Nikotingule fælleder

Bodegaernes lukning er blevet en genkommende linse, vi erkender Københavns gentrificering igennem. Da den over 100 år gamle vesterbroske bodega Cafe Guldregn for nylig drejede nøglen om, fangede det op til flere nationale mediers interesse, og det er da også på mange måder trist, at bodegaerne lukker. 

Men det er til gengæld pudsigt at observere, at dem, der for tiden synger højest i bodegaernes svanesang, sådan set ikke er den arbejderklasse, der historisk har frekventeret dem.

I det monstrøse – og ligeledes imponerende – gravskrift af en coffee table-bog, Stamsteder, finder man tværtimod lovsange fra midaldrende kendisser som Rane Willerslev og Knud Romer (flankeret af nærmest softpornografiske close-ups af arbejderkroppens røgrøde teint og tunge, kitschede guldsmykker).

Og samtidig med, at vi sørger over tabet, opkøber unge mennesker pludselig nogle af de gamle bodegaer i brokvartererne, ligesom andre åbner helt nye af slagsen. 

Bodegaen er for tiden altså både ved at blive begravet og genoplivet. Men hvad er det, vi stadig finder tiltrækkende ved bodegaens tvetydige attraktion af jukeboks, røg og brune nuancer? Ja, hvorfor har vi pludselig be