Virkeligheden slår igen
Tidligere på året kunne man opleve og, turde man, deltage i en relativt ophedet og relativt polariseret offentlig debat: Denne gang omhandlede den Jesper Dalgaards dokumentar Kandis for livet.
Den ene fløj, den kritiske (vi kunne kalde dem ”Objektivitetspuristerne”, eller måske ”Journalisterne”?) anfægtede, at en af filmens subjekter havde fået en flybillet betalt af produktionsselskabet. Ikke nok med det; det kom nemlig også frem, at flere scener var iscenesat og instrueret i en, efter journalistiske standarder, umanerlig grad.
Den anden fløj, det udtalt åbensindige lag af dansk kulturliv (”Vogterne for fri kreativ udfoldelse”, hedder de nok), stod dog hurtigt klar til at mane al frygt til jorden: Filmen om Kandis var jo netop ikke journalistik, men tværtimod eksempel på et stykke ren, fri kunst.
Der fløj argumenter frem og tilbage i lidt tid, så gik medierne deres
