Print artikel

Hvide trænere og sorte nationalister (Del 2)

Rachid Mekhloufi fra FLN-holdet i Algeriet
Feature
03.12.16
Fodbolden kom til Afrika med de hvide imperialister, men siden blev sporten til et symbol på antikolonial selvstændighedskamp og det panafrikanske projekt. Alligevel lader der til at herske en sejlivet forestilling om, at afrikansk fodboldsucces kræver et hvidt lederskab.

Algeriet er et endnu tydeligere eksempel på forbindelsen mellem fodbold og antikolonial selvstændighedskamp. Her udsprang den nationalistiske bevægelse Front de Libération National (FLN) i 1954 af en række mindre paramilitære grupper. På det tidspunkt havde landet været styret af Frankrig i 128 år, og undervejs havde franskmændene nydt godt af Algeriets fodboldtalenter.

Adskillige spillere fra det nordafrikanske land var blevet hentet til Frankrigs bedste liga. Spillere som Mustapha Zitouni og Rachid Mekhloufi, der var på kontrakt i henholdsvis AS Monaco og AS Saint-Etienne, var særdeles afholdt af det franske fodboldpublikum og begge havde fået landskampe for Les Bleus. Blodet i årene havde dog ikke skiftet farve, det var stadig grønt og hvidt.

Den 13. april 1958 smuglede tolv algeriske fodboldspillere på professionelle kontrakter i Frankrig sig hjem til Afrika. I løbet af de næste måneder tilsluttede yderlige tyve spillere sig gruppen, heriblandt Zitouni og Mekhloufi. Det var ingen ufarlig færd. Hvis de blev stoppet ved grænsen, risikerede de lange fængselsstraffe. Den ulykke overgik Hassen Chabri, der havde spillet to år i Frankrig for SC Toulon og AS Monaco. Han blev anholdt for mistanke om våbensmugling og smidt bag tremmer. Resten fuldførte rejsen til fædrelandet.

Spillerne rejste hjem på opfordring af FLN, der havde planer om deres helt eget fodboldhold, de facto et landshold. Timingen var gennemtænkt. Med den franske liga på vej mod sin afslutning og VM i Sverige kun et par måneder ude i fremtiden, havde det franske landshold og flere af de bedste klubber i landet pludselig mistet afgørende spillere. Franskmændene stod måbende tilbage, og det amerikanske magasin Time på den anden side af Atlanten sammenlignede det med, at de bedste latinamerikanske baseballspillere i USA fra den ene dag til den anden flygtede ud af landet for at udfordre The Yankees om mesterskabet. Frankrig kævede af FIFA, at de skulle suspendere alle hold, der tog imod kampinvitationer fra FLN, men de sportslige konsekvenser var selvfølgelig sekundære. Zitouni, Mekhloufi og holdkammeraterne var politiske brikker i en krig, hvor fodbolden blev brugt som våben.

I nationens tjeneste gav spillerne afkald på drømmekarrierer i Frankrig for at turnere det halve af verden rundt på en symbolsk månedsløn. I løbet af fire år nåede FLN-holdet at spille 62 kampe i Nordafrika, Mellemøsten, Østeuropa og Østasien. De vandt hele 47 kampe og tabte kun fire. Undervejs fungerede holdet præcis som den nationalenhed, der var intentionen. Med deres fodboldhold formåede FLN at gøre storpolitik forståeligt for den almindelige algerier på gaden. Spillerne løb rundt i den grønne og hvide nationaluniform med flaget på brystet, og inden kampene skrålede de med på Kassaman, en sang skrevet af den nationalistiske poet Moufdi Zakaria, mens han sad i fængslet i 1950’erne for offentligt at have kritiseret koloniregimet.

Med indsættelsen af Charles de Gaulle som fransk præsident i januar 1959 ændrede det politiske landskab sig i Frankrig. Trods massiv modstand fra de franske kolonialister var han ikke afvisende over for algerisk selvstændighed, og den kom endegyldigt i 1962. FLN’s fodboldhold blev til et officielt algerisk landshold, og selvom de egentlig var blevet fængslet in absentia, vendte flere af spillerne tilbage til Frankrig for at genoptage deres professionelle karrierer. AS Saint Etiennes fans skal have rejst sig op og klappet, da Rachid Mekhloufi første gang rørte bolden i sit comeback. Med ham på holdet vandt klubben tre mesterskaber i løbet af 1960’erne. For Mustapha Zitounis vedkommende var karrieren i Frankrig slut, men forsvarsspilleren scorede et af målene, da Algeriet den 6. januar 1963 vandt 2-1 over Bulgarien i landets første officielle landskamp nogensinde.

Fodbold er og bliver en genvej til politisk og økonomisk magt

De afrikanske lande var ikke alene om at udnytte fodboldsporten i afkoloniseringen. Også kolonimagterne gjorde det. I det centrale og sydlige Afrika lod hvide mineledere eksempelvis de lokale sorte lave deres egne fodboldhold i et forsøg på at komme arbejderne i møde på en måde, der på lang sigt ville føre til øget produktion. I African Soccerscapes: How a Continent Changed the World’s game, beskriver Peter Alegi hvordan det kunne betale sig for de store miner at rydde et lille stykke land til en fodboldbane, banke et par træstolper i jorden og investere i en bold. Alegi skriver om en tilsynsførende på en af de store miner i det sydlige Rhodesia, i dag Zimbabwe, der i 1920’erne brugte fodbold til at styrke tillidsbåndet mellem de lokale arbejdere og de koloniale minebaroner. Og i Sydafrika og Tanzania, navnligt Zanzibar, var man først og fremmest fodboldspiller og dernæst sort - hvis man altså var god nok. For kolonimagterne var det en nem måde at afgive magt på uden at miste deres suverænitet.

*

Tilbage til telefonsamtalen med Stig Jensen. Fodboldens samfundsmæssige betydning har strukket sig langt ind i det postkoloniale Afrika, fortæller han: »Fodbold har ikke kun betydning for den nationale sammenhængskraft. Sporten spiller også en rolle i en større kontinental kontekst. Den har høj status overalt, og har derfor også haft del i hele det panafrikanske projekt.

Ghana, der i 1957 blev det første land syd for Sahara, som rev sig fri af kolonilænkerne, er et godt eksempel. Her blev Kwame Nkrumah landets første præsident kort efter briterens tilbagetog. Han udviklede sig hurtigt til en af sin tids vigtigste antiimperialistiske og panafrikanske stemmer. »Han blev mester i den mest ambitiøse form for panafrikanisme - jagten på den regionale integration af hele det afrikanske kontinent,« skriver den kenyanske universitetsprofessor, Ali Mazrui, i essayet Pan-africanism and the intellectuals.

Nkrumah understregede, at kampen mod kolonialismen ikke var vundet, før apartheidsystemet var bragt til fald. Nkrumah var rundet og inspireret af Dr. Nnamdi Azikiwes tanker om et frit og selvstændigt Afrika med samarbejde på tværs af landene, et Afrika med plads til kontinentets oprindelige kulturer, traditioner og sprog. Og så delte Nkrumah også Azikiwes holdning om, at man kunne bruge fodbold - og sport i al almindelighed - til at nedbryde etniske, regionale og religiøse barrierer.

Samme år som Nkrumahs indsættelse grundlagde Ægypten, Etiopien, Sydafrika og Sudan et fælles afrikansk fodboldforbund (CAF) samtidig med, at der blev afholdt det første afrikanske mesterskab i Sudan. Turneringen blev en stor succes med høje tilskuertal og stor omtale. Det var i en tid, hvor adskillige af de nye og selvstændige afrikanske regeringer blev opmærksomme på fodboldens politiske nytte. I løbet af 1960’erne blev der bygget store fodboldstadions i blandt andet Algeriet, Zambia, Congo-Brazzaville, Nigeria, Tanzania, Etiopien og Elfenbenskysten. Enten blev de opkaldt efter datoen for selvstændigheden eller statsoverhovedet, og udover den sportslige gevinst gav stadionerne oplagte muligheder for at vise militære muskler. »Bevæbnede styrker til fodboldkampene skulle ikke kun kontrollere publikum; de var der også for at give et indtryk af en nation med styrke og autoritet,« skriver Peter Alegi.

Det afrikanske fodboldtog var ved at forlade perronen, og Nkrumah hoppede på. Han fik bygget Independence Stadium i Accra, etablerede en national liga og fik det ghanesiske fodboldforbund FIFA-godkendt, inden han i begyndelsen af 1960’erne simpelthen lavede sin egen fodboldklub. Real Republicans kaldte han den med en direkte reference til det spanske storhold Real Madrid.

Idéen var denne: Real Republicans skulle være modeller for den ‘nye’ afrikanske mands sjæl og ambassadører for Nkrumahs panafrikanske drøm. Klubben blev tildelt en plads i Ghanas bedste række og fik lov til at snuppe de to bedste spillere fra samtlige konkurrenter. Ikke overraskende vandt Nkrumahs disciple hurtigt det ghanesiske mesterskab i overlegen stil, og heller ikke så overraskende var de umiddelbare reaktioner noget blandede.

Fodboldklubberne i Ghana havde lige fra begyndelsen været bundet op på stærke regionale identiteter. Ashanti-folket fra det centrale Ghana holdt med Asante Kotoko. Folk i og omkring hovedstaden Accra holdt med Hearts of Oak. Og ved Cape Coast langs Guineabugtens bred holdt man enten med Mysterious Dwarves eller Venomous Vipers. Nu kom der pludselig en politisk konstruktion af et fodboldhold og stjal deres bedste spillere. Utilfredsheden var omfattende, men Nkrumah fastholdt, at holdet var til i nationen og fællesskabets tjeneste, og da Ghana i 1963 vandt de afrikanske mesterskaber for første gang med ti spillere fra Real Republicans på holdet, forstummede kritikken. Black Stars, som landsholdet kaldes i Ghana, gentog bedriften i 1965, men året efter fik Real Republicans’ konkurrenter alligevel nok. De boykottede ligaen i en tid, hvor det politiske fundament under Nkrumah i forvejen var begyndt at skælve. Folket følte sig kvalt i præsidentens autoritære næver, og ved et militærkup i 1966 blev Nkrumah sat fra magten.

Nkrumah fik til dels spændt ben af sin egen fodboldmission og i løbet af sin embedsperiode tiltog han sig diktatoriske magtbeføjelser. Han tålte blandt andet ikke intern opposition, og man kan argumentere for, at hans projekt med Real Republicans skabte intentionsmodstridende strømninger, der rent faktisk gav splittelser snarere end fællesskaber.

Men de frø, som hans tanker plantede, blev ikke desto mindre helt centrale for opkomsten af den panafrikanske bevægelse. I årene med ham som præsident spillede Black Stars - som navnet antyder - med en stor sort stjerne på trøjen, der strakte sig hele vejen på tværs af brystkassen. Symbolværdien var stærk og tydelig. Jøderne har deres Davidstjerne, muslimerne deres halvmåne, de kristne deres kors - panafrikanske aktivister kom til at identificere sig med den sorte stjerne, der især i de første post-koloniale år var en stor del af den afrikanske familie.

I Afrika bliver landsholdene ofte opkaldt efter store eller farlige dyr: Elfenbenskystens fodboldspillere bliver kaldt for elefanterne, Nigerias for ørnene, Marokkos for løverne og sådan kunne man blive ved - men ikke i Ghana. Den sorte stjerne var - og er stadig - et politisk symbol. Med direkte reference til rederiet Black Star Line, der blev grundlagt af den jamaicanske panafrikanist og borgerrettighedsforkæmper Marcus Garvey i 1919 og var afgørende for handlen mellem Afrika og afroamerikanerne på den anden side af Atlanten.

Inden han fik revet magttæppet væk under sig, havnede Nkrumah i en strid med FIFA op til VM i England i 1966. Verdensforbundet havde gjort det væsentligt sværere for afrikanske landshold at kvalificere sig til slutrunden, og det tog den ghanesiske leder personligt. Han fik iscenesat en afrikansk boykot med velsignelse fra samtlige afrikanske FIFA-medlemslande - et hidtil ganske unikt panafrikansk samarbejde. Ved VM fire år efter havde FIFA selvfølgelig tilbagerullet regelændringen.

Nkrumah havde ikke kun store planer om at modernisere sit eget Ghana. Han var barn af et helt kontinentet og gjorde alt, hvad han kunne for at iscenesætte sig selv som hele Afrikas Messias. I takt med at mange andre afrikanske kolonier opnåede selvstændighed efter 1960 fik han opført et kongrescenter i Accra, der var ligeså stort, som det var dyrt. Planen var, at det skulle kunne huse alle de afrikanske statsoverhoveder. Hans politiske greb var hverken lige demokratiske eller vellykkede, men Nkrumah hyldes i dag i ghanesisk historieskrivning som sin tids førende fortaler for at forene et splittet Afrika med tunge koloni-tømmermænd. Og til den mission så han fodbold som et behændigt værktøj.

*

»Jeg holder ikke kun med Mozambique, men med hele Afrika,« sagde en af mine venner i Maputo: »Da Ghana var i kvartfinalen ved VM i 2010, holdt vi allesammen med dem, som var det vores eget land.«

Jeg havde konfronteret ham med Mozambiques dårlige resultater de seneste mange år, men det tog han ikke så tungt. Det er et billede, der er svært at genkende i Europa. Hvis Danmark ikke er med til VM, holder vi jo ikke med Holland, Tyskland eller hvem vi ellers deler tektoniske plader med. Snarere tværtimod - vi bærer nærmere nag, fordi de var bedre end os i kvalifikationen Vi lader måske lidt som om, at vi håber det bedste for Sverige, Norge eller Island, men mest af alt er vi bare helt vildt misundelige. Det er anderledes i Afrika, hvor en panafrikansk identitet endnu læner sig op ad fodbolden.

Afrikansk fodbold er imidlertid ikke længere politiseret i samme grad som tidligere. Azikiwes turnéer, FLN’s fodboldhold og Nkrumahs Real Republicans tilhørte en tid, hvor Afrika endnu var autoritært styret fra top til bund. Og som den tyske sociolog Daniel Künzler bemærker i Gabriel Kühns Soccer vs. The State, er det som regel i sådanne regimer, at fodbold bliver til politik: »Manglende politisk mangfoldighed har den paradoksale konsekvens, at relativt ‘ikke-politiske’ begivenheder som fodboldkampe bliver ‘overpolitiseret’.«

I et tiltagende mere demokratisk Afrika er der ikke samme behov for fodboldens forenende kræfter som under koloniseringen og i årene efter. Heldigvis, bør man næsten tilføje.

Beslægtet med udviklingen i Europa har landsholdene tilmed en faldende stjerne i Afrika. Der er adskillige eksempler på spillere (Togos Emmanuel Adebayor, Elfenbenskystens Kolo Touré, Sierra Leones Kei Kamara og Camerouns Jöel Matip blandt andre) med base i Europa, der har takket nej til at repræsentere deres land i løbet af de seneste par år. Forklaringen er som oftest, at de gerne vil koncentrere sig om klubfodbolden. Men afbuddene bunder sandsynligvis også i en tiltagende frustration over ringe institutionelle rammer.

»Der er flere tabere end vindere i afrikansk fodbold, og hvad med dem, der ikke får succes?«

Ingen afrikansk statsmand med respekt for sig selv kan dog ignorere sportens evne til at engagere masserne. Fodbold er og bliver en genvej til politisk og økonomisk magt. Se bare Sydsudans intentioner med landskampen døgnet efter selvstændigheden. Den tidligere AC Milan-stjerne George Weahs politiske karriere i Liberia det seneste årti (i 2017 stiller han op til præsidentvalget for anden gang). Eller den kontroversielle præsident i Burundi, Pierre Nkurunziza, der i strid med landets forfatning er i gang med sin tredje regeringsperiode. Han ejer sin egen fodboldklub, Hallelujah FC, har tidligere trænet et hold i landets bedste række, og historien går på, at han aldrig rejser uden sit private kirkekor. Eller sin fodbold.

*

Fra tid til anden er det som om, der bliver talt om Afrika som ét kontinent med ét sprog, én kultur og ét folk. Det er nødvendigvis ikke med vilje, et levn fra en kolonitid, men vi snakker altså om et areal, der svarer til 20% af Jordens landmasse, hvor der anslået bor over 900 millioner mennesker fordelt på 54 lande. Det giver sig selv, at Afrika har en mangfoldighed af kulturer og folkeslag. Der er ikke tale om et homogent kontinent, men et kontinent med betydelige geografiske forskelle, ufattelige kulturelle kontraster og afgrundsdybe økonomiske kløfter. 80% af Niger består af ørken, mens Nigerias kyst er dækket af mangroveskov. I DR Congo er 95% af befolkningen kristne, mens de i Somalia er muslimer. Og Botswana er langt hen ad vejen et stabilt demokrati, mens Swaziland er et forstokket monarki. Én ting er afrikanerne dog fælles om: fodbold

Stig Jensen indvender imidlertid, at man skal passe på med at romantisere Afrikas forhold til det smukke spil:

»Der er flere tabere end vindere i afrikansk fodbold, og hvad med dem, der ikke får succes? Mange ofrer venner, familie og uddannelse på en drøm, som meget, meget få får opfyldt. På den måde er fodbold både en velsignelse og en forbandelse for afrikanerne.«

Den seneste håndfuld år er der således dukket talrige historier op om unge håbefulde afrikanere, der bliver lovet guld og grønne skove i europæiske eller asiatiske klubber, men i stedet bliver ofre for en slags menneskesmugling i fodboldforklædning.

Sidste år fortalte den britiske avis The Independent den sørgelige historie om 16-årige Ben fra Cameroun, der var blevet spottet af en agent i hovedstaden Yaoundé, som lokkede med en kontrakt hos den franske storklub Paris Saint-Germain. Betingelsen var 3000 euro, som skulle dække udgifter til visum, pas og fly. Bens familie solgte det meste de havde, for på et tidspunkt ville deres dreng jo komme hjem med nyheden om, at han nu var en rig fodboldspiller. Men da Ben stod i Paris, var agenten selvfølgelig forduftet og drømmen og pengene ligeså.

Ifølge en FIFA-rapport er der cirka 50 millioner fodboldspillere i Afrika, men det er et tal, der kun dækker over de officelle klubber og talentakademier. Der er også de millioner og millioner af børn og unge, der spiller hvor de kan og når de kan. Det kunne være i Kibera-slummen i Nairobi eller på Costa do Sol-stranden i Maputo, hvor de på tilgroede og sandede baner med drivtømmer eller sten som mål ihærdigt imiterer de helte, som de en sjælden gang kan fange på en grynet tv-skærm. Lige dér. med sveden piblende på panden og luft under vingerne, tænker de med garanti ikke på antikolonial selvstændighedskamp og panafrikanisme, ej heller på fupagenter, fattigdom eller sygdom. Kun på næste mål. Og næste jubelscene.

Det er en dejlig tanke, for en del af fodboldspillets skønhed er bestemt dets rensende effekt, men traditionelt har afrikansk fodbold haft konnotationer af andre og større ting: netop den antikoloniale frigørelse og kontinentets kollektive selvforståelse. Og det er i det perspektiv, at man skal forstå det paradoksale ved, at der er så mange europæiske trænere i afrikansk fodbold.

Dette er anden del af Oscar Rothsteins fortælling om afrikansk fodbold og nationalisme. Første del kan læses her.