Print artikel

Billedpistolen

Hele fire gange har Luis Suárez fundet på at bide en modstander. Illustration Sine Jensen
Suárez piller ved forestillingen om, hvordan fodbold bør være. Kan han trives i Barcelonas dannede system og kan de med ham?
Artikel
25.10.14
Luis Suárez gør comeback for FC Barcelona imod ærkerivalerne Real Madrid. Men er Barcelona overhovedet klar over, hvilken spiller de sender på banen? Hvad er det, vi som seere kan se frem til?

Luis Suárez er kaos. Ren kaos. Han har scoret flotte mål. Grimme mål. Vigtige mål. Heldige mål. Brændt enorme chancer. Smidt bolden tåbeligt væk. Han er blevet dømt for racisme. Har splittet hele forsvarskæder ad med ufattelige afleveringer og driblinger. Smidt sig til jorden som om, han var blevet skudt og fået modstandere vist ud. Smidt sig til jorden, som om han var blevet skudt for at fejre et mål. Blevet trampet i brystkassen. Mærket en modstanders knopper i knæhaserne.

Han har vundet Guldstøvlen. Vundet Copa América for Uruguay. Vundet Æresdivisionen i Holland for Ajax Amsterdam. Brugt hænderne til at spille fodbold med. Han har bidt en modstander – tre gange. Statsoverhoveder som den engelske premierminister David Cameron og præsidenten i Zimbabwe, Robert Mugabe, har kritiseret Suárez.

Suárez er politik. Han er en mærkesag. Man kan være for eller imod Suárez. Men Suárez er også fodbold. I sin reneste form. For fodbold handler om bevægelse og fart, og Suárez er bevægelse og fart. At kontrollere farten og tempoet i en kamp er at dominere, men kan man kontrollere Suárez? At spille sammen med og overfor Suárez er at spille med risiko. Der er ingen garantier, men alt er samtidig muligt. Suárez kan løfte et helt hold. En hel klub. Og han kan svigte den i løbet af et par sekunder.

Suárez overskrider de halvfems minutter plus tillægstid og de hvide kridtstreger som ingen anden. Banen er et territorium, og det ved Suárez. Og han ved, at alle andre ved det – inklusive tilskuere og dommere. Suárez er udspekuleret, beregnende og i besiddelse af et vinderinstinkt som få.

Fodbold har for det første været vejen ud af fattigdom. Og for det andet har den sikret, at han kunne blive genforenet med sin kæreste i Europa. Hun flyttede nemlig til Barcelona i Spanien med sin familie, mens den dengang 16-årige Suárez stadig spillede for den uruguayanske klub C.D. Nacional. Det lykkedes Suárez at sikre et skifte til hollandsk fodbold, og efter et ophold i engelske Liverpool FC er han altså nu havnet i FC Barcelona som den tredjedyreste spiller nogensinde i fodboldhistorien.

Vinderen har eller får som regel i sidste ende altid ret, men er Suárez nu også en vinder på lige fod med offensive klubikoner i Barcelona som Messi, Iniesta, Ronaldinho, Cruyff og Laudrup? De store offensive stjerner opfattes som kunstnere, og i fodboldens verden består opgaven som kunstner i at ophøje håndværket fodbold til kunst. At skabe momenter, der er noget ud over det sædvanlige. »Fodbold er som et maleri, det fødes i hovedet og ikke i fødderne eller hænderne,« har den italienske trænerlegende Arrigo Sacchi engang udtalt.

Suárez som antikunst

Viveza criolla er et begreb for en særlig livsstil, der er udbredt i Argentina og Uruguay. Viveza criolla kan vel bedst kan oversættes til en slags bondefangeri eller charlartanisme. En form for livsattitude, hvor man altid søger egne fordele og ikke har problemer med at skære et par hjørner. Argentinske politikere er ofte blevet beskyldt for at have lidt rigeligt af det. Den afgrundsdybe krise i 2002, er eksempelvis blvet forklaret med for meget viveza criolla i håndteringen af nationaløkonomien. Diego Maradona havde det til overmål, Lionel Messi har ikke skyggen af det. Det er en del af Suárez’ kulturelle bagage, og den har måske et endnu stærkere tag i ham, end man umiddelbart skulle tro. For Suárez er viveza criolla måske instinktiv overlevelse. Hvem ved?

Pausa er et begreb, der dækker over det øjeblik, hvor den offensive stjerne sætter spillerne omkring sig på pause, mens han overvejer sit næste træk og vælger den rette aflevering eller dribling. Det ser ofte legende let ud, men i virkeligheden er det en næsten umenneskelig sans for timing og forståelse for spillets gang, der skaber disse øjeblikke af slow motion. Der er noget næsten hovent, aristokratisk over disse øjeblikke – en foragt for modstanderen og en påstand om, at man har en naturgiven forret til succes.

Suárez er antitesen til pausa. En eneste gang har Suárez i sin tid i England trådt på bolden. I en kamp imod Fulham FC laver Suárez en skudfinte. I stedet for at sparke til bolden, træder han på den. Resultatet: Modstanderen vælter forbi. Suárez kunne ligeså godt have tændt en smøg og læst avisen imens. Men det er ikke pausa. Det er en billig imitation. En parodi. Han gør ikke blot nar af modstanderen, men også af fodboldkampen som en særlig anledning, af fodboldens etablissement. Scenen er atypisk for Suárez’ spillestil, men typisk for hans tilgang til fodboldspillet. Suárez er stadig en gadedreng, en bojita, på banen. Han trækker stadig på de erfaringer, han gjorde sig, dengang han spillede fodbold på gaden i Uruguay. Det har han selv udtalt. At træde på bolden var arbejderklasseblær.

Det, Suárez lærte på gaden, var at snyde og at spille på tilfældigheder. Han dribler ikke ligeså poleret som andre stjerner. Han tæmmer ikke altid bolden ligeså godt. Og nogle gange laver han fejl, som virker næsten amatøragtige. Meget af det, Suárez foretager sig på en fodboldbane, ser mere eller mindre tilfældigt ud, men tilfældet falder påfaldende ofte ud til Suárez’ fordel. Det er en floskel i fodbold, at heldet følger de dygtige, men i Suárez’ tilfælde er det rammende. Det har at gøre med en utrolig evne til hurtigt at aflæse situationer og ikke give modstanderen tid til at tænke sig om.

Suárez piller ved forestillingen om, hvordan fodbold bør være. Kan han trives i Barcelonas dannede system og kan de med ham?

 

El Pistolero

Suárez trækker aldrig bremsen og går altid efter mere tempo og flere tilfældigheder. Gadedrengen benytter sig ikke af husmandsfinter. Det er for omstændeligt. Han foretrækker den direkte vej, tunellen. Han sparker fra midten af banen, hvis målmanden har vovet sig lidt ud af sit mål. Han bruger hellere afleveringens fart fremfor at lægge bolden død. Men tempoet kan blive for højt. Suárez kan møde overmagten, og når det sker – når succeserne og sejrene er ved at glide Suárez af hænde – så dukker de irriterede attituder op. Så vil Suárez hellere prøve alt selv frem for at spille holdkammeraterne. Så snyder han endnu mere. Og engang imellem slår det klik.

De store mestre, der forstår at anvende pausa, hyldes for at sætte sig udover det simple spil. For at overflødiggøre tilfældigheder. Det er ren vision, vilje og skaberkraft, vi er vidne til. Hjerne omgivet af rå muskelkraft. Når Suárez ikke forsøger at sætte sig ud over tilfældighederne og ophøje fodbolden til kunst, men i stedet fremstille det spektakulære som tilfældigt, så piller han ved forestillinger om, hvordan fodbold bør være. Om hvem der fortjener hvad. Og når han samtidig ikke skyr nogen midler for at vinde, så dannes der hurtigt et billede af den heldige snyder, der slipper godt fra forbrydelsen. Af den lovløse, som hverken overholder de uskrevne eller skrevne regler. Og det er et billede, Suárez konstant minder omverdenen om. Han fejrer sine mål ved at forme hænderne til pistoler. Han bliver kaldt el pistolero, og han spiller som en desperado, all guns blazing.

Med andre ord blander Suárez begreber som helt, antihelt og skurk sammen i en pærevælling og gider dem egentlig ikke, men det er et problem i fodbold i dag. I moderne fodbold er man enten det ene, det andet eller det tredje, for man skal passe ind i på forhånd givne fortællinger. Og det skyldes, at moderne fodbold mere er oplevelsesøkonomi end sport. Iscenesættelsen vil gerne skabe illusionen om en samlet oplevelse, om ét stort igangværende værk, når fodbolden sælges. På stadion er det ved være kutyme med storskærme i hjørnerne, små skærme i sæderne, indhold til alle mulige platforme, underholdning i pauserne og aktiviteter og tilbud før og efter kampene.

Totalkunstværket fodbold

Og i fjernsynet er der optakt, pauseanalyser, debatprogrammer og højdepunkter. Selv selve fodboldtransmitteringen fyldes med diverse montager i slow motion af ansigtsudtryk og reaktioner, som skal være med til at formidle en stemning, det er umuligt at opleve på selve stadionet, og som altså derfor kun findes på en skærm. Selve kampen er blevet en del af et stort show, og kampen kan ikke engang få lov til at være en kamp, fordi der skal snakkes og diskuteres om kampe i kampen.

Moderne fodbold er en så billedmættet entitet og bevidstheden om publikum så styrende, at det tenderer et slags totalkunstværk, hvor alle dele skal passe sammen. Selvom det er helt fundamentalt for konkurrenceelementet i sporten fodbold, at tilfældet og det uforudsigelige råder – om ikke andet så for, at fodboldfans stadig kan holde fast i mantraet om, at i fodbold kan alt ske - så er det ikke altid, at det går hånd i hånd med iscenesættelsen af sporten. Og når det ikke gør det, så kortslutter systemet. Det, man normalt præsenteres for, er akkumulationen af vedtagne fakta. Resultatet af de store tv-stationer og synsmaskiners fortolkning. Men når systemet kortslutter, så blotlægges det hele. Det, der sker, er ikke længere blot sandt eller falsk, repræsentationer og referencer. Man får lige pludselig et blik ind bag scenen. Rekvisitterne mister en smule af deres illusoriske kraft. Maskerne begynder at hænge.

Suárez kan få systemet til at kortslutte. Og han har allerede gjort det mange gange. Senest var ved VM, hvor han bed den italienske forsvarsspiller Giorgio Chiellini i skulderen. Inden den kamp havde han med to mål praktisk talt sendt England ud, hvilket også havde medført en mindre kortslutning, da det bl.a. havde fået den fremtrædende engelske politiker, Ian Austin, til at fare til tasterne og kalde Suárez »en racist, voldelig og en snyder« på det sociale medie twitter. Austin fik på en måde ret, men reaktionen viste snarere, at Suárez var og er en strejfende lovløs. Og hvordan straffer man en lovløs? Ved at gøre ham lovløs. Ved at fratage ham fundamentale rettigheder.

Den lovløse gjort lovløs

Franske Zinedine Zidane, pausaens stormester, nikkede engang en anden italiensk forsvarsspiller, Marco Materazzi, en skalle i brystet. Det var i en VM-finale. Den største scene af dem alle. Zidane fik tre dages karantæne. Det var samtidig karrierens sidste kamp, så episoden var i sig selv måske en større straf end selve straffen. Måske har det spillet ind i strafudmålingen, at det var en af spillets helt store ambassadørers sidste kamp. Suárez har udstået sin straf i dag. Han gør comeback i det største spanske opgør, El Clásico, mellem Barcelona og Real Madrid.

Suárez’ straf var noget værre end Zidanes. Måske fordi et bid er værre end en skalle. Måske fordi Suárez er en enfant terrible, der ikke tidligere har taget ved lære. Men straffen var også anderledes. Suárez måtte ikke foretage sig noget fodboldrelateret. Han måtte ikke figurere på holdfotos og deltage i kommercielle eller velgørende arrangementer. Han måtte ikke være på stadion eller i det hele taget nærme sig fodboldklubbens og landsholdets faciliteter. Suárez blev fjernet fra den billedstrøm, han så ofte har grebet midt ind i og overtaget. Straffen blev senere ændret, fordi det netop var i strid med grundlæggende rettigheder, men straffen afslørede, at Suárez opfattes som et fremmedelement.

Og det er en smule paradoksalt. For der er ikke en spiller på allerøverste niveau, der er tættere på det, der gør fodbolden spændende som en konkurrence. Der findes ikke en spiller, der er mere tro mod tilfældet og uforudsigeligheden end Suárez. Men undervejs slår han tunnel på pausaen og udstiller den som unødvendig pynt og lægger sig ud med fortællingen om fodboldsspilleren som en gudsbenådet kunstner ved at producere højdepunkter, der indeholder alt fra det mest åbenlyse pinlige snyd, over soloture, hvor han halvvejs dribler, halvvejs tackler sig vej til vanvittige afslutninger, som ikke behager de folk, der forsøger at tjene penge på billedstrømmen.

Suárez er kaos, og han bliver endelig sluppet fri igen på en fodboldbane. For når Suárez spiller, så synes fodbolden for en stund også frisat. Billedpistolen kan igen begynde at skyde med skarpt.