»Det er uhyre svært at slippe for sit eget jeg, men man kan øve sig i hele tiden også at være kritisk over for sit eget kritiske blik«
Kamilla:
Jeg har fundet endnu et eksempel på, hvad jeg forstår ved en vellykket anmeldelse. Den er skrevet af Amalie Langballe og blev bragt i Weekendavisen den 26. januar i år, den dag Ingrid Nymos roman, Den røde hane, udkom.
For det første kan jeg godt lide den ro, anmeldelsen udstråler. Rubrikken »Thy som sindstilstand« er der ikke meget bulder og brag over. Det er en poetisk karakteristik af værket og dets stemning, ikke en dom. Karakteristikken fortsætter i underrubrikken med en opremsning af alle de genrer, Den røde hane kan siges at være: »krimi, socialrealisme, folkeeventyr og dannelsesroman.« De mange kategorier betyder sjovt nok ikke, at romanen bliver sat på en hylde, men at den bliver sat i bevægelse.
Anmeldelsen skaber et rum for læsning og meddigtning. Her spiller Weekendavisens fravalg af stjerner naturligvis også ind. Hvor skønt er det ikke lige, at man som avislæser får mulighed for at komme et værk nysgerrigt i møde uden at vide, hvor anmelderen ender! Rent skriveteknisk bruger anmelderen pladsen smart med listeformer, så hun kan karakterisere romanen grundigt. Hun nævner dens slægtskaber med både Stine Pilgaard og Johannes