Hvide trænere og sorte nationalister (Del 1)
Estádio Nacional do Zimpeto, Mozambiques hovedstad, Maputo. Stadionet står med sine stejle tribuner og gedigne betonstolper som den støvede metropols sidste bastion. Udenfor fortsætter Avenida do Moçambique nordpå, hvor asfalt bliver til rød jord og akacietræer til tørre buske.
Jeg sad på stadionet for to år siden; Mozambique mod Zambia i en direkte kamp om kvalifikation til de afrikanske mesterskaber. Jeg havde ikke været i landet længe, og foran mig lå fire måneder som frivillig fodboldtræner i slumkvarteret Mafalala.
Kort inde i kampen tilbød min sidemand mig en håndfuld græskarkerner, og jeg forsøgte at holde en samtale i gang på mit staccato-portugisiske. Han var vel i begyndelsen af 30’erne, klædt i rød landsholdstrøje og med en flosset sixpence på hovedet. Når han ikke satte mine trommehinder på alvorlig prøve med en vuvuzela, brokkede han sig passioneret over landsholdet, Os Mambas, opkaldt efter en af verdens giftigste slanger.
Det er i afrikansk fodbold som i samfundet i øvrigt: talentet er der, men for at forløse potentialet søger man efter hjælp udenfor kontinentet
»Afrikanerne e
