Kampen for det seende menneske
Surrealismen er præget af den idé, at vi kan få adgang til en anden virkelighed (eller mere-virkelighed), hvis vi løsner tøjlerne lidt. Heraf den frie association, automatskriften (hvor man jo vitterligt smider tøjlerne) og syrede sidestillinger. I modsætning til Dadaisterne, forsøger surrealisterne at holde fast i en eller anden form for indre logik, og deres værker har ofte karakter af drømmes netop surrealistiske forståelse af virkeligheden.
Der er noget befriende ved surrealismens opgør med datidens kunstneriske forskrifter. Væk med den drøje ornamentering af verden og væk med drøvtyggerens kedsommelige genspejlinger af virkeligheden. Det er i hvert fald den ambition både Biebl og Nezval har sat sig for at opnå, hvorfor deres værker knitrer af nyskabende intensitet som to æstetiske partikel-acceleratorer, der slynger symboler rundt for så at tordne dem ind i hinanden.
Det er netop i fortabelsen, læseren fascineres.
Af denne partiklernes splintring opstår nytænkning. Vi bliver under alle omstændigheder tvunget ud af vore tænknings sædvane. Det er i den forstand provokerende og til tider tung og møgbesværlig læsning, der er svær at ho
