»”Vi har ventet i 16 år,” står der. Jeg ved ikke, hvem ”vi” er, og som avislæser er jeg ikke inkluderet i det vi.«

Katrine:

Når Mikkel Krause Frantzen 13. juni 2023 i Politiken skal anmelde Jeppe Brixvolds nyeste roman, I de levendes verden, lægger han ud med en disclaimer: »Vi er nogle i min generation, født omkring 1983, for hvem Jeppe Brixvold har været en kæmpe helt, næsten kult i visse kredse.«

Jeg forstår godt trangen til at lægge kortene på bordet og afsløre sit personlige forhold til den forfatter, man nu skal anmelde. Det virker fair. Men samtidig synes jeg, at det svækker anslaget. En anmeldelse burde jo ideelt set være skrevet til alle litteraturinteresserede avislæsere, men nu skal jeg forstå, at anmelderen og nogle fra hans generation, har et helt særligt forhold til Jeppe Brixvold.       

»Vi har ventet i 16 år,« står der. Jeg ved ikke, hvem »vi« er, og som avislæser er jeg ikke inkluderet i det vi. Krause slår fast, at romanen ikke kan andet end at skuffe, når nu hans forventninger er så høje, og dermed synes jeg, at han gør anmeldelsen for meget til et anliggende mellem ham og Brixvold.  Det ærgrer mig af to grunde: 1) Anmelderen kommer til at stille sig imellem bogen og læseren. Bøger skrives jo ikke til anmelderen, men nogle gange er det som om, a