Overfladens tyngde
Med Bark fra 2011, et sansemættet stykke essaystik i pamfletstørrelse, udkommer den franske filosof og kunsthistoriker Georges Didi-Huberman for første gang på dansk. Og mens det såkaldte stof – Holocaust og nærmere bestemt Auschwitz-Birkenau-lejren og dens musealisering – bærer historiens næsten uudholdelige tyngde, da fremstår Didi-Hubermans poetiske prosa ved første øjekast båret af en overvejende personlig – snarere end teoretisk – ambition om at besøge stedet, der udslettede dele af hans familie. Det står dog hurtigt klart, at den filosofiske ballast ulmer lige under overfladen.
Det er og bliver dog denne overflade, det umiddelbart synlige, der er det væsentlige i Didi-Hubermans fænomenologiske undersøgelse af barbariets fremtrædelser i lyset af en særlig og trykkende varm junidag, hvor naturen ufortrødent vokser videre i asken af millioner af døde. Således optegnes kontrasterne, men også de indre sammenhænge mellem den kultur, der organiserede udryddelsen og den kultur, der nu forvalter mindet. Det er forurolige
