Print artikel

Det nye frispark

Michel Platini (Triple Ballon d'Or, 41 goals in 72 selections), legendary free kick against Holland
Analyse
23.05.13
Et kerneøjeblik i fodboldspillet er naturligvis skuddet mod mål. Når der sparkes frispark er disciplinen intenst krystalliseret i et øjeblik med fokus på evner og koncentration. Men frisparket er ikke som det har været. Nye bolde, nye teknikker og en disciplin kendt som biomekanik, kan gøre os klogere på fænomenet.

Fodboldens direkte frispark er sin helt egen disciplin, som kræver teknik, fokus og styrke – alt sammen fundet frem under en pause i spillet, hvor alle stopper op for at fokusere på den udøvende part. En situation, som afskærer de mange spillere, der handler ud fra intuition – på impulsivt at producere et respons på en hurtigt opstået ændring i spillet – og som derfor kan have svært ved at ”fange øjeblikket” i afslutningen.

Frisparksskytten skal på kommando magte at reproducere en fint afpasset følelse af det rigtige træf på bolden. Det kræver mental styrke og fornem sparketeknik.

Det svære er netop, at man hverken skal sparke med vristen eller indersiden. Man skal fremkalde en hybrid, der fanger både vristsparkets fart og indersidens præcision – syntetiseret i en sideskruet bold, der med høj fart udnytter spinnet om egen akse til at finde en alternativ vej mod et blokeret mål.

Når skuddet lykkes ender det i et svirp af en boldkontakt – som en giftig andenserv fra John McEnroe. Og ligesom dennes karakteristiske server foregik med siden til modstanderens servefelt, så foregår tilløb og spark også nærmest parallelt med baglinien. Det giver optimal mulighed for at starte kraftoverførslen til bolden helt oppe i bækkenet, hvor en rotation forplanter sig og tager til i styrke, mens kraften forstærkes i knæ og ankelled.

Sådan har det været siden opfindelsen af ”muren” i fodboldspillet. En af de fornemste eksponenter for frisparket som vi kender det, var Michel Platini. Eksemplet nedenfor er smukt af den simple grund, at det er fremragende udført. Men det tydeliggør også, at end ikke de største hver gang kunne reproducere det målgivende frispark.

Først misser Platini stort, men der dømmes omspark og i andet forsøg går alt så op i en højere enhed. Endda med en tilgang afpasset boldens nye position, som gjorde det muligt at koordinere et tilløb fra siden, som bedre bragte ham i stand til at finde det rette træf.

Det er ikke uden grund, at det direkte frispark siden dets indførelse i fodboldreglerne har været mytisk. Spillerne, der for alvor mestrer at ”krølle” bolden op i trekanten har fået et løft mod stjernestatus.

Men i det nye årtusinde er en ny tilgang begyndt at omdefinere kunsten at sparke det skruede frispark. I stedet benytter den sig af en stik modsat teknik til at få bolden forbi muren og tilbage med kurs mod målet.

Nye vinde

Det nye frispark er på mange måder en logisk udvikling af indførelsen af de lettere og mere ustabile kampbolde – en trend, der for alvor startede ved VM i 2002, hvor Adidas introducerede den berygtede VM-bold ”Fevernova” og dermed var direkte impliceret i nogle besynderlige drop fra flere af verdens bedste målmænd. De havde store problemer med mere eller mindre uskyldige afslutninger, hvis bane viste sig helt uberegnelig på vejen mod mål. Det skete fordi den lette bold blev sparket ”død” mod mål og på grund af sin lave vægt blev et uberegneligt offer for vindmodstanden, som sendte den i store sideværts svingninger undervejs.

Fra mange sider blev der spekuleret i bolden som en art konspiration overfor målmændene, der sammen med dygtige forsvarskæder var blevet lige lovligt dygtige til at lukke af bagude.

Indtil da havde vi i ny og næ set noget lignende – men aldrig for alvor systematiseret af én spiller. Det havde noget at gøre med at boldene var tungere og derfor sværere at ramme så rent, at bolden slet ikke bevægede sig om egen akse i flugten. Og når det endelig lykkedes var tyngden med til at nedtone de potentielt store sideværts svingninger som bolden kunne blive udsat for.

Snarere var det nogle ”gale” skytter – ofte sydamerikanske – som i forvejen kunne sparke som en hest, der en gang i mellem fik et helt vanvittigt træf på bolden. En sådan må Roberto Carlos siges at være. Og da han oven i købet havde den fornøjelse at udøve sin metier både før og efter 2002, er han for denne tekst en interessant én af slagsen. Carlos var en af de spillere, der for alvor gjorde brug af de nye muligheder – og hans ikoniske landsholdsscoring lige før VM i 1998 skulle vise sig at indvarsle denne nye epoke.

I 2010 hed VM-bolden Jabulani. Vindtunneltests havde anslået, at den var endnu mere drilsk. Kritikken af de lette bolde kom fra mange sider – nogle mente endda at de førte til færre mål – men de moderne bolde var i hvert fald en afgørende grund til at flere frisparksskytter nu havde perfektioneret den ny tilgang til det direkte frispark.

De to vigtigste eksponenter var og er brasilianske Juninho Pernambucano og vidunderdrengen med slikhåret, Cristiano Ronaldo.

En ny teknik

Juninho konceptudviklede det nye frispark og står som den måske bedste frisparksskytte nogensinde. Han sparkede ikke blot hårdt til bolden med vristen og håbede på en uberegnelig flugt – men opdagede, at de lette bolde kunne udnyttes til at skabe en form for skru, som slet ikke var at finde i fodboldens afslutningsregister.

Inspirationen kan meget vel være kommet fra en variant af den såkaldte ”svæveserv” i volleyball. Ved at træffe bolden højere end vanligt skabte han et overskru, som fik bolden til at dykke kraftigt og uden den regelmæssige bane vi kender fra bolde med sideskru.

Dermed fik han bolden tilbage inden for målrammen, selvom den indledningsvis så ud til at ende højt oppe på endetribunen. Udover den brækkende flugt var der endnu en fordel; Juninho var nemlig i stand til at sparke betydeligt hårdere til bolden end med den traditionelle tilgang, og det gjorde, at han nu kunne forsøge sig fra distancer, hvor Platini og andre af fortidens sideskruende helte aldrig havde forsøgt sig fra.

Juninho dominerede Olympique Lyons storhedstid i 00’erne og scorede her 44 rene frisparksmål i knap 350 kampe. Det er uhørt mange. En af grundene var, at han scorede fra spektakulære distancer op til 45-50 meter til målet. Det betød at Lyon havde en reel målchance såfremt de fik tildelt et frispark på modstanderens halvdel og kom mest spektakulært til udtryk med et episk Champions League-mål mod FC Barcelona, hvor tilløbet startede helt uden for sidelinien:

På et tidspunkt var Juninho oppe på en konverteringsrate på mere end 25% i Champions League, når han sparkede direkte frispark. For denne signatur er der ingen tvivl om, at det skyldes en ikke siden overgået teknisk beherskelse af sparket. Mange har kopieret ham siden – men hvor det er tydeligt, at de fleste koncentrerer sig om det rette træf og så at få bolden inden for målrammen og håbe at den uberegnelige flugt gør arbejdet færdigt, så fornemmer man, at Juninho på én gang tænker og føler bolden op i sammenføjningerne. Han planlægger både dyk, skru og bræk i boldens bane og derfor står han her – ti år senere – stadig som den største ”nye” frisparksskytte i moderne fodbold.

det er 150 års tradition for spillets suverænt mest profilerede detalje – sparket mod mål – der her nytænkes

Et umuligt spark

Thomas Bull Andersen, lektor ved Aarhus Universitet, er dedikeret forsker i biomekanik i idrætten – med en specifik interesse i de nye skudvarianter i moderne fodbold.

Han anerkender Juninhos særlige evner, der understøtter en vigtig pointe forskningen har påvist.

»Hvor vi i gamle dage snakkede om, at afslutninger på mål havde tre-fire forskellige træf på bolden; indersiden, ydersiden, det halvtliggende og det lodrette vristspark, så er billedet totalt mudret i dag. Der sparkes med et væld af kombinationer mellem de klassiske varianter – der er så at sige mange veje til den succesfulde udførelse af det nye spark«, forklarer han.

»Den vigtigste fællesnævner er, at skyttens tilløb med den nye tilgang foregår i en direkte linie mod målet og at træffet foregår højt på bolden, så der dannes overskru – fodstillingen er derimod meget forskellig hos de dygtigste af udøverne«.

Den nye teknik rummer altså rigeligt med muligheder for at differentiere sig, og netop Juninho beherskede også flere forskellige varianter af sit frispark. Samtidig havde han også en stor fordel af at være den første spiller med den nye tilgang. I dag er målmændene betydeligt dygtigere til at håndtere de brækkende spark.

Men for Thomas Bull Andersen er det, i biomekanisk sammenhæng, lige så interessant at kigge på Cristiano Ronaldos version. Kraftigt inspireret af Juninho tilføjede han ikke blot vanen med at opmåle sit tilløb med lange skridt bagud efterfulgt af den notoriske pause med spredte ben, alvorsfuldt ansigt, dybt åndedræt og lækkert hår. Han præsterede også et endnu hårdere spark derefter. En hastighed som rent teoretisk kan være svær at forklare:

»Et rigtig hårdt spark er afhængig af en optimal kraftoverførsel til bolden og denne starter med en rotation i bækkenet. Den mulighed fratager de her drenge sig selv ved at løbe mod bolden i en bane, som også peger direkte mod målet – så umiddelbart er det svært at forklare, hvordan Cristiano Ronaldo kan sparke sine frispark med 110-120 km/t«, forklarer han og peger på, at en imponerende muskelstyrke hos Ronaldo nødvendigvis må kompensere for de svagere biomekaniske forhold. Men det er åbenlyst stadig early days for forskningen i biomekanikken bag det nye frispark.

Du kan selv kigge efter bækkenrotation, muskelstyrke og smidige hofteled i denne seværdige super slow-sekvens over Ronaldos dødboldevner – her kommer de nye vinde tydeligt til udtryk, når Ronaldo med en ren inderside pumper bolden mod mål med overskru og +100 kilometer i timen.

Et spark, der peger fremad

»Han kan simpelthen ikke få samme svæv og fart i Select-bolden som i en Adidas-bold…«

Ordene tilhører forhenværende landsholdsmålmand Thomas Sørensen, og blev udtalt blot et døgn før Cristiano Ronaldo, foran et måbende hjemmepublikum i Parken, tordnede en kanonkugle af en Select ind i Sørensens ene målhjørne. Det havde han ikke forventet kunne ske med en af de gamle bolde. Men denne efterårsaften i 2011 lærte både Sørensen og vi noget interessant om det nye spark. Nemlig at det også fungerer med de tungere, ”gammeldags” bolde som Selects Super Brilliant-model.

Det kræver blot en forfinet teknik, som de bedste udøvere nu har nået gennem målrettet træning med de lettere bolde. Adidas’ lette bolde var blot den trigger, der skulle til for at starte udviklingen – ikke en forudsætning for at få succes med den nye tilgang. Det peger ikke kun bagud, men især fremad mod nye muligheder for at tilføre spillet innovation.

Thomas Bull Andersen har allerede et kvalificeret gæt på den næste udvikling for det moderne direkte frispark. Nemlig at det udføres med et tilløb fra siden, som gør det umuligt for målmanden at vurdere om der sparkes et ”klassisk” sideskruet eller ”nyt” overskruet frispark, før bolden har forladt støvlelæderet. Det direkte løb mod bolden er nemlig ikke en forudsætning for succes med det overskruede spark.

Og perspektiverne rækker endnu længere. Set fra et biomekanisk synspunkt, er der heller intet til hinder for at indføre detaljen i åbent spil. Ifølge Thomas Bull er det teoretisk endnu lettere at skabe den overskruede flugt, når bolden er i bevægelse ved kontakten med foden. De første spæde eksempler har vi allerede set fra for eksempel Tottenhams unge Gareth Bale – og, ja, der var han igen – Cristiano Ronaldo.

Indrømmet. Det er en kende nørdet at bruge så megen på plads på noget så marginalt som en ny måde at sparke til bolden, når der er frispark. Men for at sætte det lidt i perspektiv for dig, der prisværdigt stadig læser med, så er det 150 års tradition for spillets suverænt mest profilerede detalje – sparket mod mål – der her nytænkes.

Det hele startede med en let bold. Her 10 år senere er der næppe kommet flere mål af den grund, men teknikken til at få bolden ind i netmaskerne er i opbrud og har ført til en af de vigtigste innovative nyskabelser i moderne fodbold. De kommende år vil vise om den bider sig endeligt fast eller fuser ud som et forbigående fænomen. Vi gætter på det første.