Darwinisme plus magi

At være vætte i det moderne, højindustrialiserede samfund er et hundeliv. Alle habitaterne, hvor ellefolk, trolde og nisser plejede at leve, er blevet udraderet i takt med menneskeracens hæmningsløse ekspansion. Moserne, hvor mosekonerne plejede at brygge deres bryg, er drænede. Vætterne er pressede. De er nødt til at finde sig til rette i nye, menneskeskabte omgivelser. I forbrændingsmotorer (det er især her nisserne søger hen), i gylletanke og ensilagebunker (troldene) og i elnettet (ellefolk). Vætterne lever klods op ad menneskene, og nogle gange, når fuldmånen lyser og danner astralspejlingståge, kan de endda finde på at benytte menneskekroppe som værtsorganismer. Problemet er, at man kan blive psykotisk af at sidde inde bag et menneskes hornhinde og følge med i alt det, vedkommende ser, både i vågen og drømmende tilstand.

Lyder det syret? Det er såmænd bare gode gamle Peter Adolphsen, der har skrevet en ny bog, Ellepigen Pif & 42, den tavse guru. I virtuos forlængelse af romaner som År 9 efter loopet og Rynkekneppesygen skriver Adolphsen en helt egen, yderst realistisk verden frem ved hjælp af et eminent naturvidenskabsmimende sprog. I h