Per Stig Møller er ikke min far

Alle objektive omstændigheder taler imod det. Jeg kan ikke være konservativ. Jeg er ung og studerer sociologi i København. Jeg skrev ikke forkert: jeg studerer sociologi. Så kan man ikke være konservativ. Man begynder med Marx og slutter med Habermas, Honneth og Butler. Jeg er venstreorienteret. Jeg stemmer venstreorienteret. Jeg skal være venstreorienteret. Det er latterligt at være konservativ. Dyder, etikette og den slags har altid virket patetisk, synes jeg. Og dog. Når jeg tænker mig om: der må en vis etikette til.

Det gibber i mig, hvis nogen sidder med kasket på ved middagsbordet. Jeg har det svært med unge mennesker, der ikke respekterer ældre personers naturlige autoritet. Jeg ærgrer mig over, at samtaler flytter fra virkeligheden og ind i alle dimserne, smartphones og den slags. Jeg synes, Politikens kulturskribenters frelsthed er anstrengende. De vil så gerne være morsomme, men tør ikke træde nogen over tæerne, og på den måde fortynder de det hele i en slags skriftsprogets caffe latte: lunt, men ikke varmt for alvor, godt, men ikke specielt interessant, en lidt identitetsløs masse, og så snart man har nedsvælget det, er det glemt igen. Det er så nemt at