Den sidste etapes melankoli

Jeg hader den her dag. Og denne gang endnu mere end før, fordi jeg har taget forskud på den med dette essay. Jeg taler om dagen i dag; den dag Tour de France slutter.

Som et konstant aftagende ekko af de foregående 20 dage, kører rytterne en potemkinkulisse af et cykelløb frem mod Paris, for kun til sidst at lade ægte konkurrence tage pladsen fra paradekørsel. Et udbrud flirter med den helt usandsynlige mulighed for at snyde sprinterne, der med usvigelig sikkerhed henter dem på sidste eller næstsidste omgang rundt i Paris. En eksplosion af kulfiber og gummi mod en streg, der er trukket over asfalten. To arme i vejret fra en korpulent rytter. Tre mand på et podie. Så er det slut, og den sædvanlige programoversigt sætter sig ubønhørligt igennem. Så slukker man tv’et. Der er alligevel ikke mere at se, og der er intet at tage sig til. Det solafsvedne sommerlandskab byder ikke på noget som helst, og tavsheden er larmende.

Som dreng var det næsten ikke til at holde ud. Dengang sluttede etaperne til vanlig tid ved halvseks-tiden, og sejrsceremonien var overstået inden halv syv. Så spiste vi aftensmad, og så ramte intetheden. Sportssiderne i avisen dagen efter var allerede e