Inden vi djøfficerer fodbolden fuldstændigt

For et par år siden var jeg på vej hjem med min søn fra en af vores uendelige legeplads-besøg – vi havde spillet lidt fodbold, og jeg havde min Carles Puyol-trøje på. Puyol var nok min sidste fodboldhelt, mit sidste idol, mit sidste forbillede i det hele taget. Voksne mænd, fædre, kan ikke have forbilleder, de skal selv være det for deres egne børn. Barça var røget ud til Bayern München i semifinalen i Champions League blot få dage i forvejen i en med en Barça-fans øjne forfærdelig kamp, hvor Bayern München, der senere vandt turneringen, ydmygede den våbenløse hær med en samlet 7-0 sejr. Vi gik forbi en flok drenge, der fulgte mig vantro med øjnene, som vi passerede dem. Hvad lavede den gamle klovn dog? For en af dem blev det for meget. Han vendte sig om. »Hvorfor har du barça-trøje på, mand? De tabte jo.«

Jeg kom til at tænke på dengang og det salt, de gned i mit endnu ikke lukkede sår, da jeg lidt tung i hovedet efter den medrivende kamp mellem Real og Bayern, satte mig til at skrive dette essay om fodbold, sejr, tab og retfærdighed. Jeg nævner det også for at understrege, at det følgende på det bestemteste ikke er skrevet af en Real Madrid-fan, der godter sig over en ik