Selv hvis man står stille er der risiko for at vælte

Bjarne Terndrup har købt smørrebrød til os i Brugsen. Han hentede mig i en lejet AVIS-bil på Ringe Station, for hans egen Skoda er til reparation hjemme i Jylland, fordi noget gik på vej ned til Berlin, hvor han skulle til endnu et kursus i de europæiske legepladsstandarder. Ud over at være certificeret legepladsinspektør i Danmark, kan han, som den eneste i sit firmaet, også køre inspektioner i Tyskland. Han underviser nye inspektører hos DNV-GL, som tidligere har opkøbt DS-Certificering A/S, hvor uddannelsen kommer fra, i sikkerheden på legepladser, multisportsanlæg, skateparker, pakourbaner og outdoor fitness-områder. Han rådgiver om legepladsbyggeri og legepladssikkerhed og sidder i udvalget DS S-230, som er Dansk Standards udvalg på legepladsområdet. Og så ejer han, sammen med kompagnonen (som han kalder det) Allan, firmaet Dalpin, der leverer inspektioner og reparationer af legepladser. Med andre ord: Bjarne Terndrup er et af de voksne mennesker i Danmark, der ved rigtig meget om de steder, hvor børnene leger.

Det er ikke fuldstændig ligetil at forholde sig til sikkerhedsstandarderne for legepladser, fortæller Terndrup mig, da vi sidder i Dalpins mødelokale i kontorfællesskabet i Ringe, som de i øvrigt snart fraflytter, fordi virksomheden er vokset så meget de seneste år. Først og fremmest er standarden ikke en del af loven, men en vejledning, som det anbefales, at man følger. Men eftersom legepladsernes ejere er juridisk ansvarlige, hvis der sker uheld, og eftersom den europæiske legepladsstandard (nærmere bestemt standardserien DS/EN 1176) er en enormt udførlig og gennemtestet manual på 278 sider på dansk for, hvordan man bygger og vedligeholder legepladser, vælger langt de fleste at holde sig inden for dens rammer og at få foretaget de anbefalede inspektioner, som indebærer årsinspektioner, kvartalsmæssige driftsinspektioner, samt ugentlige småtjek af, om der ligger glasskår i sandkassen eller om der er blevet begået hærværk.

»Det er Kompans standardserie,« fortæller Schaumann mig. »Du får rigtig meget god leg her, men der er ikke så meget lir og gejl. Der er bare det der skal være.«

For det andet er det ikke altid man behøver at reparere et legepladsredskab, selv om det afviger fra reglerne i standarden. »I sådan noget her er der jo altid en masse gråzoner,« forklarer Terndrup. »Fordi der er en afvigelse på et redskab, er det ikke det samme som at det er farligt. Det kan for eksempel være slid, det kan være fejlkonstruktioner fra starten af, som ikke udgør nogen særlig risiko, det kan være faldunderlag, som er blevet hårde, og som bare skal vedligeholdes lidt. Det kan være at kunden selv har været ved at konstruere uden ekspertviden, hvilket kan medføre mere eller mindre farlige risici. Mange rapporter har afvigelser, men det kan falde i forskellige kategorier.« Inspektørerne undersøger for alt fra kvælningsrisici og fastklemningsfælder til fejl som kan give små skrammer og rifter i trøjen, og det er ikke altid, at Dalpin anbefaler at udbedre en afvigelse, selv om standarden ikke er overholdt. »Men vi kan godt stå i en situation, hvor vi kan se, at der er overvejende sandsynlighed for, at næste gang der kommer børn og leger på den legeplads, er der en eller anden der kommer til skade. Det kan være råd i stolper eller overlæggere der er rådne. Hvis vi oplever sådan noget, kontakter vi kunden omgående og siger: vi står her nu. Den her gynge er i en stand, hvor jeg synes, at I skal lukke den ned nu. Men så har jeg aldrig oplevet, at folk ikke gør det.«

Risiko

Man må, ifølge Terndrup, både bruge standarden og fornuften, når man skriver sin rapport om sikkerhedsniveauet på en legeplads. »I vores arbejdsform arbejder vi med risikovurdering i hver situation, altså hver enkelt tilfælde,« siger han. For at konkretisere for deres kunder, om en skade skal udbedres eller ej, benytter Dalpin sig af et såkaldt risikovurderingsskema. »Det matrix, som vi anvender, er en standard form at tænke på, altså generelt. Det er en generisk måde at tænke risiko på, som man kan bruge i alle situationer.« Terndrup viser mig et af de skemaer, som Dalpin bruger i arbejdet til at afgøre, om en såkaldt afvigelse på et legeredskab bør udbedres eller ej. Man krydser sandsynligheden (falder gyngestativet sammen i morgen eller er sandsynligheden så minimal, at den svare til, at to lyn slår ned på det samme sted) med alvorlighed (kan afvigelsen potentiel blive skyld i en brækket ryg eller bare en hudafskrabning). Begge parametre vurderes på en skala fra et til fem, tastes ind i et system, og ud kommer en farvekode og en besked om, om risikoen er ”uønsket”, ”acceptabel” eller ”ubetydelig”.

»Det er noget vi bruger som virksomhed, og vi gør det for at hjælpe vores kunder med at forstå, hvad der er vigtigt. I 2014 gik vi på et risikovurderings- og risikoledelseskursus i det der hedder risk management eller risk assesment. Og der sad vi sammen med alt lige fra flyveledere til ansatte fra Mærsk på Nordsøen, der arbejdede med sikkerhedsledelsessystemer. Det var rigtig sjovt at sidde i de her grupper, hvor man også havde workshops. Der var nogen, der slet ikke kunne forestille sig, hvordan man kunne tillade sig en risiko nogen steder.«

»Men inden for det område, hvor vi arbejder, der er man altså interesseret i, at der er risiko. Hvis børn ikke har risiko, så har de heller ikke nogen motorisk udvikling og læring. For selvom vi står på jorden, altså står stille, så er der en risiko for at vælte, men man får ikke ret meget motorisk udvikling.«

-Hvad tænker du at der sker, hvis man giver børnene for kedelige legepladser? spørger jeg.

»Så ryger de ind og sidde med ipaden. Så kommer de til ikke at få den fysiske udvikling, som de bør have,« svarer Terndrup. »Jo mere fysiske børn er, jo mere motorisk udviklede er de. Det har også noget med intelligens at gøre, de får nemmere ved indlæring. Så derfor er det en ret vigtig ting. At sidde med en iPad eller en computer giver jo også nogle færdigheder, det må man ikke underkende. Slet ikke. Men udelivet har i den grad en rigtig vigtig rolle i børns opvækst. Om det er røvere og soldater i skoven eller om det er på legepladser, det er sådan set i min verden lidt underordnet. Det vigtigste er, at vi ikke laver for begrænsede muligheder for børn.«

»Det har været meget moderne op igennem 90'erne og 00'erne, i boligforeninger for eksempel, at have mange små satellit-legepladser, hvor der står en sandkasse, et vippedyr og allerhøjst en gynge,« fortsætter Terndrup. »Virkelig simpelt. Det er nemt at vedligeholde, det er nemt at styre, men der er ikke ret meget legeværdi i det. Nu er der en tendens til, at man er begyndt at lave nogle legepladser, der er lidt større, og så samler man i stedet for. Og så kan man tilbyde børnene noget mere, simpelthen. Er det til små børn, så er den der lille legeplads nok tilfredsstillende, men kommer man ret meget over de der tre-fire år, jamen så gider børnene jo ikke at være der.«

-Altså der er forskel på den gode og den dårlige risiko?

»Ja. I standarden er der noter hvor der står direkte, at man må forvente at børn får skrammer og hudafskrabninger og oven i købet nogle gange mindre knoglebrud. Så derfor er det en stor misforståelse, når man går ind og beskytter børn mod alle risici.«

Tryghed er en følelse, sikkerhed er det bredere begreb, der er knyttet til et fravær af fare såvel som en bredere idé om sandhed og rationalitet. Som i: Det er jeg sikker på, det er helt sikkert.

Hvad er det farlige?

»Security is both a feeling and a reality, and they're different. You can feel secure even though you're not, and you can be secure even though you don't feel it. There are two different concepts mapped onto the same word – the English language isn't working very well for us here – and it can be hard to know which one we're talking about when we use the word.« Det skriver Bruce Schneier, underviser på Harvard og forsker i sikkerhed, i en artikel i magasinet Wired.

På dansk er vi lidt heldigere. Vi har både ordene tryghed og sikkerhed til rådighed. Tryghed er en følelse, sikkerhed er det bredere begreb, der er knyttet til et fravær af fare såvel som en bredere idé om sandhed og rationalitet. Som i: Det er jeg sikker på, det er helt sikkert.

En del af at være barn er, så vidt jeg selv husker i hvert fald, at man ved så lidt om verden, at ens fornemmelse for, hvad der er sikkert eller usikkert er så spinkel, at man har brug for pædagoger og forældre til at holde rimelig permanent opsyn med en. Man er endnu ikke helt kalibreret med verden, man er i gang med at indsamle erfaringer, med at »lære at risikovurdere«, som Terndrup kalder det. Da jeg var barn, havde jeg for eksempel ikke særlig mange skrupler ved at gå over vejen til min ven Maltes hus, selv om jeg egentlig skulle følges af en voksen, eller at klatre i det lidt for unge æbletræ i haven, selvom grenene egentlig var for tynde. Til gengæld var der masser af ting, der gjorde mig utryg, og som jeg tænkte på som de store farer i mit liv, for eksempel uhyggelige scener i film (som der hvor jungledyret Hugo falder af skibet og er alene i en mørk og afsvedet skov), brande, at blive indlagt på hospitalet, krige, spøgelser, store, tunge basketbolde, vores kælder, spejle, insekter og stort set alle fremmede mænd.

I standarden er der noter hvor der står direkte, at man må forvente at børn får skrammer og hudafskrabninger og oven i købet nogle gange mindre knoglebrud.

Ifølge Bruce Schneier mødes de to – den fysiske sikkerhed og følelsen af tryghed – heller ikke helt for voksne mennesker. Tryghedsfølelsen påvirkes fra så mange forskellige retninger, som medierne, politikerne og vores omgangskredse, og de farer, man møder i den moderne verden, er så forskellige som kræft, identitetstyveri, ulighed på arbejdsmarkedet og potentielle kommende krige, at det er meget svært, hvis ikke umuligt, at skille følelser og hvad man kunne kalde reelle farer ad. Det, at risikovurdering simpelthen er en svær disciplin, påvirker den måde vi lever vores liv på, såvel som mange politiske processer. For eksempel mener han, at voksne generelt undervurderer de farer, som de udsætter sig selv for, som for eksempel rygning, mens man nemt overvurderer, hvor farlige andre mennesker er, og derfor for eksempel overreagerer drastisk på terrortruslen.

Hvis jeg bruger mig selv som eksempel igen, passer den teori meget godt. Jeg har lært lidt siden jeg var barn (jeg kigger mig for eksempel bedre for, når jeg går over vejen), men er stadig ret utryg ved, for ikke at sige bange for, de fleste af de ovenstående fænomener, der fremprovokerede bekymring i min barndom, faktisk, måske med undtagelse af basketbolde og visse, men kun visse, mænd jeg ikke kender. Til gengæld er mange af mine fobier, må jeg sige, ikke et udtryk for manglende viden; jeg er for eksempel meget klar over, at uhyggelige film og spejle er blandt de mest usandsynlige som faremomenter i mit liv.

I lyset af, hvor kompleks og mudret frygt og risiko virker som fænomener i livet generelt, er der noget utroligt betryggende ved Terndrups mekaniske og statistiske metoder, hvor sikkerhedsniveauet beregnes for et lille miljø, legepladsen, og hvor der både tages højde for, at tingene ikke må være for farlige eller for kedelige. Det er betryggende, at der står nogen i baggrunden af børnelivet, og prøver at skabe nogle sikre rammer, der giver børnene mulighed for at lære deres egen krop at kende og for at forstå, at man ikke skal prøve at hoppe af en vippe i bevægelse, uden at de kommer uhelbredeligt til skade. For der findes trods alt nogle håndfaste farer, såsom råd i bjælker og revner man kan sidde fast i, som det er fedt, at nogen har undersøgt og holder styr på. Jeg overvejer, mens vi taler sammen, om ikke jeg også selv kunne tage et af de risikovurderingskurser, som han snakker om, og få nogle lidt mere håndfaste redskaber til, sådan generelt, at vurdere hvad der er farligt i verden.

Forskellige paradigmer

Selvfølgelig er der også alligevel uenigheder, når det kommer til spørgsmålet om, hvor meget risiko man bør udsætte børn for i deres legemiljøer. Terndrup mener selv, at dele af branchen overfortolker, når det kommer til at følge standarderne for sikkerhed fuldstændig. Men det største pres for øget sikkerhed kommer fra forældrene.

Der findes også en ”hovedkugle”, som man kan kaste ned fra ting, og som måler, om faldunderlaget er sikkert nok for et barns hoved at lande på.

»Det er typisk ikke os der har konflikten. Men vi kan komme i en situation,« fortsætter Terndrup, »hvor der er et barn, der er faldet ned og har slået sig og fået et blåt mærke eller måske en lettere hjernerystelse, men når vi går ud og tester legepladsen igennem på den ene eller den anden måde, så får vi et resultat, der er inden for grænseværdierne, og så er det at betragte som en sikker legeplads.«

-Er der så nogle forældre der har svært ved at acceptere det?

»Afgjort,« siger Terndrup og fortsætter: »Tendensen nogle steder er, at man betaler sin skat, og så skal man have nogle institutioner som er perfekte og tip top, og som er tip top styret, og alt skal fungere, fordi jeg betaler min skat og forventer at alt er i orden. Og det er min lille guldklump i har, og derfor har i pligt til at kunne aflevere min lille guldklump i samme stand, som jeg da afleverede om morgenen. Men man skal bare huske på, at det er livsvigtigt at lege, for det er med til at udvikle en.«

Risiko, politik, personlig erfaring og følelse hænger uløseligt sammen, og det er svært, synes jeg, ikke at have sympati for begge parter i sådanne situationer som her. Selvfølgelig kan man ikke dække hele legepladsen med bobleplast fordi et barn har slået sig. Men selvfølgelig bekymrer forældre sig også for deres børn, og det må være hårdt, også følelsesmæssigt, når de kommer alvorligt til skade. Det er det felt, Terndrup hele tiden må navigere og agere i. Det er den voksnes rolle, at afgøre på barnets vegne, hvad der er farligt, det er den voksnes rolle at rådgive og passe på. Selv overfor de andre voksne, for eksempel forældrene, er det Bjarne Terndrup, der skal være den voksne. 

Ud at lege

Det er en smuk dag tidligt i oktober, solen skinner. Ringe virker meget idyllisk i det blege lys, kontorbygningen får pudset vinduer i dag, nogen står ude ved vejen og ryger, tager en pause. Bjarne Terndrup og jeg kører ud til en inspektion af en legeplads ved en skole i udkanten af Odense. Jeg har fået lov til at følge med rundt på en almindelig arbejdsdag.

Det er betryggende, at der står nogen i baggrunden af børnelivet, og prøver at skabe nogle sikre rammer

Da vi ankommer står Morten Schaumann, legepladsinspektør og underleverandør for Dalpin, ved sin bil og pakker sin værktøjskasse ud. Den er på hjul, som en rullekuffert, og har en sammenklappet stige fastmonteret, som også kan bruges som håndtag til at trække kassen rundt med. Schaumann og Terndrup viser mig de forskellige måleværktøjer: såkaldte doner, runde stålforme i størrelser som det størst og mindst mulige barnehoved, der bruges til at tjekke, om børn kan blive klemt fast i stiger og mellem brædder. Der er stålstykker som skal simulere skuldre, hager, fingre og øjenhuler og en lang pind med en flad stålcirkel i den ene ende og en snor i den anden, som bruges til at måle, om der er revner i tingene, som børnenes hættestropper kan sidde fast i. Der findes også en ”hovedkugle”, som man kan kaste ned fra ting, og som måler, om faldunderlaget er sikkert nok for et barns hoved at lande på, men den har de ikke med i dag, for den bruges kun når kunderne rekvirerer en faldkugletest.

Vi undersøger et stort legestativ, går rundt og kigger. »Det er Kompans standardserie,« fortæller Schaumann mig. »Du får rigtig meget god leg her, men der er ikke så meget lir og gejl. Der er bare det der skal være.« Han læner sig mod stolperne for at mærke om de giver efter, han tjekker klatrerebet igennem og finder en løs møtrik ved fæstningen under stativet. »Den skal de lige have fikset,« siger han.

Jeg spørger dem, om det er sjovt at klatre i legestativerne. Om det også nogle gange kan være lidt legeagtigt?

»Ja da. Det er jo dejligt at gå herude, man er sin egen herre, og det at klatre rundt i de her lækre ting, det er da fint,« siger Schaumann. »Men man kan sige, at når det siler ned og regner, så er det jo ikke så sjovt.«

En af dem, der arbejder på Dalpins kontor, fortalte mig over frokosten, at Shaumann har en paraplyhat, altså en lille paraply som sidder fast på hans hoved med et elastikbånd. Den er camouflagefarvet og hjælper, når man skal taste rapporten ind på iPaden ude i regnen. Jeg spørger til hatten, nu vi taler om regnvejr, og han siger, at den godt kan være svær at komme ind i legehuse med, men at den faktisk er rigtig god i stille vejr.

»Men det du skal huske,« siger Terndrup, »er at der er mange børn der er misundelige på vores arbejde, fordi vi klatrer rundt i det her, men det bliver jo til dagligdag for os.« Han fortæller, at de har næsten 5000 legepladser i deres system, laver i hvert fald 3500 inspektioner om året og at der som regel er mindst otte redskaber pr. sted. Så det bliver også ensformigt. En lille smule sjov, ja, men ikke for meget.

Morten Schaumann møder ofte børnene, når han inspicerer. Faktisk er der også begyndt at løbe børn rundt på legepladsen nu, skoleklokken har ringet, og de har fået fri fra skole. En dreng er klatret op på det legeredskab, vi er ved at undersøge, mens tre af hans venner står nede på jorden og råber op til ham i munden på hinanden.

-Spørger børnene hvad du laver?

»Ja det gør de,« svarer Schaumann. »Især i børnehaven, der har de lige den alder hvor de tør at spørge. Og så svarer man jo bare ærligt. De spørger gerne: Hvem er du? Hvad hedder du? Hvad laver du? Hvor bor du? Er du en arbejdsmand? Og så siger jeg at ja, det er jeg.«

»De spørger også, om vi er legepladspolitiet,« siger Terndrup. »Det vil vi helst ikke hedde, det lyder lidt grimt.«

»Hvis de så er lidt irriterende, så siger jeg det bare til dem. Eller til pædagogen,« siger Schaumann.

»Nogle gange,« siger Terndrup, »hvis jeg har haft nogle børn, der har været meget spørgende og meget intense, så har jeg givet dem lov til at køre kufferten. Så er de aktiveret.«