For overdrevet. For amerikansk. For hurtigt talende.
Jeg vil gerne forsvare, hvorfor jeg bruger (mindst) to timer om ugen på at blive opdateret om sladder i Hollywood ved at lytte til podcasten Who Weekly. To timer, der ikke efterlader mig ét sekund klogere på den politiske krise i (indsæt land efter eget valg), men i stedet gør mig klogere på, hvad Cindy Crawfords modeldatter læser i corona-karantæne.
Måske har jeg sat mig selv på en svær mission. Selv min mor, der endda forsker i medier, hørte et afsnit og sagde: »Nina, jeg forstår det altså ikke rigtigt.« Min far syntes omvendt, at »det var da meget sjovt.« Hvad det siger om min far, ved jeg ikke rigtig. Lad det være et spørgsmål uden svar.
Så hvorfor er det, at jeg bruger to timer om ugen på at høre om Ben Afflecks nye kæreste og Priyanka Chopras klappen?
Who Weekly handler om berømte mennesker, kendiskultur og amerikanske og britiske mediers dækning af denne. Der sladres i Who Weekly. Eller rettere, sladder bragt i andre medier vendes og drejes. Det er altså metasladder, og dermed flyttes fokus fra sladderen i sig selv til medieret sladder som en underholdende kommunikations- og receptionsform.
Podcas
