Print artikel

Alle spillere kan løbe

Bielsas Bilbao har givet det selvbevidste Baskerland noget at fejre. Foto: CC
Guardiola fremviser stolt sin udgave af en biografi om Bielsa Foto:CC
Analyse
19.04.12
I Bilbao går en vanvittig argentiner rundt og tænker fodbold så det knager. Det har skabt et mandskab og en spillemåde, der er både uoverskuelig, kaotisk og potent. Og ikke mindst sejrrig. Det har fået selveste FC Barcelonas Pep Guardiola til at kalde El Loco Bielsa for verdens bedste fodboldtræner.

De spektakulære vinde fortsætter med at drive ind over moderne topfodbold. Hvor vi for nylig har beskæftiget os med tendenserne for de individuelle tryllerier fra spillets offensive enere, så er et endnu mere offensivt orienteret kollektiv trend i gang med at etablere sig. Og interessant nok ser vi udviklingen løbe hurtigst hos de lidt mindre hold, som sjældent hamler op med topholdene i ligaen set over en hel sæson, men som finder værdi i en offensiv profil, der gør holdet attraktivt for en særlig type spillere og trænere – og alle os fodboldelskere.

De to bedste europæiske eksempler er Napoli og Athletic Bilbao. Og de er ekstra interessante fordi de også repræsenterer afgrænsede regioner i deres respektive lande. Her kan man tale om en hel landsdel, der bakker op om holdet og finder en ekstra stolthed i spillestilen – en stolthed der transcenderer hold og by og bliver til positiv branding af en hel region – i Athletics tilfælde en af de mere selvhævdende, nemlig Baskerlandet i grænseregionen mellem Spanien og Frankrig, mens Napoli repræsenterer et korrupt, fattigt og af mange Norditalienere uønsket Syditalien.

At vi pludselig forbinder S.S.C. Napoli – som siden Maradonas velmagtsdage mest har været identificeret med skraldeproblemer, korruption og mafiametoder – med super offensiv, finurlig og først og fremmest positiv fodbold, er noget der løfter hele regionen. Og Athletic Bilbaos afklapsning af Manchester United og senest Schalke 04 i Europa League har sikkert gjort mere for nationalismen i Baskerlandet end ETAs aktiviteter gennem de seneste årtier.

Et hold med en god historie
Athletic Bilbao er en af Spaniens ældste og mest traditionsrige klubber – men den er også tidens bedste eksempel på de nye offensive vinde der blæser. Vi har lært FC Barcelona at kende som et delvist produkt af modstandskampen mod Francos regime og Camp Nou som eneste forum, hvor det catalanske folk i flere årtier kunne udtrykke sin protest. Men med Athletic kan man i de fleste sammenligninger mellem klubbernes tilknytning til separatisme og patriotisme gange med faktor to.  

Se fx. klubbens ældgamle Cantera – en knæsat politik om kun at spille med baskiske spillere. Nuvel – reglerne er blødt op, så der nu blot kræves familiært baskisk tilhørsforhold et par generationer tilbage, men i en globaliseret fodboldverden er det stadig ualmindeligt meget fodboldtalent at afskære sig fra. FC Barcelona tilstræber stadig denne model – men er ikke religiøs omkring den. Det er Lionel Messi et indlysende eksempel på.

Canteraen er den stærkeste eksponent for klubbens tætte tilknytning til separatistkampen og Baskerlandets ønske om selvstændighed, og i det lys har man i årtier kunnet anskue klubben. Som et galehus båret frem af en – selv i fodboldkontekst – særlig form for negativ dagsorden med klar terroristtilknytning. De sidste mange år endda med røven i vandskorpen, da det nu engang er svært at klare sig i verdens bedste liga, når man skal producere alle spillerne selv.

Sidstnævnte konnotation har det taget cirka 10 måneder for en af tidens mest omtalte trænere at vende fuldstændig på hovedet. I 2012 kender vi især til Athletic Bilbao for et festfyrværkeri af offensiv fodbold båret frem af en aggressivitet, offervilje og helt unik offensiv fodbold, som verden dårligt nok har oplevet før. Træneren er argentiner, hedder Marcelo Bielsa og hans bedrifter betyder, at vi nu kender Athletic Bilbao som et hold med udelukkende baskiske spillere, der spiller noget af verdens bedste og ikke mindst nyskabende offensive fodbold. En helt anderledes positiv kontekst at placere sine stolte traditioner i end den indelukkede, separatistiske stil, der så mere end stokkonservativ ud, mens globaliseringen skyllede ind over både den moderne verden og moderne fodbold.

El Loco
Bielsa er en gammel kending som henover årtusindskiftet var træner for Argentina hele 6 år i træk. Men de færreste fik for alvor øjnene op for ham før for 3-4 år siden, hvor hans arbejde med en ung generation af chilenske talenter pludselig gjorde Chile til et verdensklasse-landshold. Det blev til en 1/8-finale ved VM 2010 og inden da en regulær røvfuld til Morten Olsens danske landshold i en testmatch nogle måneder forinden (2-0 på Brøndby Stadion). 

I Argentina kalder de ham El Loco. For den uindviede kan det let misforstås, for der er ikke meget overladt til tilfældighederne i Bielsas trænerpraksis. Til gengæld må filosofien bag siges at være ganske aparte – Bielsa medgiver gerne at grunden til hans fokus på et uhørt aggressivt presspil højt på modstanderens banehalvdel skal findes i hans utålmodige argentinske natur. Og om den succesfulde træner har han sagt at han ikke skal vurderes på sine resultater, person eller taktik, men snarere på helheden og dybden i hans projekt – og evnen til at videreudvikle det henover karrieren.

Det lyder jo ganske filosofisk, hvad det givetvis også er, men i materialiseringen af fodboldfilosofien ligger et enormt statistisk og analytisk arbejde kombineret med en fysisk opbygning af spillerne, der tilsyneladende henter ekstra procenter hvor spillets mest opdaterede fysiske trænere ikke kan finde mere at komme efter. Resultatet er klassisk hollandsk totalfodbold tilsat en række af spillets bedste, nye elementer fra de efterfølgende 40 år – alle spillere skal kunne og turde angribe, men i tilgift skal de også kunne presse og stresse modstanderholdet højt på egen banehalvdel.

Guardiola fremviser stolt sin udgave af en biografi om Bielsa Foto:CC

I offensiven – både med og uden bold
Når dette pres lykkes giver det præcis samme fordel som den norske landstræner Egil Drillo deducerede sig frem til i 90’erne, nemlig muligheden for en hurtig omstilling og få berøringer før målchancen opstår. Men hvor Drillos norske landsholdstropper opsøgte denne mulighed, når de selv havde bolden (ved bevidstløst at sende høje bolde op til en høj angriber) – så vælger Bielsa den sværeste model – nemlig at tage bolden fra modstanderen endnu inden de har fået muligheden for at bygget angreb op.  

Se blot de første 2-3 minutter af klippet herunder. Det er Spanien – verdens bedste – som Bielsas Chile her stresser overalt på banen. Læg især mærke til løbearbejdet, som fortsatte kampen igennem. Og forestil dig evt hvor hårdt Drillos tunge forsvarslinje var blevet straffet af et sådant presspil.

http://www.youtube.com/watch?v=eTKiMGYN9eQ&feature=related

Helbanepres har i mange år været at regne som det rene fodboldselvmord – stort set alle defensive tendenser i moderne fodbold har de seneste 30-40 år indbefattet et stigende fokus på at forkorte afstand mellem holdets kæder. Og for ikke at blive sårbare overfor afleveringer i rummet bag de kompakte kæder, har det også betydet, at det defensive udgangspunkt på banen er rykket tættere på eget mål. Bielsa løser denne udfordring ganske spektakulært. Primært står han fadder til princippet om at man blot behøver at have én spiller i overtal i egen forsvarskæde. I europæisk fodbold er det ensbetydende med, at man blot behøver to spillere i bageste kæde til modstanderens enlige angriber. De to backs på holdet skubbes i stedet længere frem og øger trykket mod modstanderens midtbane, såfremt bolden skulle komme så vidt.

Selve denne situation på midten af banen har Bielsa en række komplicerede principper for, som der vist ikke helt er nogen der endnu har gennemskuet. Det mest præcise undertegnede kan sige om dem er, at de ofte befinder sig i gråzonen mellem klassisk mandsopdækning og så det moderne zoneforsvar – og at det må kræve ekstremt specialiseret træning og meget klare principper at føre ud i livet.

Det er disse principper som får Pep Guardiola til at udråbe Bielsa til den bedste træner i verden – og når man ser FC Barcelona spille, er det også tydeligt, at Guardiola har introduceret mange af dem i Barças koncept.

Det var Bielsas presspils-principper, som sendte selveste Manchester United på glat is i sidste måned. De store midterforsvarere så sløve ud og fik ikke pladsen til at spille deres præcise 30-40 meters-afleveringer op i fødderne på holdets boldsikre midtbanespillere og dygtige wings. Og når det endelig lykkedes, så blev rummene for Uniteds kreative spillere lukket ned med en nerve og aggressivitet, som vi normalt kun ser i engelsk fodbold.

Engelsk fodbold under pres
Her stikker vi lige af fra den gode historie om Athletic Bilbao og drager en parallel til engelsk fodbolds store comeback i de europæiske klubturneringer. Det blev netop indvarslet af Manchester United i slutningen af 90’erne efter en næsten 20 år lang periode, hvor engelske hold havde fået ørerne i den kontinentale maskine – straffet for et alt for forudsigeligt fysisk angrebsspil med lange bolde og kombineret med et naivt presspil efter at boldene var blevet mistet. Dette presspil besad præcis samme nerve, som vi nu ser hold som Athletic finde frem. Det foregik også stort set over hele banen, som vi ser det med Athletic. Men der var stort set ingen organisation – ingen definerede løbemønstre, ingen plan at falde tilbage på i den enkelte situation og intet endemål for hvor modstanderen ultimativt skulle spille bolden hen – hvor man allerhelst ville erobre den.  

Manchester United mere end reddede engelsk fodbolds ære – og man gjorde det ved at bevare noget af nerven og intensiteten. Men ligesom de europæiske hold kondenserede man energien på egen halvdel, når modstanderen havde bolden. Og når man erobrede den var spillet overbevisende kontinentalt med et farvel til de lange bolde, boldfast possessionspil langs jorden og verdensklassewings til at gøre forskellen for holdets skarpe angribere. Man gjorde ganske enkelt den internationale stil endnu mere komplet.

Men stilen ser ud til at nærme sig sidste salgsdato – den skal videreudvikles. Det så man på Old Trafford, men man så det også, da Napoli bragte Chelsea i alvorlige problemer, da Sporting Lissabon ordnede Manchester City i Europa League og da Milan ekspederede Arsenal ud af Champions League. Den kontinentale stil har videreudviklet sig og fællesnævneren er, at den engelske model bryder sammen i selve sin kerne, når hurtige, lette spillere med intelligent offensivt presspil formår at erobre bolden på holdenes allerhelligste steder – midt på egen banehalvdel. Det ødelægger ikke blot rytmen – det betyder også store offensive muligheder for de modige hold, som tør bryde traditionen.

Intet kan retfærdiggøre en spiller, der ikke løber

Totalfodbold version 2.0
De bedste Premier League-hold har de sidste 10 år også været i overtal her i de tidlige forårsmåneder, hvor de europæiske turneringer går ind til semifinaler og finaler. Men i år er der kun ét engelsk hold tilbage og igen synes der ikke at være et bedre sted at kigge mod end Bilbao og Bielsa, hvis man søger årsagen.  

I Bilbaos offensiv er løb uden bold det helt afgørende kodeord. Det gælder selvfølgelig i de mange omstillingssituationer som presspillet skaber, men allermest interessant er det at se, hvad de mange meter fører med sig i det opbyggende spil.

»Intet kan retfærdiggøre en spiller, der ikke løber« har Bielsa udtalt og i samme åndedrag pointeret, at det ikke er alle spillere »der kan skabe. Men alle spillere kan løbe«. Bielsas kvaliteter – foruden at han bringer sine spillere i fantastisk fysisk form – må i denne kontekst forstås som at han er i stand til at udstikke principper for løbebanerne, som gør selv de ikke-skabende spillere til skarpe offensive våben. Og så er det vigtigt at forstå, at for Bielsa er en skabende spiller ikke blot én, der kan holde på bolden i en telefonboks, men snarere en med et Laudrupsk blik for spillet.

Ham her, højrebacken Iraola, er for eksempel ikke en af Bielsas ”skabere”, men hans allerede berømte Golazo that never was fra returkampen mod Man U illustrerer flere ting ved Bielsas offensive spil.

Man lægger primært mærke til de tre fodsålsfinter i træk. Men mere interessant er det, at Iraola kommer løbende i anden angrebsbølge direkte fra en position helt centralt banen. At se en højre back på afveje i en sådan grad, er en endnu større sjældenhed end de efterfølgende blændende træk og illustrerer den del af Bielsas taktiske setup, som i mindst grad er blevet luret endnu. Nemlig hans evne til at designe spilsystemer, som er skabt primært for, at spillerne efterfølgende kan bryde ud af dem, når timingen er den rette.

Bielsa arbejder her i endnu en gråzone mellem det disciplinerede og den rene ”indianerfodbold”. Det er samme tankegang som hos FC Barcelona, men (måske) fordi kvaliteten af holdets driblere og skabende kræfter ikke helt står mål med catalanernes, så spiller Bielsa på et betydeligt bredere register. Hele tiden fokuseres der på, at en spiller identificerer situationen, der får ham til at afvige fra systemet – og herfra byder alle ind med en særlig gejst og intensitet, som ikke måler sig med Barças elegance, men som er mere opløftende at se på i flere andre henseender. Fordi fantasi, fysik og passion investeres lige kompromisløst i hver situation – ofte med den uforudsigelige udvikling som slutprodukt.

Derfor er det også svært at pege på et ”typisk” Bilbao-angreb, for det veksler mellem alle spillets facetter – pasningsspil, driblinger, overlap og bandespil – selv en høj bold i ny og næ til holdets store profil Llorente, der tårner sig op som holdets centrale angriber. Det er dette kaos som Bielsa er mesteren i at give sine hold overblik over. Et hold som spiller to forskellige formationer alt efter om man er i forsvar eller angreb, hvor mand-til-mand opdækning pludselig kan forekomme på dele af banen, hvor højre back pludselig er central midtbanespiller, ja, hvor hovedparten af forsvarsspillerne er omskolede midtbanespillere, som bedre løser de mange offensive opgaver.

Selv for en træner som Alex Ferguson, der har set lidt af hvert, var det en for stor nød at knække. Det virkede ganske enkelt ikke som om hans hold nogensinde forstod, hvad det var de stod over for. Helt så godt ser det ikke altid ud i den spanske liga, hvor Bilbao i højere grad bliver ”regnet ud”, og hvor mange af de mindre gode hold er mere trænede i at håndtere et hårdt og højt presspil fra kampene mod topholdene i La Primera. Men også her skal det blive spændende at se hvor langt Bielsa kan føre sit hold – han er trods alt blot i gang med sin første sæson med holdet.

Følg selv Bielsa og Bilbao på deres videre færd udi positiv regional branding – der er med garanti underholdning i vente, når Bilbao tørner ud i de to semifinaleopgør mod Sporting Lissabon (19. og 26. april) – endnu vildere bliver det 25. maj mod FC Barcelona i Copa Del Rey-finalen i Madrid.