»Det undrer mig, at Politiken ikke kræver af deres anmeldere, at de kan hæve sig over deres egen smag.«

Katrine:

For en forfatter er det utrolig sårbart at blive anmeldt. Det kan ikke undgås. Måske er det ikke ligefrem knald eller fald, som Tom Kristensen siger, men alligevel: Lidt som at stå på Rådhuspladsen uden tøj på. Alle kan se dig, og du er fuldstændig forsvarsløs. Du har arbejdet intenst med noget, som er vigtigt for dig, og selvom det ikke ligefrem er dit hjerte, du afleverer, så er det tæt på. Og nu kan alle, du kender, din svigermor, din ungdomskæreste, din bankdame og dine børns pædagog læse i avisen, om du skal have en eller seks stjerner. Det er meget nervepirrende, og det skal det nok også være, ellers betød det jo ikke noget.

Men det kræver, at forfattere er gode til at holde en vis afstand til anmelderne og lade dem passe deres arbejde uden at presse dem eller true dem med tæv. Det kræver efter min mening også, at anmelderne har et meget bevidst forhold til deres egen magt, og ikke misbruger den. Jeg kender ikke en eneste forfatter i dette land, der ikke har været grædefærdig over en anmeldelse. Nogen vil sige: Det hører med. Og det gør det også i et vist omfang. Men der er også grænser. Eller: Det burde der være. Når jeg læser Sigrid Kraglund Adamsson