»Flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt.«

Et sted i sin fremragende og genreumulige Look – med undertitlen Læsninger – skriver Ida Holmegaard om sit »skrivetøj«, og spørger så: »Bevæger noget af dragten sig videre ud i armen, der skriver?« Når man har læst Look ved man, at svaret er ja. At tøjet, looket eller outfittet, former den måde, vi møder verden på, men også den måde, verden ser tilbage på os. Eller læser os. Tøjet sætter sine spor. Det er én af de utallige ting Holmegaards bog, vekslende mellem associativ essaystik og klogt famlende dagbogsoptegnelser, indlevende behandler.

Tøjet er en rustning, en ham, som Holmegaard skriver. Det handler om berøringsflader; om hvad, der er i kontakt med huden, men også med verden. En bevægelse, der på én gang går indefra og ud og udefra og ind. En grænse mellem huden og verden. »Tøjet åbner og lukker. Tøjet deltager i kampen om det åbne og det lukkede«, skriver hen. 

Jeg har tænkt på tøj, men aldrig så omfattende, poetisk og nysgerrigt, som Holmegaard gør det. En helt ny verden, skjult, men allerede til stede, bliver synlig gennem hens blik.

Udgangspunktet er det enkle, men umulige spørgsmål om, hvad tøj er, og den følgende