Flertydig i en flertydig verden

Forbindelserne mellem den klassiske, akustiske musik og den elektroniske, syntetiske musik er mangeartede og bygger på over hundrede års musikhistorie. Helt tilbage i 1913 skrev den italienske futurist Luigi Russolo f.eks. det toneangivende manifest L'arte dei Rumori, eller på dansk Støjens kunst.

Baseret på kompositoriske eksperimenter med akustiske støjelementer, beskrev han, hvordan man kunne reproducere lyden af alle de maskiner, der i det spæde ny århundrede med imponerende hast optog mere og mere plads i alle aspekter af den menneskelige erfaring i byerne. Han forudså (med entusiasme, naturligvis) en fremtidig musik, hvis nye lyde ville komme fra netop maskinerne: Hidtil ukendte klangfarver og stemninger, der ville opstå som frekvenser et sted inde i elektronikkens støj.

Som teknologien udviklede sig i løbet af det 20. og 21. århundrede og gav nye musikalske muligheder, bestod Russolos grundtanke. Den samme grundtanke, der i 1950´erne drev den legendariske, tyske komponist Karlheinz Stockhausen til at inkludere elektronisk muterede optagelser af fabrikker og skibsmotorer i klassiske orkesterkoncerter. Den samme grundtanke, der i 1970´erne drev den lige så legendariske og om muligt endnu mere tyske gruppe Kraftwerk til skridtvis at udfase alle akustiske lyde til fordel for et ultramekanisk, komplet elektronisk udtryk.

Den samme grundtanke, der i 1990´erne drev den netop opløste og meget lidt tyske duo Daft Punk til at trække diskoens og funkens romantiske kropslighed ind i et koldt, anonymiseret og neonbelyst robotunivers. Og det er den samme grundtanke, der driver den trods navnet heller ikke specielt tyske, men for så vidt temmelig norske duo, Smerz, på deres støjende, spraglede og smukke debutalbum Believer her i 2021:

Det er tanken om, at det menneskelige og det maskinelle ikke er adskilt her i verden, men tværtimod tæt forbundet.

Man behøver ikke at forfølge den tanke særlig langt ud i stratosfæren, før den giver ret god mening i forhold til musikkomposition. Alle musikalske lyde, hvad enten de kommer fra anslåede strenge, forstærket i en resonanskasse, eller fra digitale signaler, forstærket gennem højtalere, sanses jo som vibrationer i den samme luft. Og Believer er fuld a luft. Her blandes glitchede, bastunge elektroniske støjudladninger, RNB-lækre, nogle gange næsten ASMR-lydende vokaler og klassisk instrumentering i et udtryk, der skæver til så forskelligartede musikalske hjørner som EDM, triphop og norsk folkemusik. Og snart sagt alt derimellem. Hele Smerz’ æstetiske univers, der på de to EP´er Okey (2016) og Have Fun (2018) har haft det klubbede, urbane og syntetiske som klart omdrejningspunkt, er på dette album langt mere åbent og uigennemskueligt – det kredser om både storbyens maskinelle liv og den vilde naturs åbne åndedræt.

»En del af det sjove ved at blande de to ting handler også om at trække noget meget dramatisk i en udramatisk retning og omvendt.«

Spørger man duoens to medlemmer Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt, findes der et særligt drama i dette spændingsfelt mellem det elektroniske og organiske:

Stoltenberg: »En af startmotivationerne for at have den klassiske musik med var, at man der har en anden tilgang til bevægelse, luft og noget menneskeligt i den måde, som elementerne arbejder med hinanden, og det var et spændende felt for os at gå ind i via computeren.«

Motzfeldt: »En del af det sjove ved at blande de to ting handler også om at trække noget meget dramatisk i en udramatisk retning og omvendt.«

Ser man på de videoer, der er udgivet i forbindelse med Believer – f.eks. albumtraileren eller musikvideoen til titelnummeret, men i særdeleshed den samlede video til de to numre I don’t talk about that much og Hva hvis, forstår man godt, hvor Smerz vil hen med det dramatiske. Videoen foregår i et studie, på en stor, rund, oplyst scene, hvis omrids er markeret af en række træstrukturer; en stige, nogle bjælker formet som et hus, et stativ til tørrede fisk. I midten danser Stoltenberg og en gruppe dansere den norske folkedans hallingen (en bryllupsdans, der traditionelt set var forbeholdt landsbyens mandlige beboere) iført traditionelle klæder, mens musikken – synthpoppet, elektronisk produceret, umiskendeligt moderne – kører derud af. Der er en oplagt konflikt mellem billeder og lyd at pege på her, noget med tidsperioder og fornemmelser, der ikke stemmer overens. Men måske gør de alligevel? Der er nemlig også noget med de cirkulære bevægelser i hallingen og de monotone, rytmiske gentagelser i den elektroniske musik, den trancetilstand, der kan findes begge disse steder, der faktisk komplimenterer hinanden.

Smerz fortæller om hallingen:

Motzfeldt: »Dansen er også fascinerende, fordi den i sig selv bygger på forskellige referencer. Den har noget tyngde i sig, som på en måde går imod det festlige, der er forbundet med den. Den har sådan nogle helt asymmetriske takter, der kan udtrykke både selvsikkerhed og usikkerhed, og så har den også en speciel fremdrift, der både er snublende, men også meget grounded.«

Stoltenberg: »Ja, rytmisk er der noget interessant ved folkedanse, hvor der er de her enkle og meget faste regler, som alle jo skal kunne være med på, og så kan man bygge videre derfra og twiste det hele. Sådan er vi i høj grad også gået til musikken.«

Den åbne tilgang både til blandingen af forskellige musikalske indtryk, men også i selve produktionen – Motzfeldt fortæller eksempelvis, hvordan den klassiske instrumentering, man hører på albummet både kommer fra manipulerede computer-presets, samples og ”rigtige” indspilninger i studiet – er med til at skabe en fornemmelse af lydcollage på Believer. Der er ikke mange skarpt skårede popsingler at komme efter, ingen club bangers, men som et samlet værk tilbyder det noget andet. Det kan minde om nogle af de andre popartister, der eksperimenterer med det elektroniske for tiden; den plastiske ”hyperpop”, som eksempelvis Charlie XCX, Dorian Electra og Kero Kero Bonito står for, eller i den mere fragmenterede, nærmest avantgardistiske ende: Clarence Clarity og 100 Gecs støjfyldte glitch-produktioner.

Her smelter man også forskellige musikalske genrer og udtryk sammen i tætte digitale lydcollager. Indimellem dukker et formfuldendt omkvæd op, et basdrop, der går direkte efter dansemuskulaturen eller et hook, der bliver hængende i ørene i dagevis. Men så kommer støjen buldrende igen, elementerne brydes konstant op og erstattes af nye lyde. Det er sjældent ligefrem behageligt at lytte til, men som kunstneriske fortolkninger af den digitale informationsstrøm, der i disse år med imponerende hast optager mere og mere plads i alle aspekter af den menneskelige erfaring, er der mange interessante aspekter at pege på.

Her vender vi tilbage til grundtanken om forbindelserne mellem det menneskelige og maskinelle. Og her bygger vi en bro til den canadiske komponist og musikforsker Murray R. Schafer og hans bredt anerkendte studie World Soundscape Projekt, der siden slutningen af 1960´erne har undersøgt og kortlagt menneskets relationer og reaktioner på de lyde, der omgiver os i dagligdagen. Ideen er, at man, baseret på den viden, som studiet tilbyder, aktivt kan skabe soniske rum (de såkaldte soundscapes), f.eks. som arkitekt eller byplanlægger, der øger menneskets trivsel at befinde sig i. Menneskets forbindelse til den teknologi, der omgiver os, tilbyder i Schafers øjne (i virkeligheden primært ører) nemlig ikke kun utopiske nye kreative muligheder. Han trækker også den oplagte slagside frem: Maskinernes støj har videnskabeligt dokumenterede negative effekter på vores helbred og på den måde, vi omgås hinanden.

Mod fortidens kulturarv og udover storbyens grænser – mod kropsligheden i naturen og det akustiske.

Det er interessant at lytte til Believer på den baggrund. Ikke at Smerz på nogen måde gør sig til dommere over teknologien, deres musik er jo også i høj grad stadig betinget af den elektroniske produktion, men det er iørefaldende, at de på deres debutalbum bevæger sig væk fra det entydigt moderne, det entydigt syntetiske og urbane. At de også kigger mod fortidens kulturarv og udover storbyens grænser – mod kropsligheden i naturen og det akustiske:

Stoltenberg: »Jeg tænker sådan set, at vores musik stadig befinder sig i byen, men vi har helt klart bevæget os lidt væk fra klubmusikken. Det med naturen afspejler nok et ønske om at lade musikken tale til kroppen på forskellige måder. Her kan klubben én ting; det er ofte et ret tydeligt format – både for dem, der er på klubben, og dem, der spiller der. Når man går ind i det rum, kan man ligesom forvente noget. Vi ville gerne bevæge os lidt væk fra de forventninger om, hvad man skal bruge den type musik til. Det rum vi er i på pladen, er mere åbent i forhold til, hvad man skal bruge musikken til, og hvor den fører hen.«

Motzfeldt: »I det visuelle, i videoerne, har det med naturen også været en måde at fjerne os fra et specifikt sted og en specifik tid – så kan referencerne også være mere forskelligartede.«

Det er altså også en form for ikke-tid, som Smerz prøver at fremmane på Believer. På Spotify har de som del af lanceringen af albummet offentliggjort playlisten Believer World, der i løbet af et par numre blandt andet runder 90´er eurodance-klassikeren Better Off Alone og Bachs Messe in B Minor. 50 Cent og Eminem dukker også op. Playlisten er ifølge Stoltenberg og Motzfeldt en ret direkte referenceramme: Hver sang på playlisten afspejler inspirationen til en sang på albummet. Det er i sig selv ret sjovt at gå på opdagelse i – man kan eksempelvis sagtens høre parallellerne til Better Off Alone i de boblende synths på nummeret Flashing – men det er også udtryk for et intimt, kreativt arbejdsrum, der afspejler den måde, de fleste af os lytter til musik på til hverdag.

Stoltenberg: »Det handler også om, at man har en idé om, at man opdeler musik efter genre, men den musik, man personligt kan lide, og som man faktisk lytter til, går jo ofte på tværs af genrer, men har måske alligevel nogle fællestræk. Så man kan også dele musik op på andre måder, efter stemning f.eks., og finde nye røde tråde.«

Der er på den måde noget meget uhøjtideligt, brugsagtigt, men også helt intimt over Smerz’ tilgang til at komponere musik: Her har vi to unge kvinder, der både er omgivet af en masse digitale signaler og muligheden for at tilgå en masse forskellig musik fra hele verden, men som også samtidig er bundet af en bestemt geografi, en bestemt kulturhistorie, bestemte traditioner. På Believer forsøger de at tage alt dét ind, og ikke mindst også deres personlige følelser, som vi får adgang til gennem teksterne.

Stoltenberg: »Teksterne repræsenter jo egentlig bare straight up vores private følelsesliv og samtaler: Hvordan man prøver at finde sig selv i omverdenen, gennem venner, kærester osv. Det er jo både nogle meget dramatiske ting, men også nogle hverdagsting. Den ene dag kan sådan noget jo føles helt vildt dramatisk for en selv, mens man næste dag godt kan være klar over, at det er helt udramatisk i et større billede.«

Catharina Stoltenberg holder en tænkepause, der får mig til at frygte, at forbindelsen på vores Zoom-link er røget, men samler op:

»Det er en måde at trække det frem, som er inde i en, hvor når man siger det, kan det godt føles meget småt, men hvis man overdriver det og lyver, ligesom når man fortæller en god historie, kan man potentielt set komme tættere på den oplevelse, man har. Det er en anden måde at nærme sig sandheden på.«

Sandheden på Believer er passende kompleks og flertydig i en kompleks og flertydig verden. Det er en sandhed fyldt med udefrakommende støj; digitale signaler og dramatiske orkestrale harmonier, men det er samtidig en sandhed, der omhandler den personlige støj, der buldrer løs inde i hver enkel af os. Her er computeren mediet (i ordets mest bogstavelige forstand), der samler sandhederne: Den er en forlængelse af vores krop, tanker og kollektive historie - den ville ikke eksistere uden vores input, men den udskiller også signaler, information og støj, der feeder tilbage ind i os. Det kan være en god ide at tage lidt luft.