Der er ingen (lykkelig) slutning

Til en begyndelse, mens jeg første gang læser kunstner Jakob Jakobsens Ophør oprør, rammes jeg af en rådvildhed, der hurtigt ændrer karakter til lettelse, siden genkendelse og øm stridslyst. En rådvildhed, fordi bogen præsenterer sig markant anderledes end de mange retrospektive æstetiske bearbejdninger af psykiatriske indlæggelser, der findes i samtidslitteraturen. Vigtige beretninger, og mange af dem vellykkede, men hos Jakobsen er der mere på færde, et mere, der overstråler både de litterære og selvterapeutiske ambitioner. Det personlige – den del, sygdommen lader tilbage – registreres med medicinens glansløse grimasse: »Ligesom sidste gang ankom jeg i god ro og orden, jeg orkede bare ikke livet længere. Jeg var fuldstændig udmattet.«

Mens undertitlen – Dagbog fra en indlæggelse – indfanger værkets modus og dets personlige islæt, så ligger det væsentlige i selve titlen: Oprøret i ophøret. Findes det? At søge dét. At række ud mod andre, mod en fælles modstand, midt i en sygdom, der skærer alle forbindelser, standser og isolerer; at række ud efter en bedre verden fra en sygdom, der eliminerer alt håb og fornemmelse for fremtid, det er Jakobsens