En lugt af sorg og sved
Fortælleren i Karin Smirnoffs nyoversatte roman er notorisk glad for at gøre rent. Alt fra årgammelt snavs til nyvåde voksenbleer bliver objekt for en dyb og tilfredsstillende trang til at bringe i orden. Og så er det jo heldigt, at Jana Kippo – som den midaldrende fortæller hedder – konfronteres med rigelige mængder snavs og bleer i Jeg tog ned til bror.
Plottet tager sin begyndelse, da Jana vender hjem til barndomsbyen Smålanger, en fiktiv udkantsprovins, hvor en snestorm tvinger hende til at overnatte hos John, hvis dage går med at drikke og male. Allerede fra første kapitel træder romanens store sansekonflikt frem: en konflikt mellem lugten af hårde rengøringsmidler og terpentin på den ene side og den føromtalte, så godt som allestedsnærværende snavs på den anden.
Indbyggerne i Smålanger kæmper nærmest om at leve det mest nedrige liv. Om det så skyldes misbrug, svigt eller uoverstigelige kærestesorger. Her må man ikke tro, at Jana spiller rollen som frelseren, der, fordi hun nåede væk i tide, nu besidder kapaciteterne til at redde sin bror ud af den mørke intethed, han så ofte stirrer ned i. En dualistisk iscenesættelse af godt og ondt, af rent og beskid
