Hvordan jeg tog mig sammen og lærte at elske Jane Austen
Indrømmelse: Jeg har altid haft det pænt anstrengt med Jane Austen. Jeg ved godt, at det er mig, den er gal med, og jeg vil så frygteligt gerne, men jeg har aldrig kunnet klare mere end tyve minutter ad gangen, før jeg er ved at få spat af tesalonfnidder over ægteskaber og klasseklatreri blandt den britiske landadel i starten af 1800-tallet.
Og især Stolthed og fordom, hvor enhver allerede efter de første par kapitler kan sige sig selv, at Darcy og Elizabeth selvfølgelig får hinanden til sidst, har jeg aldrig formået at se charmen i. Det gør, at Carolin Oredssons godt to en halv timer lange - med pause, bevares – iscenesættelse af Stolthed og fordom på Aarhus Teater er en decideret personlig udfordring, hvor man må tage Austen ind med friske øjne og skubbe gamle fordomme til side. Ahem.
Og det er vist en pointe i sig selv, for der er langt imellem klassikerdramatiseringer, der lægger sig så tæt op ad originalen som her. Det mest opsigtsvækkende fravalg er at skære Mary, den midterste Bennet-søster, fra. Pyt skidt. Fire søstre er også tilpas.
Ellers er der gjort en dyd ud af ikke a
