Enden på kapitalismens liberale selvforståelse

Hvis der er nogen, der har vundet på pandemien, er det platformselskaberne og deres investorer i finansverdenen. De københavnske gader flyder over med Wolt-bude og Nemlig.com-varevogne, mens Amazon kalder sine medarbejdere for kritisk frontpersonale, vaccinerer dem og indgår samarbejde med Reuters om at lade de nyeste vaccinationsstatistikker og -nyheder cirkulere eksklusivt i AI-universet Alexa. Og på Facebook kan man læse posts af Mark Zuckerberg, der lancerer en global kampagne for at sætte Facebooks brugere »i forbindelse« med lokale vaccinationsprogrammer. I løbet af det seneste år har selskaberne udvidet deres virksomheder til også at omfavne nogle af de infrastrukturelle opgaver, nationalstater i mange år ellers har været garanter for. Det gælder ikke kun sundhedsvæsenet: Facebook har i en årrække arbejdet på at udvikle en valuta, der skal bryde med de nationale og overnationale centralbankers monopol på pengeskabelse og gnidningsfrit forbinde 3 milliarder (for)brugere. 

Dermed er de store virksomheder ved at antage en »parastatslig« struktur. Det mener i hvert fald den tyske professor i kultur- og litteraturvidenskab Joseph Vogl fra Humboldt Universität i Berlin. I løbet af de sidste 20 år har han beskæftiget sig med forholdet mellem økonomisk teori og historie og med fremkomsten af det, han karakteriserer som et finansøkonomisk regime af bl.a. ratingbureauer og banker, der står udenfor enhver demokratisk kontrol. Trods et både kritisk og teoretisk udgangspunkt, når hans bøger bredt ud: Kapitalens spøgelse fra 2011 blev således en bestseller i Tyskland, ligesom hans forrige udgivelse, Suverænitetseffekten, var nomineret til en pris som årets fagbog ved den store bogmesse i Leipzig i 2015.

I sin nye bog Kapital og ressentiment – en kort teori om samtiden har Vogl så vendt blikket mod den virkelighed af platform-, informations- og finanskapitalisme, der kendetegner vores samtid, og som udviklingen af nye e-valutaer og privatiseret sundhedskommunikation må forstås i lyset af. Over seks kapitler tegner han et dystert og kritisk billede af konsekvenserne ved makroøkonomiens seneste udvikling og ved den nære forbindelse mellem finans- og informationsteknologi, som digitaliseringen har hjulpet godt på vej.

Platformkapitalismen og den måde, vi som ”producers” på sociale medier skaber værdi for Facebook, Amazon og Google ved at ytre vores politiske holdninger, rate billigt købte varer, bruge søgemaskiner og producere data, har nemlig gjort (mis)information, uvidenhed og tilspidset fjendtlig retorik til værdifulde investeringsobjekter. Og så har forandringen medført en øget udbredelse af ressentiment – en forurettelse rettet mod dem, man forestiller sig er bedre stillet, end man selv er det, eller som man ligefrem forestiller sig skulle være skyld i ens egen misere. Dette ressentiment er på én gang et produkt af og en produktivkraft i platformøkonomien: 

»Produktionen af det sociale hænger i dag uløseligt sammen med disse meningsmarkeder, der – både logisk og teknologisk – fungerer som børsmarkeder har gjort. Det betyder altså, at en slags ballistisk kommunikation, hvor øjeblikkelige reaktioner og selvforstærkende feedback-mekanismer, spiller en stor rolle,« fortæller Vogl.

Mens et socialt medie som Facebook på den ene side tager form som en algoritmestyret og meget abstrakt udveksling af informationer, er det på den anden side også et sted, hvor meget konkrete fordomme og ressentimentsfyldte meninger om grådige finansmænd, migranter og politiske modstandere får lov at cirkulere. Det resulterer ifølge Vogl i udviklingen af stammelignende onlinefællesskaber og i en »skærpelse af sociale monader (udelelige enheder. red), hvori eksistensen af adskilte og partikulære krav har udviklet sig til en ny generel samfundstilstand.«

Brakmarker for investeringer

Platformselskaberne og deres investorer er i stand til at tjene penge på denne sociale fragmentering, fordi det er lykkedes dem at opnå en juridisk og demokratisk særstatus: Mens traditionelle medier, virksomheder og enkeltpersoner kan holdes ansvarlige for de udsagn, de trykker eller fremturer med, hæfter Facebook og co. ikke for noget af det indhold, der bliver publiceret på deres tjenester. Derfor har selskaberne og med dem den information, der i ubegrænsede mængder produceres på deres hjemmesider og apps, ifølge Vogl udviklet sig fra at være en slags »uudnyttet økonomisk brakmark« til nu at udgøre et af finansøkonomiens vigtigste investeringsobjekter: »Finansregimet har siden 1990erne udmærket sig ved en høj grad af strukturel ustabilitet. Det har vist sig i en række større og mindre kriser, ikke mindst Dot-Com-boblen i 2000, finanskrisen i 2007-2008 og den efterfølgende eurokrise. Alle disse kriser er akkumulationskriser og skyldes, at der er for meget kapital på markederne. Den kapital vil uomgængeligt lede efter nye investeringsobjekter, og i tillæg til at flyde ind i bolig- og finansmarkeder har der været et uudnyttet område i information og i de regeringstekniske infrastrukturer, der er forbundet med den,« fortæller han.

Og det er altså en tendens, som pandemien har forstærket. De politiske reaktioner på Covid-19 har godt nok vist nationalstaternes styrke og åbnet et finanspolitisk mulighedsrum. Men samtidig har Big Techs evner til at lukrere på pandemien trukket billedet i en lidt anden retning, forklarer Vogl: 

»Med pandemiens store vindere – og det er i høj grad platformselskaberne – aftegner der sig noget, man kunne kalde enden på kapitalismens liberale selvforståelse. Apple, Google, Amazon og Facebook er ikke selskaber, der konkurrer på markeder, men selskaber, der selv skaber markeder. Og i det lys giver det liberale råb om konkurrence ikke mening. I Silicon Valley ser man nye forsvar for monopolkapitalisme, og man kunne sige, at den tidligere liberale kritik af den omsorgsfulde stat er slået over i et forsvar for den omsorgsfulde virksomhed, der udbyder sundhedstjenester, klinikpladser og corona-apps.«

Økonomiens affekter

De store firmaers sejrsgang skaber en forskel mellem forestillet lighed og faktisk økonomisk ulighed, som er – og har været – grundlæggende for ressentimentet som følelsesstruktur: Vi er alle en del af Facebooks fællesskab, men det er kun Mark Zuckerberg og investorerne, der tjener penge på det. At ressentimentet er en af kapitalismens væsentlige affektive konsekvenser, er ikke nyt. I Vogls analyse udgør det en lige så grundlæggende struktur som den idealtypiske kapitalists abstrakte begær efter mere (altså mere kapital), der har spillet en central rolle i marxistisk teori. Det ser man blandt andet ved, at ressentimentet spiller en væsentlig rolle hos 1800-talsfilosoffer som Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche og senere socialteoretikere. Nietzsche og Kierkegaard koblede måske ikke deres kritiske dissektioner af den moderne verden og det 19. århundredes borgerlige moral med kapitalismens fremvækst, men de skrev og udgav alligevel deres hovedværker i tider præget af voldsomme industrielle accelerationer og bevægelser mod mindre solidariske, mere konkurrenceprægede samfund. 

Platformkapitalismen har gjort (mis)information, uvidenhed og tilspidset fjendtlig retorik til værdifulde investeringsobjekter.

På den måde leverede de analyser af noget, samtidens økonomer har mistet blikket for: at økonomiske systemer også producerer ”bløde faktorer” som bestemte mentaliteter og affekter. Og det er netop, forklarer Vogl, en af grundene til, at det er vigtigt at belyse de nyeste økonomiske udviklinger fra et kulturvidenskabeligt og kritisk-teoretisk perspektiv: »I min bog har jeg forsøgt at slå bro mellem økonomiske processer på den ene side og affektive økonomier på den anden side. Det er et forhold, som økonomerne i det 18. århundrede – eksempelvis Adam Smith – havde blik for, men som er rykket ud af den videnskabelige økonomis blik. Og så mener jeg også, at viden om økonomiske processer må fravristes økonomien som disciplin.«

Litteraturen som iagttager

Og her udgør litteraturen et privilegeret sted at iagttage økonomiske udviklinger fra. Den er nemlig fuld af beviser på, at økonomi ikke bare er et spørgsmål om bruttonationalprodukter og profitrater. De kulturelle, sociale og affektive sider ved fænomener som finansiel spekulation og pengeskabelse er siden deres fremkomst blevet taget under betragtning af bl.a. 1800-tallets store realister som Charles Dickens og Theodor Fontaine. I sine tidligere værker har Vogl selv undersøgt, hvordan økonomiske begreber om risiko, spekulation og ligevægt og om mennesket som et såkaldt homo oeconomicus – en skikkelse, som altid afvejer for og i mod, når den træffer sine valg, og som en sådan teoretisk størrelse har indtaget en væsentlig plads i økonomisk teori – har spillet en rolle i skønlitterære værker fra 1600-tallet og frem. 

I Kapital og ressentiment er det Herman Melvilles roman The Confidence-Man fra 1857 og dens fortællemæssigt komplekse fremstilling af viden og uvidenhed, sandt og falsk, der bruges til at illustrere samtidens forbindelse mellem information og irrationalitet. Og på mit spørgsmål om, hvad litteraturens rolle kan være i det virvar af ressentiment, uvidenhed og spekulation, Vogls bog beskriver, er det da også noget sådant, han peger på som litteraturens særlige evne: »Litteraturen kan iagttage samfundet og kulturen og levere iagttagelser, der afviger fra en økonoms eller sociologs perspektiv. Den iagttager, hvordan forestillinger, fortællinger og fiktioner bevæger sig i samfundet og skaber bestemte reproduktionsprocesser. Litteraturens udgangspunkt består i, at virkeligheden ikke er en fastlåst størrelse, og at produktionen af den kan iagttages fra flere forskellige perspektiver.«

Og generelt betoner Vogl også – på trods af bogens beskrivelser af tiltagende had og det, han kalder strukturel populisme – at samtiden må forstås som et kraftfelt, hvor flere kræfter trækker i modsat retning. Det er Biden-administrationens nye udkast til en global minimumsskat for selskaber eksempelvis et bevis på. Skal Facebook, Amazon, Uber, Apple og de andre store firmaers indflydelse inddæmmes, går vejen over stærkere juridiske forpligtelser og skatter, siger han: »De kræfter, der trækker i modsat retning, er af en retslig natur. Det ser man eksempelvis i spørgsmålet om, hvor vigtigt et kontrolredskab skattelovgivning er. I Europa betaler selskaberne stort set ingen skat. Et andet redskab er de forskellige lovudkast, EU i de seneste år har fremsat, som vil sætte rammer for brugen af information til reklameformål, begrænse selskabernes ansvarsprivilegier og indskrænke deres monopolstrukturer.«