allerbedst, spørger du mig).
Men snart lige så ofte plukker hun sine samtalepartnere andre steder fra. Sådan er det i dette tilfælde. Anne Carsons Glasessayet er det, jeg bedst kan betegne som en dans med Emily Brontë, der på én gang er digterjegets store heltinde og skræmmebillede. Emily Brontë var en af de berømte Brontë-søstre, Charlotte, Emily og Anne, der alle udgav bøger i England i første halvdel af 1800-tallet. Emily Brontës Stormfulde højder fra 1847 er vel i dag klassificeret som den største klassiker af søstrenes værker.
Emily Brontë sætter ord på den hjertesorg, og den ensomhed, hjertesorgen medfører, som digterjeget i teksten er fuldstændigt underlagt. Om man læser dette værk autobiografisk, altså som Carson selv, eller som et digterjeg, kommer an på, hvordan man tolker genren. Det har jo titlen Glasessayet, men det bliver populært fortolket som et digt, derfor omtaler jeg fortælleren som digterjeget. I hvert fald er jeget blevet forladt af sin store kærlighed, en mand ved navn Law, og hun forsøger her at blive klog på kærligheden og tabet af den. I det projekt er hun næsten afhængig af de billeder, Brontë forærer hende i sin litteratur. Men Emily Brontë er også en kompleks karakter, der gemmer sig en vrede i teksterne, noget udefinerbart, som fortælleren ikke ønsker at identificere sig med. For at undgå denne uønskede sammensmeltning, må digterjeget først blive helt klog på Emily Brontë. Hvorfor var hun så optaget af kærlighed, når hun levede som en enspænder? Hvorfor stavede hun særlige ord forkert? Hun tager Stormfulde højder med ud til den hede, de har til fælles. Der bor digterjegets mor, og der udspillede dramaet mellem Heathcliff og Catherine sig i Emily Brontës eneste roman.
» ”Min kærlighed til Heathcliff,”
Siger Catherine,
”er som de uendelige sten under os –
ikke kilde til megen synlig nydelse, men nødvendig.”
Nødvendig? […]
Hvad er det for bydende nødvendigheder
Der holder folk som Catherine og Heathcliff
sammen og adskilt […]«
Det spørgsmål, som her i Stormfulde højder viser sig for digterjeget, skal hun snart selv finde svaret på. Law forlader hende en sort aften i september, og en form for vanvid overmander hende. Eller snarere er situationen vanvittig, det at kærligheden pludselig erklæres død.
»Alt hvad jeg ved om kærlighed og dens nødvendigheder
lærte jeg i det øjeblik
hvor jeg så mig selv
trykke min lille brændende røde bagdel som en bavian
mod en mand der ikke længere var vild med mig.
Der var intet sted i mit sind
der ikke var frastødt af den handling, ingen del af min krop
der kunne have gjort noget andet.«
Glasessayet har fået genrebetegnelsen langdigt, og jo, det giver selvfølgelig mening i den forstand, at tekstens form er digtagtig; korte, opbrudte sætninger, sprogbilleder på sprogbilleder, som giver teksten et poetisk islet, men samtidig rummer teksten også alt det, et eksemplarisk essay rummer. Et vævende, nysgerrigt blik på sit emne, en personlig men dog redelig udlægning af sit stof. Brontë står simpelthen mere klart for mig gennem Anne Carson, end da jeg som studerende læste Stormfulde højder. Tænk at frigøre Emily Brontë fra gymnasieanalyseflosklerne, at undersøge hendes liv og levned som en videnskab, og alligevel være så selvudleverede. Langdigt, så lad gå, men værket minder mig alligevel om, hvad essayet kan bidrage med, når det er bedst. I parløbet med Brontë frigør hun det knuste hjerte fra de banaliteter, man ofte ender med at søbe rundt i, når man leder efter ordene selv.
»Mine spørgsmål var ikke originale
og jeg besvarede dem heller ikke,«
skriver digterjeget om nogle af de tanker, der åbner sig for hende. Til gengæld forsøger hun at svare på alle Emily Dickinsons ubesvarede spørgsmål. Det er ikke let, teksten føles lige så iskold og vindblæst som den hede, digterjeget trasker rundt på, det er ingen overdrivelse. Jeg får isninger i tænderne af at læse det.
I en samtale med Linn Ullmann på Louisiana Literature denne sommer, kastede Carson nyt lys på Descartes berømte diktum »Cogito ergo sum«, »jeg tænker, derfor er jeg«. Vi glemmer, fortalte Carson, at den fulde sætning faktisk lyder: »Dubito, ergo cogito, ergo sum« – »jeg tvivler, derfor tænker jeg, derfor er jeg«. Tvivlen har åbenbart dårlig presse, tilføjer hun, men alting, enhver tanke, må tage udgangspunkt i tvivlen. I Glasessayet spiller tvivlen en helt essentiel rolle, der understreger, hvorfor Carson er alletiders enormt gavmilde digter. Hvad er mere personligt end at udstille sig selv? At udstille sin tvivl, sin væven, sin prøvende analyse af andres tanker. Essayistik, når det er bedst.
Carson er verdensmester i at gennemskue, hvilke greb hun kan tage fra de værker, hun beskæftiger sig med, og bringe ind i en ny kontekst, hvor de fuldstændigt transcenderer tid og rum. Vi ved, at det er litteraturhistoriens klassikere, hun beskæftiger sig med, men efter endt læsning forstår man hvorfor helt ind i knoglerne. Glasessayet er mesterligt oversat, poetisk hårdtslående og nysgerrigt tænkende.
Hvad er det, der er så nødvendigt? Det spørgsmål vender digterjeget tilbage til igen og igen. Måske er det kærligheden, måske er det knoglerne, værket prøver sig frem. Måske er det bare Anne Carsons gavmilde dans med litteraturhistorien.
