At performe sig selv

Når Lucian Freud inviterede personer ind i sit studie i London til de langtrukne sittings, der gerne strakte sig over halve og hele år, foretrak han det, man måske kan kalde virkelige mennesker. 

Henover sit virke havde han adskillige favoritter, hvis portrætter nærmest udgør serier i hans virke, men han var ikke dogmatisk og havde selv svært ved at pege på, hvad der fik ham til at vælge lige netop de modeller, han valgte. Der kunne være tale om personager fra alle samfundets niveauer, fra aristokrater og dansere til fiskere og lokale kriminelle. Men han brød sig ikke om professionelle modeller. 

Freud havde et problem med den professionelle posering. For ham var en professionel posering noget tillært og syntetisk, en slags mimen, og dermed en modpol til den uregerlighed, han altid ledte efter, noget, man med et lidt banalt ord kunne kalde livlighed eller slet og ret liv. Det var vanskeligt for ham at frigøre sig fra den konventionelle portrættering