Print artikel

Eremitten på fodboldbanen

Vladimir Nabokov med handskerne på
Kommentar
08.06.12
Målmanden. I morgen skal Danmark i ilden mod Holland ved EM 2012. Fokus er rettet mod Stephan Andersen, ham med handskerne.

Da landstræner Morten Olsen i sidste uge sendte den mangeårige førstemålmand Thomas Sørensen helt ud af landsholdstruppen, skyldtes det officielt keeperens rygskade, der opstod i testkampen mod Brasilien. Men bag beslutningen lå også en mistillid til målmandens evner.

Landstræneren sagde efter kampen, at Thomas Sørensen havde droppet ved brassernes første mål (men det kan nu diskuteres), og allerede da opstod massiv tvivl i pressen om, hvem der egentlig skulle være Danmarks førstemålmand. Hjemsendelsen fra truppen med skaden som begrundelse, kunne altså være den værdige og anstændige vej gennem degraderingen.

Thomas Sørensen selv havde pli, professionalisme og loyalitet nok til at nøjes med at udtale, at han var sindssyg skuffet. Man fornemmede dog tydeligt, at han ikke var enig med træneren, og at han selv mente at der var gode chancer for at blive skadesfri inden slutrunden.

Von hörensagen i fodboldkredse lader dog vide, at landstræneren hellere ville have Sørensen helt ud af truppen, end ud på bænken. Det var trods alt holdets anfører, han så satte af. Og en detroniseret magthaver fra det absolut øverste hierarki i truppen, kan kun være en mental dødvægt for fællesskabet - og næppe en god træningsmakker for den nye førstekeeper. At fyre Sørensen var med andre ord er tung ledelsesbeslutning, som Morten Olsen har truffet alene efter samråd med sit trænerteam, ikke mindst målmandscoachen Lars Høgh.

Jørgen Leth har sagt, at man ikke kan skjule sig på et bjerg. Alle cykelryttere skal over, der er ingen genveje. For fodboldspillere er det ikke helt det samme. Man kan gemme sig på en fodboldbane, man kan levere en kujonindsats. Blot ikke hvis man er målmand. Målmandens fejl er de mest synlige i det smukke spil, fordi målmandens fejl ofte har konsekvenser. Markspillernes fejl er nemmere at kompensere for. En markspiller med en off day kan skiftes ud. En målmand må blive mellem stængerne og ruge over sine egne fadæser.

Ifølge landsholdets målmandstræner Lars Høgh dyrker målmanden en individuel sportsgren, der er integreret i en holdsport. De andre målmænd i truppen er hans konkurrenter, og den eneste egentlige kollega han har, er målmanden på modstanderens hold. Målmanden er eremitten i fællesskabet, se bare hvordan hans tøj er anderledes end de ti andres, se bare hvordan spillets tabu, hænderne, er hans primære værktøj, se bare hvordan hans revir er grafisk tegnet op på banen.

Adskillige intellektuelle har gennem årene beskæftiget sig med målmanden, fascineret af hans ensomhed, tiltrukket af hans individualitet. Jean-Paul Sartre har udarbejdet en hel filosofisk analyse af målmanden som én der gør mere, end der kræves af hver enkelt på et normalt organisationsniveau. Vladimir Nabokov har skrevet at målmanden kun kappes med matadorer og mesterflyvere om at være genstand for folkets betagende forgudelse, og Salman Rushdie mener, at målmanden distancerer sig fra de andre spillere, fordi der ikke findes noget mellemste register for ham, enten er han helt eller klovn.

Den norske forfatter Jan Kjærstad var selv målmand som ung, og i romanen Kongen af Europa lader han sin hovedperson Alf være dygtig til alt, f.eks. filosofi, musik - og fodbold. Han er en frygtløs målmand, der fanger selv de mest umulige bolde, og hans hemmelighed er simpel. Alf ser alle bolde som ansigter på faldne mennesker, som han er nødt til at redde. Ved konfirmationsforberedelserne opdager han, at Kains spørgsmål til Gud - Am I my brothers keeper? - giver særlig mening for en fodboldmålmand. I fodboldens grundterminologi er en målmand jo ikke en goalman, men en goalkeeper, altså en vogter. »Er jeg min broders vogter?« tænker Alf, og han beslutter sig til at redde andet end bolde fremover. Da præsten på selve konfirmationsdagen nægter at konfirmere en pige, der møder op i kirken med bræk på kjolen efter at hun om natten er blevet drukket fuld og forført af to drenge, tager Alf affære. Ved alteret stopper han præstens hånd, som var det en bold, og hvisler til ham, at han vil træde ud i midtergangen og sige til meningheden, at præsten har afvist og fordømt et fortvivlet menneske, der søgte hjælp i kirken, hvis ikke præsten med det samme kalder pigen ind til konfirmationen.

Stephan Andersen tænker garanteret ikke over målmanden som filosofisk symbol når han i morgen aften går på banen til Danmarks første kamp i puljen mod storfavoritterne fra Holland. Heller ikke Manchester United-reserven Anders Lindegaard på bænken tænker på litteratur. Han tænker kun på, at han vil være kalif i stedet for kaliffen. Lærlingen venter kun på at afløse mesteren, og selv andenreserven, Kasper Schmeichel, lurer konstant på svaghedstegn hos førstemålmanden - som hyæner der overvågner en gnu.

Thomas Sørensen arvede sin plads på holdet fra legenden Peter Schmeichel (hvis søn altså nu er reserve) i 1999 og har siden tjent landsholdet vel i 12 år, fire slutrunder og 100 landskampe.  Sentimentalitet er dog det sidste, der er plads til i professionel fodbold, og tiden er inde til et tronskifte, selvom den detroniserede jo stadig kan kæmpe for at vinde pladsen tilbage.

Udadtil skulle fyringen af Thomas Sørensen ligne en gensidig gentleman-aftale mellem chefen og hans anfører, men der var tale om en ensidig fyring. I fodboldens virksomhedskultur ved medarbejderne udmærket, at fyringer er uvarslede og ubegrundede, og den afsatte anfører bærer også sin skæbne med værdighed. På Twitter fortalte han sine fans, at han nu ville tage til Florida med familien og følge landsholdet på afstand. Og da den nye 1'er spillede en velskabt kamp mod Australien i den sidste test for slutrunden, twittede Sørensen på sit andet modersmål: »Great to see Stephan Andersen in good form. No surprise there and we are in good hands

Intet har Danmark mere brug for i morgen aften mod de sejrrige, flittigt scorende verdensstjerner fra Holland, end netop det: at være i gode hænder. Stephan Andersen véd det bedre end nogen. Han ved også, at han ikke kan skjule sig, at hvert valg risikerer at koste, og at andres undladelsessynder ude på banen i sidste ende kan blive opfattet som hans fejl. Som den italienske veteranmålmand Gianluigi Buffon (der her op til EM er ved at blive hvirvlet ind i den store matchfixing-skandale i Italien) engang har sagt: »Målmandens job handler om fejlretning«, om at korrigere, når holdkammeraterne ikke løser deres opgave ordentligt som målets fremskudte forsvarsværn. Det er et job, der kræver nerver af iskoldt stål.

Hatten af for ham, der tager handsken op. Vogteren, der skal redde bolden. Som om det var den, der var i fare.