Den store afnassificering
»Jeg vil gerne være førtidspensionist.«
Sådan siger Bertil, jegfortælleren i Simon Holm Pedersens antiudviklingsudviklingsroman Dødsmoden, i en samtale med sin far. Bertil er snart midaldrende og bor stadig derhjemme. Han vil ingenting, kun dø, men på en latterlig, urealistisk måde, nemlig ved at sprænge sig selv i luften med krysantemumbomber i sine forældres hønsehus. Alt i Bertils liv er præget af hans egne dårlige valg, selv døden. Forældrene er trætte af ham. Han skal have sin egen lejlighed, synes de, han skal da have et job, en hylde at lande på. Han skal, som moren bemærker, afnassificeres, så han ikke bare bor gratis derhjemme og går rundt på dagpenge i en alder af snart fyrre. Men Bertil har ikke planer om at blive en mindre belastning for sine omgivelser. Han fjoller ufortrødent videre.
Det er ikke så meget derfor, Bertil er en svær karakter at holde af (selvom det da for en protestantisk præget dansk velfærdsstats-læser kan være
