Afskyens indlevelse

Indimellem får jeg på fornemmelsen, at jo dårligere og mere forkvaklet en romanperson opfører sig, desto højere elsker læserne den person, og desto større klassikerstatus får bogen. Det er, som om smålighed, drab, ærgerrighed, pædofili, løgnagtighed og berigelseskriminalitet simpelthen appellerer til folk, der læser bøger. Som et forbudt billede man alligevel ikke kan lade være med at kigge på. Som den pose konventionelle flæskesvær, man over for vennerne afviser som underlødig, men i en uset stund gnasker man alligevel de flæskesvær i sig.

En overraskende stor del af de romaner, der bliver hyldet og tildelt klassikerstatus, har personer, der foretager moralsk problematiske handlinger, i hovedrollen. Mennesker, vi ville afvise at have det mindste med at gøre, hvis vi mødte dem i virkeligheden, og som vi alligevel nyder at være i selskab med, når vi læser: Dostojevskijs Raskolnikov, der luller sig selv ind i den forestilling, at det er i orden at slå et andet menneske ihjel, hvis det tjener et højere formål. Nabokovs Humbert Humbert, der forgriber sig hjerteløst på sin steddatter, som i øvrigt kun er hans steddatter, fordi han har giftet sig med hendes mor, så han kunne vær