Det er glemslen, der fører os ud i katastroferne
Jeg ser en død mand, der ligger smidt blandt plastik, opløst af råddenskab, fordi ingen har haft kræfter til at grave ham ned. Jeg ser en åben mund, et par øjne, der ikke længere er øjne, en hud så gul, så gul og fluerne. Fluerne der æder sig ind i ham, lægger æg i hans kød, maddiker der vil æde ham op, inden nogen får ham gravet ned. For denne mand er begravelsen ikke mulig, sorgen kan ikke undes denne mand. Ingen vil genkende ham, ingen vil vedkende sig ham. Alt menneskeligt er opløst.
Billedet stammer fra den tyske fotograf Christoph Bangerts fotobog War Porn. Her har han samlet upublicerede billeder fra sin tid som fotograf i kriseområder. Perioden dækker 2003-2010, hvor Bangert rejste i Afghanistan, Irak, Palæstina, Indonesien og Libanon. Han dækkede de fleste konflikter og katastrofer i perioden efter angrebet på World Trade Center. Det vi ser på billederne er den verden, der opstod efter deres fald. Det er en verden i asymmetrisk krig. En verden, hvor billedet af katastrofen er nødvendigt ikke for at forstå, men for at føle.
Jeg ser en død mand. En død mand kastet på en bunke af skrald. Han er død d. 21. december