Jeg opløses langsomt – mig og mine skavanker
Som alt andet falder jeg langsomt sammen, opløses i stadig mindre bidder.
For nylig sad jeg til en halvtredsårs fødselsdag og snakkede om den her tekst. Min bordperson hævdede, at det var forkert at snakke om skavanker. Jeg tror, det var noget med at problematisere sygeliggørelse. Jeg tænker, at vedkommende var for ung til at have oplevet ophobningerne af kropslige og mentale irritationer som, netop, skavanker. Bunkerne af skavanker, der virker sammen og bremser og omformer mulighederne dag for dag for derefter at omgruppere og gøre nye irriterende ting, som jeg skal forholde mig til på nye måder. I dag har jeg f.eks. været fuldstændig groggy, bevares, champagne og naturvin har en del af skylden. Men det har intet at gøre med smerterne i min venstre hofte og min mentale lamhed. Det har en giftig blanding af helvedesild og nedsunken forfod til gengæld, og i tilgift går smerterne så op i ryggen. Normalt ville jeg kunne træne mig fra ondt i kroppen. Jeg kan udmærket træne gennem smerte og ømhed, men helvedesild lammer mit hoved og gør mig mismodig og ude af stand til at hive mig selv op ved hårene. Anderledes havde det forholdt sig, hvis det ikke havde været søndag men en und
