Filmiske kort

Min stedsans er elendig. Sådan har det altid været, hvilket i nogen udstrækning har irriteret mine forældre, der mødte hinanden under uddannelse som topografer, og derfor har beskæftiget sig med minutiøs kortlægning af alverdens steder. Den dag i dag, når jeg har min mor på besøg i København, er hun som besat af omgivelserne – både selve bygningerne, arkitekturen, men særligt topografien: Hvordan alle disse steder, vi går rundt og sanser med vores kroppe, er optegnede; hvordan opmålingerne har udviklet sig historisk, hvor grænserne gik og går, hvordan byen ekspanderer, nye steder kommer til, og gamle steder skifter identitet. Skal man sørge for underholdningen til en familiemiddag, skal man bare hive et gammelt kort over København frem.

Jeg kan godt blive flov over min manglende forståelse for den slags. Over mit dysfunktionelle indre kort, der har det med at viske sig selv rent, glemme gadenavne og miste overblikket over steders placering i forhold til hinanden. Jeg kan godt finde vej med snotten begravet i telefonskærmen, men at omsætte det digitale kort til byens virkelige rum, hvordan de gader faktisk udformer sig foran mig, selvom jeg har gået der utallige gange, kan