Print artikel

Kærlighed mellem mænd

Steven Gerrard, hele byens Captain Fantastic omgivet af bl.a Suarez og Agger
Anfører Gerrard krammer manager Brendan Rogers efter sidste uges sejr over West Ham
Essay
12.04.14
At rejse til fodbold på Liverpool FC's Anfield Road er langt fra bare en fodboldkamp. Hele byen vibrerer, mange års lokalhistorie er indlejret i klubbens ånd. En energi der koncentreres i hver eneste boldberøring. Det er svært at føle ejerskab som outsider, men når man er på pilgrimsrejse med sin lillebror, er der tilsvarende mange års personlig historie, der bliver nærværende.

Spillerne går af banen og der er ikke mange minutter til at kampen fløjtes i gang. Jeg havde egentligt glemt det, men Liverpool-supporternes nok mest berømte ritual sætter i gang. En let lille klaverrundgang spilles over Anfields højtalere og så kommer dét, fodboldens væsen sunget af 45.000. Jeg får en fremmeds hånd på min skulder. Stadion-vugger i ømhed og jeg tager Oliver ind til mig. Han har en tåre i øjenkrogen. Der sker noget i ham, som jeg ikke er en del af. Det er smukt. Oli har haft trøjer, sengetøj, plakater og meget mere med Liverpool siden han var dreng. Han har båret Liverpool med sig alle de steder, hvor han har hørt til: hans barndomsværelse, det nye værelse i Odense, da vores forældre flyttede, hans kammer på efterskolen og senere på mit værelse, da jeg flyttede hjemmefra. Fodbold handler om at høre til. Jeg synger med på You'll never walk alone, så godt jeg kan.

På vej mod Liverpool med Oliver. Gate F4 ligger som den yderste gren i Kastrup Lufthavn. Fire gates samles her og jeg mærker på serviceniveuet og omgivelserne, at det er en billig billet. Tjek ind på hotellet er klokken 20:30 lokal tid. Vi får svært ved at nå det, det går op for mig i køen. Vi snakker om det og Oli leder efter en løsning i rummet, pupillerne standser ved mine; hans storebrors øjne. Jeg smiler til ham, hører mig selv sige »vi finder ud af det,« men vi har ingen aftaler og intet er tydeligt, ikke som da vi var børn: jeg tog opvasken efter maden, han gik tur med hunden. Vi er vokset op til at blive så ens. De samme små ulogiske handlinger, den samme angst ved manglende planlægning. Vi er begge velfærdslemminger og følger efter de andre mænd med fodboldtrøjer gennem paskontrollen. Skammen er med os i håndbagagen.

Vi skal se fodbold i England for første gang. Hans hold mod mit. Liverpool mod Arsenal på Anfield. Historien er tyk og vi er for danske til at forstå det, vokset op med lokale helte i OB: Lars Høgh, Per Pedersen, Andrew Tembo (min favorit), Hemmingsen-brødrene, Steffen Højer og Thomas Helveg, den hjemvendte søn. Historien i klubben er svær at få øje på nu. De gamle lokal-derbys mod de store Odenseanske klubber B1909 og B1913 er afløst af en påtaget medierivalisering om stribede trøjer mod Esbjerg FB. Man har også forsøgt sig med Kim Larsen, men tiden, hvor folk stimlede sammen på gaderne inden kampstart mellem murermestervillaerne, er forbi. Kampene betød noget dengang. De handlede om at høre til.

Vi sidder i flyet. Oliver er bange for at flyve og vi bestiller øl til nerverne. Jeg skjuler min egen frygt og forsøger at være storebror. Der er turbolens ved indflyvningen til Manchester og jeg dunker Oliver i ryggen, »kan du holde til det?«

Inden vi tjekker ind på hotellet, Saltbridge Guesthouse, køber vi øl og sportsaviser på tanken overfor. Oli ringede og fik koden til døren i Manchester. Jeg burde have vist at jeg kunne passe på ham. Midweek Sport, bladet som jeg købte, er fyldt med patter og kontaktannoncer. Vi joker om det og åbner to øl på værelse 10. Jeg bliver sur på Midweek Sport, ville hellere have læst om kampen. Vi ser Master and Commander på en fjortentommer. Russel Crowe spiller violin, så følsom er stærke mænd altså blevet.

Det regner. Det kan ses mellem persiennerne, der skjuler vores værelse fra gaden af. Værelset er hotellets billigste og udsigten er forbundet med prisen. Vi tager bussen mod centrum. Leder efter en converter til Olivers iPhone, starter i Humac, men finder en billigere løsning hos en isenkræmmer. Betonen og industrien ligger tungt over havnebyen. Vi ser det fra Beacon Tower og kigger efter Anfield og Goodison Park, ser de to stadions rage op nordøst for havnen.

På vej mod Museum of Liverpool. En mand i jakkesæt spiller klarinet foran kirken, et strejf af Paris i den kolde vind fra nordatlanten. Vi ser kun fodboldudstillingen, ikke The Beatles udstillingen. Der vises en kortfilm om rivaliseringen mellem Everton og Liverpool. Oliver græder da filmen kommer til den del af historien, hvor Everton-supporterne viser respekt over for ofrene ved Hillsborough; en katastrofe i engelsk fodboldhistorie, hvor 96 Liverpool-supportere mistede livet, da de blev mast under fødderne af deres egne inden FA-cup semifinalen mod Nottingham Forest. Everton-supporternes tilkendegivelse er en smuk historie midt i det grusomme. I England er en rivalisering dybfølt og blodrød. Jeg ugler hans hår. En barnlig måde at røre hinanden på.

Matchday. Oli er i bad og jeg drikker Nescafé i underbukser. Vi har planlagt turen ud til Anfield i forvejen. Busruterne og hvorfra vi skal skifte.

På vej ud i bussen overhører vi samtaler, alle om fodbold, men de røde farver er endnu ikke synlige. Det regner og spillertrøjerne er gemt under jakkerne. »Skrtel is a fucking monster,« »We will win today, I tell you,« »That Suarez-guy's gonna kill the German.« Det er stadigt uvirkeligt og jeg føler mig mere turist end nogensinde før. Det vibrerende i byen er ikke mit.

Bussen drejer ind mod industrikvarteret, et stort vejskilt i vejkanten fortæller, at det er ”Football City”. Folk er fattigere her. Vi står af på Anfield Road og husene er identiske. Stadionet ses så pludseligt. Arbejdernes katedral. The Kop, som er de mest trofaste Liverpool-tilhængeres tribune, ligger ud mod vejen. Vi køber et halstørklæde af en gadesælger med kampdatoen og de to klubbers logoer, en værdig souvenir. Vi stiller os foran indgangen til stadionområdet og tager billeder sammen med nogle andre kinesere. Vi har købt turistbilletter. Det er næsten umuligt at få pladser på The Kop, for at stå dér skal man have sæsonkort. Retten til at købe sæsonkort går i arv i familier, men det er ikke umuligt selvom man er dansk, min søster og jeg kunne bare ikke finde ud af hvordan, da vi købte billetterne på vegne af hele familien til Oliver i studentergave.

Anfører Gerrard krammer manager Brendan Rogers efter sidste uges sejr over West Ham

 

Turistbilletterne inkluderer entré til klubbens museum og en tre-retters menu i The Boot-Room. Vi skal føle os eksklusive, men her er næsten 300 mennesker. Stedet er for fint til vores opvækst og vi famler os forpjusket frem. Bestiller øl, Tuborg, og er utålmodige, »here you go love,« tjenerens toneleje er rundt og kærligt. Vi drikker første omgang hurtigt og bestiller næste, da maden bliver placeret foran os. Vi sidder sammen med fire nordmænd ved bordet; to ældre herre med deres sønner. Den gråhårede af dem spørger om jeg skriver »dagbok« og peger med øjnene på den sorte læderkvadrat ved min hånd. Jeg siger ja. Mere kontant og fjendsk end tiltænkt. Vi taler ikke med dem, kun med hinanden, ønsker alligevel en god kamp. Vi betaler for drikkelsen hos tjeneren, der ligner Shakira, hun kan ikke få dankortsterminalen til at virke og bliver helt forfjamsket. Jeg bliver underligt tilfreds.

Foran vores indgang til stadion, i den modsatte side af The Kop, står de lokale Liverpool-tilhængere i store grupper med fadøl. Vi stiller os i kø til indgangen; et lille hul i væggen. Flere med større maver har problemer med at komme ind og må presse sig selv, regnjakken og fedtet gennem væggen.

Vi følger stisystemt inde i tribunen, går af smalle cementgange, forbi indmurede boder og kommer op til afsnit L2. Nede i cementgangene kunne man høre en summen; The Kop, Anfields stemme. The Kop, med de tusinder af røde trøjer og flag, læner sig ind over banen og er et brøl fra et arbejderkvarter i England: LEVER'PUL, LEVERPUL! LEVER'PUL, LEVERPUL! Jeg genkender stemmen fra mine computerhøjtaler. På Anfield er stemmen en kraft i mit bryst.

Under opvarmningen griner vi lidt af Bendtner og kigger misundelige efter Daniel Aggers utvetydige ejerskab, af det græs han træder på. Han er en kæmpe og tatoveringerne gør ham dét mere voldsom at se på. Jeg husker da han spillede i Brøndby. Han var spinkel og havde bumser overalt, men vildskaben gemte sig under det drengede. Kick-off nærmer sig.

Stadion er elektrisk og dét er den strøm Liverpool spiller på, den energi der koncentreres i hver boldberøring fra ”The Reds”. Kampen fløjtes i gang og Liverpool er støj, der vælter ind over Arsenal. Utæmmet vildskab personificeret i Luis Suarez. Man kan se det på Arsenal-spillerne allerede inden første mål, de vil blive slagtet, de er ikke tilstede og vil ikke få en fod til jorden i denne kamp. Liverpool er for vanvittigt et sted for dem. Efter syv minutter står det 2-0 til Liverpool og kampen er færdig for mig. Jeg kunne slå ihjel, men vælger at se kampen som et studie i angrebsspil. Det er svært, at være så ligeglad, ikke at kunne juble, da Mikel Arteta reducerer til 5-1 på straffespark. Liverpool vandt. Steven Gerrard, Liverpools spillende legende, udtalte efter kampen til engelsk TV, at kampen var på top-tre over hans personlige kampe for Liverpool. Oliver er lykkelig og overskygger alt.

Vi tager linje 26 mod Circut-Street og centrum. Vi finder et sted der hedder The Slaughterhouse, som viser rugby og glemmer hvad penge er. Vi drikker tungt i timer og prøver alle øl, bliver fulde som mænd nu kan. Oliver snakker ikke om andet end kampen og efter den ottende øl krammer vi og fortæller hinanden ting, vi ellers ikke ville have sagt.

Jeg kigger på Oliver og ser hvordan vi trækker vejret gennem det samme, en opvækst der ræsonnerer i hinanden, som da han sov på mit værelse, da han var 3. Jeg smiler til ham, siger tak for turen. Jeg havde egentlig lyst til at sige til ham, at jeg elsker ham.