»Vi bygger fremtiden på fortidens data«

Diskokuglen, der hænger i loftet i Ungdommens Demokratihus, drejer fredeligt og bader os i lysglimt, da vi varmer op til Kvindernes Internationale Kampdag med organisationen Kritik Digital.

Kampdagen finder strengt taget først sted senere på ugen, men det er nok godt med noget opvarmning, for efter fire-fem år med masser af talks, Instagramaktivisme og bh-fri dage, mærker jeg i øjeblikket, at den feministiske glød er ved at brænde lidt ud. Unge mænd og kvinder i Danmark bliver mere forskellige, ikke mindre – i hvert fald, hvis man kigger på politisk overbevisning. Det virker til, at vi har formået at tale os selv tilbage til startpunktet.

Sociolog og journalist Sarah Steinitz sidder på scenen sammen med moderator Marie Stougaard. Bag dem er et lærred, hvor powerpointet skulle have været, hvis projektoren havde virket. I stedet må snakken bygge på en stak notepapirer og et par bøger, Stougaard har med: to teknofeministiske hovedværker, skrevet af filosoffen Donna Harraway og sociologen Judy Wacjman.

Steinitz og Stougaard forklarer, at Wacjman er grundlæggeren af begrebet teknofeminisme, og at hun i sin bog af samme navn fra 2004 kortlægger, hvordan der i mødet mellem teknologi og feminisme altid har været to fremtidsforestillinger: den utopiske og den dystopiske. Den utopiske er blandt andet repræsenteret hos den Harraway, der i 90’erne fremlagde et teknooptimistisk program for feminismen.

I sit meget berømte værk A Cyborg Manifesto argumenterer hun for, at teknologien er en mulighed for os til at ophæve de binære kønsnormer. At vi gennem interaktion med teknologien indarbejder den i os selv, og dermed bryder med klassiske repræsentationsformer og bliver til et helt nyt slags menneske. I denne tankegang har det digitale rum potentiale til at være et frirum.

I den dystopiske tankebane, derimod, ses internettet i højere grad som et projekt, som er udsprunget fra militæret, og senere er blevet udviklet i primært mandsdominerede sfærer. Her er internettet ikke et frirum, men en platform med begrænset handlingsmulighed, hvor man bevæger sig inden for nogle meget faste mønstre. Kigger vi på vores brug af internettet og sociale medier i dag, ville mange nok være tilbøjelige til at tro mest på den dystopiske opfattelse af teknologien.

Sarah Steinitz har gennem sit arbejde hos det kooperative analysebureau Analyse og Tal gennemtrevlet og kortlagt tonen i kommentarsporene på danske facebooksider, eksempelvis hos medier og politikere. Her fandt de, at hver 20. besked var et verbalt angreb – selv efter både Facebooks og den enkelte sides censur. Desuden tegnede der sig et ikke så overraskende mønster af, at angrebene i højere grad gik ud over kvinder og kønsminoriteter, og at angrebene her primært var målrettet deres køn, hvorimod mænd, der blev udsat for hadefulde kommentarer, blev det på baggrund af deres holdninger.

Selvom det databehandlingsarbejde, Steinitz og hendes kolleger har lavet, er omfattende og imponerende, virker konklusionen som noget, man nok kunne have sagt sig selv – i hvert fald hvis man følger Özlem Cekic eller Pernille Skipper på Facebook.

Men så bevæger Steinitz sig videre til et andet aspekt af undersøgelsen; lukkede grupper på Facebook, såsom grupper for lokalområder, fællesinteresser eller delte politiske overbevisninger.

»Når borgere taler til borgere, går det bedre«, forklarer hun. Hvilket vil sige, at når brugere indgår i fællesskaber, hvor de ser hinanden gennem en fælles identitet eller interesse, bliver tonen bedre. Det skyldes dog mindst lige så meget, at der i disse grupper er decentraliseret moderering i form af administratorer. Hun forklarer, at der blandt dem, der administrerer større, lukkede facebookgrupper er en ret lige kønsfordeling, og at disse individer i gennemsnit lægger 4,5 timer om ugen i det.

Hun mener, det er her, løsningen ligger, for vi har hverken lyst til at være modereret af kæmpestore amerikanske firmaer eller af staten. Decentraliseret moderering er, ifølge Steinitz, det mest effektive middel til at ændre på mønstrene i de debatter, vi har på sociale medier.

Teknofeminismen tvinger os til ikke at blive dovne og drukne i venstrefløjsslogans, men til at turde vende os mod problemstillinger, vi endnu ikke ved ret meget om.

Vigtigheden af tonen på internettet har desuden fået en helt ny dimension siden fremkomsten af generativ AI, der bruger allerede eksisterende data til at træne sig i at give det mest ’sandsynlige’ svar på de input, den får fra brugerne. Er der bias i det data, programmet bliver fodret med, er der bias i det, det lukker ud.

»Vi bygger fremtiden på fortidens data,« siger Steinitz, og jeg tænker, at det fint forklarer processen til os, der ikke er IT-eksperter, og som desuden værdsætter et hårdtslående citat med en lækker ordlyd.

Hvad er løsningen? er det oplagte spørgsmål, der kommer i forlængelse heraf. Da Google for nylig forsøgte at påvirke deres AI med billeder af eksempelvis sorte, kvindelige paver, for at rette op på dens bias, mødte de meget modstand, og blev nødt til at standse projektet. Det virkede både absurd og latterligt, men det var også – som det bliver pointeret fra publikum – historieforskruende.

Steinitz fremlægger heller ikke noget quickfix, som det ellers virker som om, vi er mange, der havde håbet. I stedet argumenterer hun for mere åbenhed fra udviklernes side. Og så kan det også være, at løsningen ikke kommer i form af en ændring i algoritmen, men en ændring i mennesker.

Den ændring kan komme fra Mette fra Holbæk, der administrerer fire forskellige lukkede grupper og sørger for den gode tone, men den kan også ske ved, at der kommer mere diversitet blandt dem, der udvikler ny teknologi. Steinitz’ tone er måske ikke utopisk, men den er en del mere håbefuld, end det vi ofte hører og læser hos større medier om internettets farer og den frygtelige ”skærmtid” som en fællesbetegnelse for al brug af digitale platforme.

Der åbnes for spørgsmål fra publikum. De tilstedeværende deltager ivrigt, men samtalen tager ikke form af en debat – det bliver nærmere en fælles, nysgerrig afsøgning af emnet. Jeg vågner også selv lidt op og kan mærke, at der er blevet pustet til den feministiske glød og kampgejst.

Jeg tror, vi alle er lidt lettede over at have været til et kampdagsarrangement, der ikke er præget af floskler, CEO-feminisme eller kortlægningsforsøg af Nina Bangs liv, men som derimod tager fat i et emne, det nok er de færreste rødglødende feminister, der ved ret meget om.

Teknofeminismen tvinger os til ikke at blive dovne og drukne i venstrefløjsslogans, men til at turde vende os mod problemstillinger, vi endnu ikke ved ret meget om.

Og den sender mig hjem med en intention om at forsøge at holde fast i en utopisk teknologiopfattelse; at bevare troen på, at vores teknologier stadig har potentiale til at skabe digitale rum, hvor man ikke bare kæmper for at få lov til at være anerkendt for sit køn på lige fod med andre, men hvor man måske også kan få lov at frigøre sig fra de kønslige mærkater – noget, som jeg desværre tvivler på er et tema, der kommer til at fylde ret meget i paneldebatterne rundt omkring på kampdagen.