Print artikel

Ikke blot for synets skyld

Mesteren Hugo Sanchez i færd med at udføre en chilena for Real Madrid
Den korrekte tekniske udførsel af det smukke spark
Analyse
01.10.12
I fodboldens aristokrati af mere eksklusive detaljer, ligger saksesparket i toppen af hierarkiet. Vi tager en tur bag om det akrobatiske spark.

2011/12 var forfærdelig for Manchester United. En hel sæson tabt på gulvet – til tre forskellige opkomlinge med hver deres opskrift på at dukke Uniteds spilkoncept. FC Basel i Champions League, Athletic Bilbao i Europa League og værst af alt, de nyrige lyseblå fra Maine Road i Premier League.

For denne signatur ser det svært ud, når man vurderer chancen for at United kommer tilbage på toppen med det samme. Men det kunne have været meget værre. Manden det hele står og falder med er nemlig Wayne Rooney – og ham har Alex Ferguson papir på nogle år endnu.

Rooney leverede årets lyspunkt for Manchester United-fans – ét der vil stå i hukommelsen meget længere end dette års svigtende resultater – for hans saksesparksmål i FA Cup-kampen mod netop Manchester City blev mere end sæsonens højdepunkt. Det blev kåret til det bedste mål i Premier Leagues 20-årige historie.

Rooney var faktisk nået for langt ind i feltet, City-kaptajn Kompany havde situationen under kontrol – placeret få centimeter fra ham og i korrekt position mellem angriberen og målet. Indlægget fra Nani havde masser af kvalitet i form af både udadskru, fart og en dykkende flugt – men fra sin position foran boldens bane ville Rooney aldrig kunne få tilstrækkelig kraft i et hovedstød mod mål.

Beslutningen om et saksespark gjorde derimod indlægget perfekt og efter at have bragt sig i vandret balance ved et kip med venstrebenet, kunne Rooney højt svævende fokusere på at sætte kraft i bolden, vel vidende at ramte han den godt, så ville indlæggets skru dirigere bolden det eneste sted hen som keeper Joe Hart ikke var i stand til at dække – dybt ind i det lange hjørne.

Episk var det. Nok til at redde den mislykkede sæson for mange United-fans. Og det satte de – hvad angår smukke saksespark – uforvænte engelske journalister, bloggere og kommentatorer på den anden ende med at finde lige så gode eller bedre saksesparksmål i fodboldhistorien. Begge dele findes.

Kært barn har mange navne
Saksesparkets aner er stadig til heftig diskussion her mere end 100 år efter de første rapporter om den mytiske detalje. Flere store stjerner i efterkrigstiden – herunder Pele og Maradona – er blevet krediteret som opfindere, men vi skal helt tilbage omkring år 1900 for at finde de tidligste beretninger. De stammer fra Sydamerika, hvor fodbold-aficionados er anderledes forvænt med smukke saksesparksmål – og hvor emnet derfor er højpotent. Sydamerikanske fodboldhistorikere og kendere af spillet diskuterer til stadighed, hvor på kontinentet detaljen blev opfundet.

Uenigheden går på om spillet blev opfundet af lokale afro-sydamerikanere fra den peruvianske havneby Callao, der spillede mod engelske sømænd (som har den primære ære for at fodbold i dag spilles på alle kontinenter) – eller om et par store chilenske fodboldikoner 10-20 år inde i århundredet skal krediteres for opfindelsen. Af samme grund kaldes sparket i Sydamerika for enten ”Chalaca” (som noget eller nogen fra Callao betegnes) eller ”Chilena”. Hvilket af udtrykkene, der burde være gældende, får jævnligt præsidenterne for fodboldforbundene i de to lande ud i hidsige diskussioner.

Mere klart står det, at detaljen rejste til Europa på nogle af de turneer, som sydamerikanske hold gjorde uden for sæsonen, hvor spillerne foruden store oplevelser fik brød på bordet med venskabskampe mod europæiske hold. Her blev den kopieret – også som en måde at bugsere bolden væk fra egen zone, når man havde ryggen til spilretningen. Men det var de sjældne saksesparksscoringer, der løftede detaljen til mytiske højder.

I den europæiske fodboldmentalitet så man dog en tendens til at nedvurdere saksesparket som ”spil for galleriet”. Detaljen var ikke effektiv nok og bedre løsninger var lette at pege på i de fleste situationer. Der manglede ofte en generel forståelse for sparkets tekniske udførelse og ikke mindst, hvornår det var en opportun mulighed. Denne forståelse lærte sydamerikanerne sig på et langt tidligere tidspunkt. Mens den europæiske arbejderklassekultur generelt ikke opildnede til detaljen op igennem det 20. århundrede, så trivedes den gennem perioden med sydamerikanernes større fokus på æstetik og finesse, som så småt har indtaget også vores del af fodboldverden.

Den korrekte tekniske udførsel af det smukke spark

 

Ikke blot for synets skyld

For der er situationer i fodboldkampe hvor saksesparket er det eneste saliggørende. Det er sjældent, men Rooney-eksemplet viser det med al tydelighed. Og det kræver, at man mestrer den komplicerede detalje.

Saksebevægelsen er ikke blot flot at se på. Den er selve forudsætningen. Det indledende ”kip” skaber på én gang højde i springet, balance i kroppen og forspænding til det modsatte ben, som bringes i position til at afslutte. Resultatet bliver, at man med hovedet nedad kan træffe bolden med et vristspark og dermed afslutte hårdt og direkte frem for blødt i en bue, som er resultatet, hvis benet ikke når op i den lodrette afslutningsposition.

Den danske term ”saksespark” er desværre ikke videre præcis. Englænderne har tilsvarende begrebet ”bicycle kick” – men til forskel fra os danskere, så opererer de mere retvisende også med varianten ”overhead bicycle kick”. Det er sidstnævnte vi normalt forstår ved et saksespark – altså at sakse-manøvren med benene foregår over hovedet og med ryggen vendt mod målet.

Hermed afskærer vi os fra en anden variant af sparket, som foregår med siden til. Den er værd at tage med – og den bedste måde at gøre det på, er at vise mesteren over dem alle i den disciplin. Se her mexicanske Manuel Negrete på hjemmebane ved VM i 1986 med 100.000 glade mexicanere som vidner på Estadio Azteca.

Også Negrete bruger det løftede ”støtteben” til at skabe højde, forspænding og balance, så der kan afsluttes hårdt fra en position højt i luften.

Men ”overhead”-versionen er sværere at mestre og belønningen for det er, som i Rooneys tilfælde, at man får muligheden for at afslutte i feltet selv når forsvareren er korrekt placeret mellem angriber og mål.

Følgende nogle af de flotteste saksesparksmål i nyere (YouTube-)tid.
Sibusiso Zumas afgørende scoring i Superligafinalen mod Brøndby i 2001 vakte genlyd i store dele af Europa for den atletiske udførelse.

Endnu mere ros fik Fiorentinas Mauro Bressan for denne kanonkugle i en Champions League-kamp mod FC Barcelona.

Kongen er fra Mexico
Men kongerne af disciplinen er dem, der formår at time deres saksespark, så de kan afslutte direkte på indlæg og ikke kun på bolde, der hopper lodret op for derefter at dale ned, mens men har ryggen mod mål. Her skilles fårene fra bukkene i toppen af det internationale saksesparkshierarki og i det følgende er Rooney i overordentlig fint selskab med tre af detaljens fornemste eksponenter.

Marco Van Basten er ikke til at komme udenom som en af de teknisk mest perfekte angribere nogensinde. Også saksesparket mestrede han og det blev til flere flotte scoringer i karrieren. Flest scorede han i AC Milan-trøjen, men saksesparksmålet, der givet var med til at skaffe transferen til Rossoneri kort tid efter blev scoret for Ajax og er et af de smukkeste verden har set:

Ronaldinho kunne også saksesparke direkte på tværpasninger og gør det blandt andet her. Stilen er mindre majestætisk. Han er knapt så teknisk skolet, og der er ikke to af hans saksesparksafslutninger der ligner hinanden – men hvad angår det akrobatiske, kan kun de færreste være med. Det her var i øvrigt Ronaldinhos sidste mål i Barça-trøjen – et genialt farvel til en spiller, som Lionel Messi desværre fik FC Barcelonas fans til at glemme alt for hurtigt.

Men saksesparkskongen over dem alle hedder Hugo Sanchez. Mexicaneren med Julio Iglesias-looket hærgede den spanske Primera i 80erne med et fantastisk hovedspil og et gyldent venstreben, der scorede uhørt mange saksesparksmål. ”Hugol” forenede det akrobatiske og det tekniske som ingen anden, når han afsluttede med ryggen mod mål i to meters højde. Man kan med rette begræde den fesne signaturfejring med kraftspringet og de to arme i vejret, men vi må bøje os i støvet for dette kongemål, som stadig ikke er overgået: