Melankolske immigrantplanter
Der er en kedelig tendens til at blåstemple meget litteratur skrevet uden for Vesten og Centraleuropas historiske herredømme som ‘verdenslitteratur’, et begreb, der blev introduceret så tilpas lemfældigt i en sidebemærkning af Goethe, at en stabil definition er så godt som uopdrivelig. Begrebet - og dets mange bastardbørn - har dog, især gennem de sidste 30 år, affødt en litteratur så omfangsrig, både i skøn- og faglitteraturen, at den ville få enhver rigsbibliotekar til at miste overblikket. Verdenslitteratur er både blevet en industri i rasende vækst og en slags anmelderisk ‘blurb-speech’, som man fra forlagenes side gladeligt smækker på bogflappen for at signalere, at her er der noget ægte eksotisk og autentisk fra en anden kultur, der dog ikke er så fremmed, at det gør noget. Det skulle nødig blive så autentisk, at de – os - vestlige globetrottere ikke kan følge med.
Det var derfor ikke uden forbehold, da jeg så, at der på bogflappen af den tyrkiske forfatter Elif Shafaks nyeste roman, De forsvundne træers ø
