Print artikel

Hvide trænere og sorte nationalister (Del 1)

Estadio Nacional do Zimpeto i Maputo
Feature
02.12.16
Fodbolden kom til Afrika med de hvide imperialister, men siden blev sporten til et symbol på antikolonial selvstændighedskamp og det panafrikanske projekt. Alligevel lader der til at herske en sejlivet forestilling om, at afrikansk fodboldsucces kræver et hvidt lederskab.

Estádio Nacional do Zimpeto, Mozambiques hovedstad, Maputo. Stadionet står med sine stejle tribuner og gedigne betonstolper som den støvede metropols sidste bastion. Udenfor fortsætter Avenida do Moçambique nordpå, hvor asfalt bliver til rød jord og akacietræer til tørre buske.

Jeg sad på stadionet for to år siden; Mozambique mod Zambia i en direkte kamp om kvalifikation til de afrikanske mesterskaber. Jeg havde ikke været i landet længe, og foran mig lå fire måneder som frivillig fodboldtræner i slumkvarteret Mafalala.

Kort inde i kampen tilbød min sidemand mig en håndfuld græskarkerner, og jeg forsøgte at holde en samtale i gang på mit staccato-portugisiske. Han var vel i begyndelsen af 30’erne, klædt i rød landsholdstrøje og med en flosset sixpence på hovedet. Når han ikke satte mine trommehinder på alvorlig prøve med en vuvuzela, brokkede han sig passioneret over landsholdet, Os Mambas, opkaldt efter en af verdens giftigste slanger.

Det er i afrikansk fodbold som i samfundet i øvrigt: talentet er der, men for at forløse potentialet søger man efter hjælp udenfor kontinentet

»Afrikanerne er hurtige og stærke, men de ved intet om taktik,« sagde han og spyttede en græskarkerne ud mellem fortænderne. »Hvis vi nogensinde skal blive til noget, er vi nødt til at få José Mourinho som ny landstræner,« fortsatte han opgivende. Mozambiquerne har et anstrengt forhold til de portugisiske forretningsmænd, der har skabt deres egne små jakkesætsenklaver i de velhavende Maputo-bydele Polana og Sommerschield, men når det kommer til fodbold, har de intet behov for at distancere sig fra deres tidligere kolonimagt. Hvis man interesserer sig for fodbold, holder man enten med Sporting, Benfica eller Porto, mens Cristiano Ronaldo selvfølgelig er verdens bedste spiller og José Mourinho verdens bedste træner.

Det er i afrikansk fodbold, som i samfundet i øvrigt: talentet er der, men for at forløse potentialet, søger man efter hjælp udenfor kontinentet. Ved de afrikanske mesterskaber for to år siden var tretten af seksten kvalificerede lande trænet af ikke-afrikanere. Til den 31. udgave af turneringen i Gabon til januar vil der være én ekstra afrikansk træner efter, at Guinea-Bissau i oktober fyrede portugisiske Paulo Torres og ansatte Baciro Candé i stedet, men han vil sammen med DR Congos Florent Ibengé, Senegals Aliou Cissé og Zimbabwes Callisto Pasuwa være undtagelsen, der bekræfter reglen.

Europæere i afrikansk fodbold er ingen nyhed. Det viser et hurtigt blik i historiebøgerne: Engelske James McRae var træner for Egypten, der som det første afrikanske landshold spillede VM i Italien i 1934. Og da Marokko 36 år senere var næste land til at repræsentere kontinentet ved verdensmesterskaberne, hed træneren Blagoje Vidnic og var fra Jugoslavien. Der er endda folk som franske Claude Le Roy, der siden sin ansættelse i Cameroun i 1985 har trænet ikke færre end seks forskellige afrikanske landshold. I øjeblikket er han i Togo, og i et interview med fifa.com sidste år sagde han, at han ikke kan forestille sig at være træner andre steder end i Afrika. Flere danskere har også været trænere i afrikansk landsholdsfodbold: Kim Splidsboel i Malawi, Jan B. Poulsen, Jakob Michelsen og Kim Poulsen i Tanzania, mens Zambia over to omgange har haft Roald Poulsen ansat.

En af de få, der har kritiseret den manglende tillid til afrikanernes egen fodboldforstand, er den mangeårige nigerianske landstræner, Stephen Keshi. Han efterlyste ofte flere som ham selv, der trænede lande, som de var født og opvokset i. I forbindelse med de afrikanske mesterskaber i 2013 sagde Keshi til BBC: »De hvide kommer kun til Afrika for pengene. De kan intet, som vi ikke kan. Jeg er ikke racist, men det er sådan, det er. Bliver en sort træner ansat, forventer forbundene, at han vinder alle kampe. Hvis en hvid træner bliver ansat, får han god tid til at lære spillerne og landet at kende.«

Stephen Keshi - der døde pludseligt i en alder af blot 54 i sommer - skød ikke helt skævt, men han ramte heller ikke plet. Franske Hervé Renard vandt de afrikanske mesterskaber i både 2013 og 2015 med henholdsvis Zambia og Elfenbenskysten. Ghanas stærke hold, der kom i kvartfinalen ved VM i 2010, blev trænet af serbiske Milovan Rajevac. Og det var bosniske Vahid Halihodzic, der var på sidelinjen, da Algeriet spillede et overraskende godt VM i 2014. Man kan med rette indvende, at ingen lærer at svømme ved at sidde på bassinkanten, men fodboldudviklingen - også på det taktiske plan - er bare mere fremskreden i Sydamerika og Europa. Derfor giver det næsten sig selv at hyre trænere derfra.

Visse ansættelser af ikke-afrikanske trænere lader først og fremmest til - i tråd med Stephen Keshis udtalelser - at handle om prestige. Inden VM i 2010 fyrede Nigeria Shabiu Amodu, der ellers havde kvalificeret landet til slutrunden for i stedet at ansætte Lars Lagerbäck, selvom han netop havde fejlet i forsøget på det samme med Sverige.

Elfenbenskysten har lavet noget nær samme manøvre. I 2012 skilte fodboldforbundet sig af med deres egen landsmand, Francois Zahoui, som netop havde ført de orangeklædte elefanter til finalen ved de afrikanske mesterskaber uden at lukke mål ind. I stedet ansatte de den tidligere franske landsholdsspiller Sabri Lamouchi, selvom han ikke tidligere havde været træner. Ikke overraskende fik hverken Lagerbäck eller Lamouchi succes. Den nigerianske forfatter Chinua Achebe – manden bag Things Fall Apart - ville pege på behovet for det, han i sit fænomenale forfatterskab kaldte »a mental decolonization.« Hvad gør det, at armene og benene er frie, hvis tanken endnu er bundet af en forestilling om, at den hvide mand er stærkere end den sorte?

Der er ikke skrevet meget om afrikansk fodbold på dansk. Lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen, er en af få, der har beskæftiget sig med emnet mere indgående. Jeg fanger ham på en upålidelig telefonlinje, der skulle få en til at tro, at jeg står i den kenyanske bush, selvom jeg egentlig sidder i kantinen på Statsbiblioteket i Aarhus.

»Fodbold i Afrika er i høj grad et spørgsmål om autoritet. Forbundene ved, at de lokale trænere er mere påvirkelige. Europæiske trænere finder sig ikke i, at deres arbejde bliver forstyrret af politikere eller øvrige magthavere. De har et helt andet spillerum til at sætte deres hold og lægge taktik,« fortæller han.

Det er også nødvendigt at vise autoritet overfor spillerne. Flere og flere afrikanere er på kontrakt i Europas største ligaer, og når de vender hjem til landsholdssamlinger, er motivationen og respekten ikke stor, hvis landstræneren kun har erfaring fra den nationale liga. Det har den ivorianske stjernespiller Didier Drogba tidligere indrømmet, og det samme mener den franske træner Michel Dussuyer, der har stået i spidsen for adskillige afrikanske landshold og nu Elfenbenskysten. I Ian Hawkeys reportagebog om afrikansk fodbold, Feet of the Chameleon, siger han, at en ikke-afrikansk træner tilmed har den klare fordel, at han er neutral, fordi han ikke har nogen tilknytning til en bestemt stamme eller region.

Overalt i den afrikanske historieskrivning kan man finde eksempler på fodbold som et direkte symbol på antikolonial selvstændighedskamp, patriotisme, seperatisme og panafrikanisme

Afrikas stammetradition er en stor udfordring for fodbolden - navnligt i Østafrika. Der bor over 700 millioner mennesker i regionen, men de har kun frembragt få gode fodboldspillere. Kenya har Victor Wanyama i Premier League hos Tottenham, men generelt halser landet langt efter deres vest- og nordafrikanske konkurrenter. Det samme kan siges om Tanzania og Etiopien, der aldrig har noget nævneværdigt at skulle have sagt til de afrikanske mesterskaber, selvom de egentlig burde, deres størrelse taget i betragtning.

De tre lande har det tilfælles, at de er blandt de mest sammensatte på hele kontinentet. Kenyas 42 millioner indbyggere består af 70 stammer. Tanzanias 47 millioner indbyggere er sat sammen af 130 stammer. Og iblandt Etiopiens 91 millioner indbyggere er der 77 stammer. Det er høje tal, der også er interessante med fodboldbriller. Både Kenya og Etiopiens fodboldforbund har været udelukket fra FIFA i kortere perioder på grund af konflikter med rødder i landenes kultursammensætning. Det kan være den slags, man forsøger at undgå ved at ansætte europæiske trænere.

*

Selvom Mozambique spillede bedst og havde flest chancer, tabte de rødklædte slanger kampen til Zambia og glippede kvalifikationen nok engang. Det lange y-formede land i det sydøstligste Afrika har kun kvalificeret sig til ét af de seneste ti kontinentale mesterskaber. På den måde var min sidemands brok over Os Mambas og efterlysning af Mourinho vel berettiget. Men samtidig personificerede han helt uanende et større paradoks i afrikansk fodbold. De europæiske træneransættelser i Afrika stemmer således ikke overens med fodboldens traditionelle rolle på kontinentet. Overalt i den afrikanske historieskrivning kan man finde eksempler på fodbold som et direkte symbol på antikolonial selvstændighedskamp, patriotisme, seperatisme og panafrikanisme. I kampen mellem koloniherre og slave, hvid og sort har fodbold traditionelt tilhørt afrikanerne.

I sin fodboldsociologiske bog The Ball is Round skriver den engelske forfatter David Goldblatt: »Hvis der er kommet noget godt ud af det barske og ulige møde mellem vestlig og afrikansk kultur, bør listen omfatte fodboldspillets ankomst.«

Da Sydsudan i sommeren 2011 blev selvstændige efter mange års modbydelig borgerkrig, hvor tidligere naboer og venner havde slagtet hinanden i en uforståelig blodrus, spillede det nye land sin første fodboldkamp blot 24 timer senere. I hovedstaden Juba var 15.000 sydsudanesere mødt op for at støtte det improviserede landshold, der mødte Tusker FC, et klubhold fra Kenya. Kampen blev spillet på det nyudråbte nationalstadion, der stod som et sminket lig omringet af en sønderskudt by.

Det var første gang, at Sydsudans nationalsang blev spillet ved en officiel lejlighed. Kenyanerne vandt 3-1, men det betød intet. Kampen handlede om noget helt andet og meget større end fodbold. Landets nyudnævnte sportsminister, Makuac Teny, udtalte, at han så fodbold som et afgørende middel til at forene landets 64 stammer og skabe et fælles national fodslag hos en befolkning med væskende sår både ind- og udvendigt. Det var den sædvanlige sang om fodbold som et grænseløst fællessprog.

Fem år senere er Sydsudan imidlertid havnet i en ny borgerkrig, der brød ud i december 2013 efter mindre end to års fred og har efterladt landet på randen af selvdestruktion. Så sent som i juli i år blev hundredevis af mennesker dræbt i blodige kampe mellem støtter af henholdsvis præsidenten Salva Kiir og den tidligere oprørsleder og nu siddende vicepræsident, Riek Machar. En FN-rapport konkluderede tidligere i år, at afgørende fødevareforsyninger er blevet blokeret og over 40.000 sydsudanesere af den grund er i overhængende fare for at dø af sult.

Kampen mellem Sydsudans landshold og Tusker FC blev altså ikke begyndelsen på en rosenrød historie, om hvordan et land rejste sig af sin egen aske med fodbold som rollator. Men den giver alligevel en fornemmelse af, hvor intimt fodbold og nationalisme hænger samme i Afrika, lige fra Algier i nord til Cape Town i syd.

Der er den ofte fortalte - og filmatiserede - historie om Nelson Mandela og hans ANC-kammerater, der under fængslingen på Robben Island etablerede deres egen fodboldliga. Men der findes andre, måske knap så filmvenlige eksempler, der tegner mere vedkommende billeder af fodboldens brede relevans i Afrika.

Et godt sted at starte er hos den nigerianske journalist, nationalist og senere præsident, Dr. Nnamdi Azikiwe. I 1938 stiftede han Zik’s Athletic Club (ZAC) som et unikt alternativ til briternes racistiske sportsklubber, der dominerede al sport i det koloniserede Nigeria. Nnamdi Azikiwe var blevet blankt afvist da han søgte om medlemskab i Yoruba Tennis Club i Lagos, der var forbeholdt for de hvide. Som en trodsreaktion skabte han sin egen klub. Hans tanke var, at ZAC skulle arrangere sport for mænd og kvinder af alle racer, nationaliteter, stammer og klasser. Klubben skulle symbolisere den selvstændige, moderne og kosmopolitiske afrikaner - akkurat den type, som det britiske kolonityranni forsøgte at holde nede.

Nnamdi Azikiwe, der oprindeligt tilhørte Igbo-folket i det sydøstligste Nigeria, havde universitetsstudier i USA bag sig og var i flere år chefredaktør for den ghanesiske avis African Morning Post. Han havde både socialt, økonomisk og intellektuelt overskud til at gøre en forskel. I området ved Lagos, Nigerias største by, blev ZAC hurtigt populær. Snart knopskød mindre afdelinger op i resten af landet, og Azikiwe rejste rundt i hele Nigeria med sine såkaldte good will tours. Konceptet var enkelt og effektivt: Lagos-udgaven af ZAC spillede mod et lokalt ZAC-hold efterfulgt af nationalistiske taler, politisk diskussion og en danseopvisning, hvor der blev rejst penge til klubbens arbejde.

Ved arrangementerne påpegede Azikiwe briternes dobbeltmoral: de havde kæmpet på frihedens og demokratiets side i Anden Verdenskrig, og nu fratog de millioner af mennesker i Nigeria de mest grundlæggende rettigheder. ZAC’s Good will tours trak flere tusinde tilskuere, og Azikiwe måtte anstrenge sig hårdt for at skjule de politiske intentioner bag fodboldkampene.

ZAC var samtidig med til at udgive den populære avis The Pilot, der ligeledes spillede en vigtig rolle i opdyrkelsen af en nigeriansk-nationalistisk ideologi. Avisen mandsopdækkede fodboldkampe og andet sport over hele Nigeria, og satte undervejs fokus på briternes diskriminerende regime. Azikiwe forstod således fodboldens evne til at være mere end fodbold og insisterede på at bygge en nationalfølelse op om det smukke spil.

I 1953 bragte The Pilot et stykke satire der jokede med, at Nigeria havde slået Storbritannien 10-0 i den opdigtede Freedom Cup. Historien beskrev hvordan dette »forfærdelige nederlag til imperialismen« fik de ikke færre end seks millioner tilskuere til at bryde ud i vild jubel.

Med politiske fodboldturnéer og satirisk journalistik gav ZAC nigerianerne en forestilling om, hvordan verden kunne se ud, og en fornemmelse af, at forandring rent faktisk var mulig. I African Soccerscapes: How a Continent Changed the World’s game skriver den amerikansk-italienske historiker Peter Alegi, at Azikiwe var afgørende for etableringen af Nigerian-ness, en national selvforståelse og stolthed: »Fodbold blev nationalismens stemme og gav nigeriansk identitet et nyt hjem.«

Dette er første del af Oscar Rothsteins fortælling om afrikansk fodbold og nationalisme. Anden del kan læses her.