Hos Gainsbourg uden Serge

»Lad mig åbne døren for dig,« lyder den bløde, næsten hviskende stemme i øret, mens nøgler rasler i baggrunden.

Bag døren afslører der sig et lavloftet rum med engelske vinduer og sorte vægge, overalt står guldplader og indrammede fotografier af halvnøgne Jane Birkin og Brigitte Bardot.

På sofaen med armlæn formet som ørnehoveder, kan man på venstre side af det beige betræk se slidmærkerne, hvor den franske musiker plejede at sidde. På bordet foran ligger en sølvfarvet Zippolighter, en pakke cigaretter – af mærket Gitanes, naturligvis – og ved siden af et lille firkantet porcelænsaskebæger med cigaretskod. Det sorte Steinway-flygel står åbent, klar til at Serge Gainsbourg ethvert øjeblik kunne komme ned ad trappen, sætte sig ved tangenterne og komponere videre, hvor han slap for tre årtier siden.

Den mytiske adresse 5 bis Rue Verneuil i det 7ende arrondissement, har i årevis tiltrukket fans, nysgerrige efter at få et glimt af det parisiske byhus, eller tilføje deres egen lille kærlighedserklæring på murene, der har konstant skiftende graffiti – i øjeblikket er meget af den dedikeret til Jane Birkin, der døde forrige sommer.

Det var nemlig her, Serge Gainsbourg levede, her han skrev musikken, der skulle gøre ham til sin tids og en af eftertidens største og mest indflydelsesrige franske kunstnere, og her han døde i 1991.

Forrige september, over 32 år efter, blev gitterdøren endelig åbnet til Maison Gainsbourg, og offentligheden inviteret indenfor hos nationalklenodiet.

På en 30 minutter lang omvisning to og to i det lille hus, får man et intimt indblik i Gainsbourgs liv og hjem, hvor alt har stået stort set uberørt, siden han forlod det. Stemmen i audioguiden tilhører ingen andre end datter og for ever chérie, skuespiller og sanger Charlotte Gainsbourg, som ejer huset og står bag projektet. Gennem turen deler hun anekdoter og barndomsminder fra hjemmet.

»Det var her, det hele skete. Det var her, han gav interviews, modtog politiet eller taxachaufførerne om natten,« fortæller Charlotte, når man er trådt ind i husets første rum. Lydoptagelsen er lavet med Stephan Crasneanscki, som står bag kollektivet Soundwalk Collective. Bag stemmen er lyden af klaver, der spiller Gainsbourgs klassiker La Javanaise, Serge der taler og børn der griner.

Vinduerne er skoddet til, luften endnu tung, og den sanselige tur i huset er som at træde ind i en tidskapsel. 

Gainsbourg flyttede ind i det 130 kvadratmeter store byhus i 1969 - année érotique, hvor han allerede havde fået en del kommerciel succes. Året før havde kvindebedåreren mødt den unge britiske model og skuespillerinde Jane Birkin. Sammen indspillede de singlen Je t’aime moi non plus - som han ellers oprindeligt havde skrevet til skuespiller Brigitte Bardot, med hvem han forinden havde haft en kort affære. Sangen, med den eksplicitte tekst og en stønnende Jane Birkin, blev bandlyst i flere lande, blev udelukket fra at blive spillet i radioen, og blev selvfølgelig en kæmpe international succes.

Der var forskellige epoker på Rue Verneuil, fortæller Charlotte. Først “la vie à quatre”, med Serge, Jane Birkin og datteren Kate Berry fra hendes tidligere ægteskab, og så Charlotte, der blev født i 1971.

Dette var også årtiet for Gainsbourgs kunstneriske højdepunkt med albums som Histoire de Melody Nelson og Vu de l'extérieur. Og det var årtiet, hvor han og Birkin udgjorde tidens absolutte “it”- par. Deres ikoniske, passionerede kærlighedsaffære og gensidige muse-kunstner-forhold fascinerer stadig i dag franskmændene - nærmest i lige så høj grad som selve musikken.

Og så var der “efter”, efter Birkin forlod ham i 1980, og familielivet endte. Hjemmet blev »et hus for en enspænder, der ikke kunne lide ensomhed«, siger Charlotte.

Blandt de sentimentale barndomsminder lurer der også en subtil fortælling om forfaldet. Om den ekstreme succes og det stigende alkoholmisbrug og udviklingen af Gainsbourgs Mr. Hyde-alter ego ‘Gainsbarre’.

Det blev et hjem for en samler. Et bord i stuen er fyldt med politibadges. Kålhovedmanden, som han blev kaldt, havde en fascination for politimænd. Og når han blev eskorteret hjem fra sine mange byture, inviterede han politimændene indenfor til drinks. Og hvis han kunne få dem til at efterlade deres skilte, var han lykkelig, fortæller Charlotte. Det kunne han tilsyneladende ofte overtale dem til, for han endte med at have 250 af dem.

Det var ikke det eneste Gainsbourg samlede på. Og en del af Maison Gainsbourg er et lille museum, der er åbnet længere nede af Rue Verneuil, hvor omkring 450 af hans genstande er udstillet. Herunder originale sangtekster, brevet fra Bardot, hvor hun bad ham om ikke at udgive deres version af Je t’aime moi non plus, magasiner, kvitteringer og et kærlighedsbrev fra Jane Birkin. En dertilhørende bar - Gainsbarre - er også åbnet.

»Jeg spillede på klaveret«, hvisker Charlotte tilbage i stuen. Det var kun Serge, der spillede på Steinway-flygelet. Og det var stort, da faren begyndte at komponere til hende, mens hun stod ved siden af - ligesom Jane havde gjort før hende. Hendes sangdebut blev på duetten Lemon Incest, med det provokerende ordspil på incest og citronskal - un zeste de citron. Sangen blev akkompagneret af en ikke mindre skandaløs musikvideo, med da 12-årige Charlotte liggende på farens nøgne overkrop i en seng.

Gainsbourg var både dengang og er stadig kendt for sine polemiske sangtekster og sin hang til at lave skandaler. Og i dag bliver han jævnligt kritiseret af feministiske røster i Frankrig. Det er ikke alene den velkendte debat om, hvorvidt man skal og kan adskille kunsten fra kunstneren - for i Gainsbourgs tilfælde er selve kunsten også “problemet”. Flere af hans sangtekster er misogyne, tykfobiske og til tider racistiske - altså stik imod tidsånden.

Og Lemon Incest er en af de sange, der er svær for mange at sluge i dag. Emnet er også særlig ømt i det Sydeuropæiske land, hvor det de seneste par år er blevet klart, at der er et større problem med incest og pædofili. Der er kommet flere vigtige bogudgivelser, og under hashtagget MeTooInceste har franskmænd delt deres egne historier på sociale medier.

Selv har Charlotte medgivet, at Lemon Incest ikke ville kunne blive udgivet i dag, men hun kalder sangen for »en ren og uskyldig kærlighedserklæring fra en far til sin datter.«

Gainsbourg skrev et par år efter datterens første album Charlotte for Ever, der også blev til en film, og som man nok godt kan sige, var med til at lægge grobunden for hendes senere succes.

Som voksen har hun blandt andet fået anerkendelse for sine roller i film af en af vores egne store provokatører Lars von Trier, herunder Melancholia og Nymphomaniac. 

På træhylder i det mikroskopiske køkken står der krydderier og saucer. Der er et lille køleskab, gennemsigtigt – hvilket passede Serge, der, som vi lærer, havde en pertentlig, lettere manisk side. Ved håndvasken ligger en indtørret håndsæbe. Og der står tomme, støvede flasker Château Haut-Brion fra 1928 – Gainsbourgs fødselsår. 

Det eneste, der er blevet fjernet herfra, er det, der er rådnet. Og så én gaffel. Den ligger hjemme hos Charlotte Gainsbourg i dag, fortæller hun. Det var den gaffel, han spiste med hver eneste dag. Gaflen mistænker hun Serge for at have snuppet fra den legendariske parisiske restaurant Maxim’s, som han i øvrigt skrev en hyldestsang til af samme navn.

Et lille fjernsyn står på glasspisebordet. Der blev ikke talt meget sammen; fjernsynet var altid tændt, når Serge lavede mad, og når de spiste. De så alle de programmer, han medvirkede i. Det var meget vigtigt for ham – ligesom at de skulle læse alle artikler, der blev skrevet om ham, og høre al den musik, han udgav, naturligvis. Det betød meget for Gainsbourg, at han havde fået den folkelige anerkendelse, han fik, fortæller Charlotte. Blev der skrevet noget dårligt om ham ude på husmuren, fjernede han det hurtigt.

Over trappen hænger fotos af Marilyn Monroe. Følger man det blomstrede gulvtæppe, kommer man først op til et beskedent tøjskab indbygget i væggen. Gainsbourg havde ikke meget tøj, en håndfuld skjorter, t-shirts og to par jeans. På gulvet ligger de famøse udtrådte hvide Repetto-sko, han altid var iført – og altid uden strømper, selv når de var på skitur.

Længere nede ad gangen på venstre side er "dukkeværelset". Da Jane Birkin endnu boede i huset, var det hendes værelse. Det var det eneste sted, hun havde lov til at rode. Da hun flyttede ud, anskaffede Gainsbourg sig en kuriøs samling af dukker - og senere videospil - og puttede dem derind. Han kom aldrig op på værelset. Men når Charlotte kom i weekenden og besøgte sin far, var det her, hun legede.

I bunden af gangen er Gainsbourgs kontor. Et lille rum med et skrivebord, en skrivemaskine og en lænestol. Og så bogreoler med en eklektisk samling støvede bøger. Der er kunstbøger om de Staël, Ernst, Goya - Gainsbourg prøvede sig før han blev fransk musiks enfant terrible som maler. Huysmans, Rimbaud - og medicinbøger. Hendes far var dybt fascineret af medicin og gik meget op i at lære om det, fortæller Charlotte. Det var her, alt skete. »Vi gik aldrig i boghandlen, biografen eller teatret. Min kulturelle dannelse blev til her«, siger hun.

Udover at give et intimt indblik i et kunstnerisk genis liv er Maison Gainsbourg også i den grad en øm og sorgfuld hommage fra en datter, der elskede sin far.

Blandt de sentimentale barndomsminder lurer der også en subtil fortælling om forfaldet. Om den ekstreme succes og det stigende alkoholmisbrug og udviklingen af Gainsbourgs Mr. Hyde-alter ego ‘Gainsbarre’. Det var Gainsbarre, der blandt andet på tv i 1986 stærkt beruset insisterede på at fortælle en ukomfortabel Whitney Houston »I want to fuck you«.

Provokationen spændte vidt - fra at udgive en reggaeversion af nationalsangen La Marseillaise til på tv at brænde en 500 franc-seddel i protest mod for høj beskatning, men i dag er det hovedsageligt Gainsbarres forhold til kvinder, der vækker harmdirrende kritik.

I en biografi skrev Jane Birkin om, hvordan Gainsbourg til sidst i deres forhold blev voldelig – hun forsvarede ham dog hele sit liv. Også hans besættelse af meget unge piger er i dag under kritik.

Han synger i sangen No Comment: »Om jeg knepper? Bekræfter. Ludere? Bekræfter. Piger? Bekræfter. Hvilken alder? Åh åh åh«.

En glamourisering af pædofili er et tilbagevendende tema i hans sange. Omvendt skrev han også sange som Variations sur Marilou, der handler om kvindelig onani og på sin tid var revolutionerende.

Senest har debatten om Gainsbourg været oppe at vende i anledningen af et nyt metrostop lige uden for Paris, der efter planen skal opkaldes efter ham. Der blev i slutningen af sidste år lavet en underskriftsindsamling imod navnet, da man mente, det var en skændsel af opkalde stoppet efter en mand hvis »vold mod kvinder og pædokriminelle og endda incestuøse tendenser er offentligt kendte«, som der står i indsamlingen, der i skrivende stund har 17.000 underskrifter.

Hendes evigt grænsesøgende far ville nok have haft det elendigt i dag, fortalte Charlotte i et interview i The Guardian i 2019:

»Jeg tror, min far ville blive fordømt for alt, hvad han gjorde.  Alt er så politisk korrekt nu. Så kedeligt. Så forventeligt. Og alle er så bange for, hvad der vil ske, hvis de går for langt,« sagde hun.

Tilbage i husets sidste værelse, soveværelset, mindes Charlotte de forskellige perioder i farens liv.

Sengen er beklædt med et sort, pelset sengetæppe. På et lille sengebord ligger der et fad med et Smarties-rør og en Flavigny-dåse med anis-bolcher. Det var først Serge og Janes tempel, deres domæne, hvor børnene ikke havde lov til at komme ind. De levede helt forskudt; Serge kom hjem, når de gik i skole, og det var sjældent, han stod op før klokken 13.

Efter forældrene gik fra hinanden, kom Charlotte i weekenden, og Serge havde fundet sammen med den betydeligt yngre sanger, skuespiller og model Bambou. Og til sidst afskeden med faren.

Det var her, de fandt ham den 2. marts 1991. Liggende i venstre side af sengen, den ene ben ude over sengekanten, død af et hjerteanfald, 62 år gammel. Hun, Kate og Bambou lagde sig op i sengen til Serge, fortæller Charlotte. Her lå de, mens de hørte, hvordan sørgende beundrere dagen lang kom forbi på gaden og sang ordene fra hans 1973-hit om at forlade sin elskede: 

»Je suis venu te dire que je m’en vais« - »Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg går min vej«.

Efter Gainsbourgs død gik Charlotte, dengang 19 år gammel, ofte hen i huset på Rue Verneuil for at mindes sin far, i stedet for at tage på kirkegården, hvor der altid var mennesker. Men hun frygtede altid at forstyrre ham i sit hjem. Og det er også den følelse, man får som besøgende. Både fordi man næsten forventer, at Serge ethvert øjeblik vil træde ind ad døren. Og fordi man kommer næsten for tæt på en mand, der ganske vist med sine udleverende udfald og eksplicitte sangtekster unægteligt var rimelig ekshibitionistisk, men samtidig også meget privat og genert. »Min aggressivitet skjuler min generthed,« sagde Gainsbourg selv.

Gainsbourg ville sandsynligvis ikke kunne skrive og synge mange af sine sange i dag. Men trods kritik, cancel culture og ændrede moralske standarder bliver nye generationer ved med at lytte til ham - han er en af de mest streamede kunstnere i Frankrig. Og Maison Gainsbourg vidner om kunstnerens stadige popularitet. Da 15.000 billetter først blev sat til salg forrige april, blev de solgt på én dag. Og hver gang der sættes nye til salg, bliver de revet væk. Sangeren har til hver en tid været elsket for sine provokationer, ikke på trods af dem.

At det har taget den tid for Maison Gainsbourg at åbne, skyldes ikke kun praktik, men også følelser. Og det bærer turen, der i bedste Gainsbourg-stil er omsvøbt af melankoli og tristesse, præg af. For udover at give et intimt indblik i et kunstnerisk genis liv er Maison Gainsbourg også i den grad en øm og sorgfuld hommage fra en datter, der elskede sin far.