Kunsten fejler ikke noget
På Gammel Strand er noget ved at ske. Jeg ankommer en anelse sent denne fredag. Der er Grand Opening, Kunstforeningen Gl. Strand, der siden 1950’erne, har huseret i denne fine, røde bygning, står til en art fornyelse. De skifter navn, og denne lille reviere vil i stedet lægge hus til det, der fra nu af bare skal hedde Gammel Strand, som skal fungere som samlingspunkt for nyskabende og kritisk kunst og litteratur.
Jeg træder ind ad en stor glasdør, og her i hallen er der smukt. Tegnestuen Archival Studies har også i denne omgang sejret. Store, kvadratiske metalblokke midt i rummet flirter med det klassiske udstillingspodie, og op og ned ad væggene er der hylder i samme stil, fyldt med bøger og magasiner i pangfarver. Halleluja, for jeg elsker aluminium.
I den store sal med roser på væggene er kultur– og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, i gang med sin del af åbningstalen. Herfra hvor jeg står, kan jeg ikke høre talen, og jeg vandrer i stedet fra spidsen af hallen og gennem gården, hvor man kan ryge og finde drikke i baren, hvad en pæn andel af selskabet allerede har sat sig for. Med dørene på vid gab til hejfesten i gården, er det vanskeligt at høre åbningstalen, men man forstår et inklusionstema med vanlige påbud. Det er så fint. Og så ikke mere end dét.
Ved direktør Nanna Hjortenbergs tale, er der en anelse mere politisk berøring til stede: man nævner klimakrise, ulighed og et we are at war(s), men meget mere bliver det heller ikke til. At savne reelt, kritisk engagement med konkrete udmeldinger, er vist ikke for meget at forlange af en kunstinstitution.
Her er mange herlige ansigter – en del af kvinderne har læbestift på, changerende røde, brunlige toner, og så denne genkendelige glød i huden, hvis oprindelse jeg virkelig altid har meget svært ved at pointere; man mistænker et særligt luksuriøst plejeritual, men makeuppen i sig selv er mild og elegant.
En gråhåret kvinde har sat sit hår op i én stor victory roll. Hendes kjole er sort, hvad der gør sig gældende for de fleste af gæsterne; her er farver i et begrænset omfang, og i det hele taget er udskejelserne få, hvad angår påklædning. Yael Bartana, den ene af aftenens to udstillende kunstnere, er klædt i figursyet marineblåt jakkesæt og en kort, blond pixiefrisure. Den Maskuline Uniform, bestående af (grå eller sorte) slacks, (brun eller grå) tweed– eller lærredsjakke, skjorte, hornbriller und so er en dejlig og kedelig ting, ingen nogensinde vil give slip på, og den er i alle fald særdeles præsent denne aften. Der er ikke ret mange unge mennesker. Måske også af den årsag det noget raffinerede udtryk, der henvender sig til arketypiske forestillinger om elitære kunstmiljøer.
Den rigtige fest starter, da Eau Pernice begynder at synge. Eller: først denne mærkelige, bagvendte tale, på et selvopfundet, dada-like sprog, der kunne drage associationer til kunstnere som Shelley Hirsch og Jacques Demierre. Et øjeblik efter afløst af korsang fra Eau Pernice og hendes følge, stadig baglæns. Man kigger rundt og alle smiler, eller også er de på vej væk. Man må tale om an acquired taste, eller mismod for avantgarde fra dem, der bør tilbede den. Efter ti minutter vender en tekniker lyden på en iPad, og gruppen stiller sig en my væk fra scenen. At bakke snagvendt i sang er sikkert at undersøge lydens og sprogets egenskaber, men jeg kan ikke abstrahere fra at jeg vist kan høre lidt af harder, better, faster, stronger. Gæsterne suser op og ned med elevatoren for at se udstillingerne.
På første sal bruger jeg tid på at dissekere den overordnede udstillingsbeskrivelse af Tove Storchs Slumping. Jeg har svært ved at læse hvad der står. Det er en generel problematik, jeg oplever, at værktekster synes udvandede, med et unødigt højt sprog, der gør det svært at afkode kunstneres budskab. Sådan er det også i Tove Storchs tilfælde, men jeg fanger at der er en klar feministisk diskurs omhandlende arbejde og styrkeforhold, som konkret behandles gennem skulpturværker, navnlig med fokus på materialerne.
Første værk udgør en himmelsk seng i en bleg, rød silke, der hænger fra slanke metalstænger. Langs sengen, og rundt i rummet, har Storch slået æggeblommer ud i hvide porcelænsbeholdere. At man vælger et organisk materiale som æggeblommen, der rådner, hvis ikke den udskiftes, fungerer stærkt i Storchs udstilling, ved netop at gøre denne til et arbejde. Sengen, der tager sig ud i flere, næsten dryppende lag, forekommer mig mere konceptuel – her portrætteres netop kun det færdige værk, og ikke Storchs faktiske arbejde med dette, og drager altså paralleller til det usynlige arbejde med æggene.
I et tilstødende lokale møder vi et overdådigt lyserødt skib af henholdsvis sæbe, bomuld og metal, der hejser sig over vores hoveder. Bomuldet er fæstnet med hæftepistol (charmerende), og til sidst, i det øvrige lokale, er Slumpings største værk at finde. En kæmpe bue af metalstænger, over 600, strækker sig gennem hele lokalet, ned mod gulvet.
At bearbejde sin egen sorg, eller i hvert fald historiens sorg, er vel nok også at lade sig forstå, at denne gør sig gældende igen og igen.
Man kunne tænke sig, at værkerne her er noget utilgængelige, uden kunsthistorisk viden – jeg ved for eksempel ikke præcis hvilke kunstnere der refereres til, når man i værkteksten taler om ægget som greb i flere »feministiske og ikoniske værker«, men jeg forstår dets reproduktive værdi alligevel. Også materialebruget i Slumping lægger op til genovervejelse af egne forestillinger om materialer, objekter og dertilhørende værdier og formål.
Israelske Yael Bartanas Things to come består af en række foto-, neon- og videoværker. Der er en stor ambivalens til stede i værkerne: jeg bliver ofte i tvivl om hvad hun vil, og netop dét er nok meningen med det hele. Man bør hele tiden tænke sig om. Ét af værkerne er palæstinensere, affotograferet som lykkelige israelere i propagandaæstetik, storsmilende, de fleste med frugt i hænderne. Et andet værk, en (næsten) komisk og lige så seriøs spejling til Stanley Kubricks ”War Room” i Dr. Strangelove, Two Minutes to Midnight, afslører en kvindelig regering, nødsaget til at tage stilling til en overhængende atomtrussel. Alle regeringsmedlemmerne har telefoner placeret foran sig, og i løbet af filmen, når flere af dem at ringe – henholdsvis denne regerings umiddelbare nemesis, men også en lille dreng, der beder sin mor synge godnatsang, mens hun sidder på stormødet (hvad hun selvfølgelig gør!).
Udstillingens nok vildeste værk, Malka Germania, er en enormt lang, enormt smuk film. Sideløbende med en androgyn, arisk messias, der rejser gennem det tyske landskab, hvor traumerne findes, er klip af militær i krigsuniformer og træningstøj. Det kører ring, og billederne er lige brutale og ophøjede hver gang. Til venstre er en video af nogle nymfeagtige karakterer, der er lige dele guddommelige og atletiske, og det synes at være et vink til naziolympiaden. Yael Bartana synes umiddelbart provokerende, men det er hun ikke. At bearbejde sin egen sorg, eller i hvert fald historiens sorg, er vel nok også at lade sig forstå, at denne gør sig gældende igen og igen.
Jeg er meget mættet, da jeg forlader Gammel Strand. Det er både tunge udstillinger, der kræver arbejde, for selv at forstå dem, og som også lægger op til en historisk kapacitet, ikke alle huser. Både Bartanas og Storchs udstilling ender med at stille meget nærtstående spørgsmål, fordi publikum tvinges til at genoverveje både fortid og nutid. Al alternativ historie bliver pludselig meget reel, og også i dét muliggøres en anden virkelighed, end den, man måtte befinde sig i. Things to Come og Slumping kunne sagtens havde stået hver for sig, men Bartana og Storch ender med at understøtte hinandens nysgerrighed i stor stil. Kunsten fejler ikke noget – det, der gør det vanskeligt at tro på en rebranding af Gammel Strand er snarere, at klientellet er det samme.
