Dionysisk og ensomt
Jeg har tænkt over, at Jens Kæmpe i sine hidtil tre digtsamlinger, Kunstens regler og Pinseliljer og nu den tredje, Det store selskab, skriver om at omfavne og forvise selvbevidstheden. Det virker som et betydningsfuldt emne i alle bøgerne, både hvad angår skrivningen, kærligheden og livsførelsen – tre grundlæggende motiver indtil videre. Der er denne udtalte bestræbelse på at give slip, lade kroppen og det umiddelbare komme til én som det første, tømme hovedet for forestillinger og række ud mod noget, der ikke har taget for mange rundture i tankernes svingkarrusel.
For en digter for hvem spontaniteten og det intuitive måske udgør den mest betydningsfulde skrivekraft, er selvbevidstheden forståeligt nok den forhindring, man brydes med. Den bygger borgmure og voldgrave omkring den verdensoplevelse, som digtene bestræber sig på at komme ind på livet af.
Og fordi digtene har det element i sig, at de netop også handl