Ikke sjove figurer

Det postkoloniale bør snarere ses i i lyset af en distinktion mellem slagmarkens fysiske vold og klasseværelsets psykiske vold, mellem en formel og en mental afkolonisering. Begrebet postkolonialisme gælder dermed udelukkende som en overordnet tidsangivelse som den indiske teoretiker Ania Loomba påpeger i sin bog Colonialism/Postcolonialism. Problemerne er nedlagt i præfikset post. Udover at indikere at kolonialismen er fortid - både konkret, historisk og ideologisk - afviser de fire bogstaver, at der skulle findes en præ-kolonial tid. På den måde får kolonialismen konstituerende karakter for de koloniserede landes eksistens, og normaliseringen af sådanne absurditeter er indbegrebet af hele fortællingen om det koloniale.
Forståelsen af afkolonisering som en vedvarende og aldrig afsluttet mental proces er - og har især siden 1960’erne - været dominerende i postkolonial tænkning. Således også hos den store nigerianske forfatter Chinua Achebe (1930-2013). Der findes et tv-klip fra 1988, som man kan finde på YouTube, hvor han bliver spurgt af en amerikansk journalist, om Afrika har noget bestemt at fortælle resten af verden. Man fornemme