Print artikel

Jagten på detaljen

Jan Mølby var i 80erne eksponent for en sublim version af den tids midtbanespiller med appel til arbejderkulturen. Foto: BBC
Ronaldinho spiller både effektivt og smuk. Her fra hans tid i FC Barcelona
Hel verdens nuttede yndlings-Messi i Nikes Joga Bonito kampagne
Analyse
05.01.12
Moderne fodbold er spektakulært. Både på og uden for banen dyrker man nu mere og mere det sublime. Tendensen er både god for publikum og for de firmaer, der har været dygtige til at kommercialisere det smukke spil, men hvordan er det kommet så vidt? Man skal i hvert fald til Brasilien og tilbage igen.

Når man trækker de større linjer op i moderne europæisk fodbold, så er det stort set altid med et fokus på den taktiske udvikling – i de mere interessante tilfælde portrætteret som et produkt af tidens tendenser i det omgivende samfund, der præger spillestil og taktik.

Der er skrevet fodboldlekture i metermål om emnet. Men hvis vi udelader det med samfundet, kan udviklingen skitseres ultrakort:

Fra førkrigstidens WM-opstilling, til brasiliansk 4-2-4-revolution i slutningen af 50’erne, italiensk modreaktion med ”Catenaccio”-defensiv, endnu en modreaktion med hollandsk totalfodbold efterfulgt af tysk 3-5-2 med sweeper og mandsopdækning over til forskellige variationer over 4-4-2 med stringent zoneforsvar og fokus på organisationen mellem de enkelte kæder på holdet. Og så sidste nye skrig, når ultraoffensive FC Barcelona – og ved flere lejligheder vort eget danske landshold – i perioder af kampene gentænker 3-5-2-formationen, nu uden sweeper og mandsopdækning, og formår at neutralisere Real Madrid (det gælder så kun for Barça) på egen bane.

Med den taktiske udvikling på plads, kan vi undersøge hvad fodboldlekturen i mindre grad har kigget på. Nemlig den tekniske udvikling i spillet – de offensive detaljer som afgør kampene. De kan ikke meningsløst forsimples til kombinationen af tre forskellige tal, som tilsammen må give 10. Men de kan skam også bindes op på samfundsudviklingen i den vestlige verden.

Fra arbejderkultur til populærkultur
Her kan man snakke om en udvikling i to delvist overlappende spor. Det første er drevet af et støt stigende niveau indenfor fodboldens klassiske tekniske dyder i form af førsteberøringer, hovedstød og forskellige typer spark og afleveringer. Og et antal kropsfinter, som ikke steg nævneværdigt i antal, men til gengæld havde masser af dygtige eksponenter overalt i europæisk fodbold. Kodeordet for spor 1 er systematisk finpudsning af eksisterende elementer i spillet. 

Gode eksponenter for det sublime niveau findes i overflod i 60’ernes, 70’ernes og 80’ernes europæiske fodbold. For sjovs skyld bruger vi alligevel to danske eksempler, som dækker banen fint af.

Se bare Jesper Olsen her neden for. Og bemærk i øvrigt, at der findes hollændere, som ved Youtubes fremkomst stadig fandt trang til at hylde den lille dansker, hvor vi herhjemme desværre kun husker en vis tilbagelægning til Butragueño i 86. Men der er grund til hyldest, for Jesper Olsen besad nogle af de mest besnærende kropsfinter i europæisk fodbold. Check især hans træk efter 48 sekunder ud, og tænk på George Best, Frank Arnesen eller en af kontinentets mange andre fantastiske driblere i perioden. Det er ikke fordi trækket ikke er set en million gange før – men sjældent er det leveret så stilrent og elegant

Jan Mølby besad en fysik og et spark, som de færreste af os, der jævnligt oplever ham blamere sig som Champions League-ekspert efterhånden kan forestille os. Sammen med Jesper Olsen dominerede han Ajax-midtbanen i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne – men det var i Liverpool , at det hele gik op i en højere enhed. I mine øjne skete det i denne sekvens:

Afslutningen, fysikken og Mølbys drive med bolden er uimodståeligt og på mange måder et højdepunkt for denne type fodbold, som Liverpool også som hold nåede i netop disse år. Og så viser reaktionen fra Anfields legendariske ”The Kop”-tribune med al tydelighed det spring fra arbejder- til popkultur som europæisk – og allermest engelsk fodbold har taget i de forløbne år.

Min pointe med eksemplerne Olsen og Mølby er, at hvor de repræsenterede det sublime i deres velmagtsdage, så blev magien udøvet indenfor et nogenlunde kendt arsenal af bevægelser og afleveringer. Det samme var tilfældet med Beckenbauer, Platini og alle de andre store europæiske navne. Javel, Cruyff introducerede sin egen ”vending”, husmandsfinten blev introduceret – nogle siger af danske Ulrik LeFevre – og Michael Laudrup slog farmand Finns bandespil mellem egne fødder fast som ”Laudrupfinten” – men intet af dette pegede mod det tekniske nybrud, som var i vente mod slutningen af årtusindet.

Ronaldinho spiller både effektivt og smuk. Her fra hans tid i FC Barcelona

Det gjorde i lidt højere grad de ting der foregik i Sydamerika – især i Brasilien – men for kontinentets fornemste eksponent, Diego Maradona, gjaldt også, at de tricks han viser frem her nedenfor, netop fandt sted under opvarmningen. I kampene var det langt hovedreglen at kombinationen af lavt tyngdepunkt, uhørt antrit og kropsfinter lå til grund for de kreative udfoldelser.

Jogo Bonito – fra opvarmning til kamp
Det andet spor er yngre og drevet af en udvikling de seneste 20-30 år. Et par af samme periodes bredere buzzwords kan tilskrives æren. Nemlig kommercialisering og globalisering.

Sporet er et prisme for hele historien om moderne topfodbolds fantastiske økonomiske vækst – gjort muligt af førnævnte spring fra arbejderkultur til populærkulturens eje. Kodeordet er det spektakulære, det unikke trick – dribling, skud eller aflevering – som henrykker både på stadion og derhjemme foran skærmen i ultraslow replaysekvenser og giver spillere et ”trademark” som gør lige præcis deres trøjer, kaffekrus og selvfølgelig holdets TV-rettigheder til den bedst mulige vare.

Den nye udvikling betød, at de mange tricks som Maradona henrykkede med under opvarmningen nu i højere grad blev forsøgt bragt med ind på banen. Det blev de dels fordi, at Bosman-dommen åbnede for mange flere afrikanske og sydamerikanske spillere i trupperne – og dels fordi, at pengemændene og tv-producerne bagved kunne lide det bifald som fulgte med fra tribunerne, når de små tricks lykkedes – selv når de ikke førte til hverken mål eller chancer.

Ikke mindst de afrikanske spillere satte deres præg. Især fordi de modsat sydamerikanerne kom ud af en fodboldkultur – eller måske snarere en mangel på samme – som ikke mindede om noget i international topfodbold. Et tidligt eksempel er Jay Jay Okocha, der som purung kom ind med 4-toget og satte hele Tyskland på den anden ende med disse groteske 10 sekunder i Oliver Kahns straffesparksfelt

Og en farverig fyr som Colombias målmand Rene Hiquita skrev sig ind i fodboldhistorien med et komplet meningsløst ”skorpionspark” på international topfodbolds arnested, Wembley Stadium

Men tendensens afgørende eksponent var Ronaldinho, som samlede hvad vi havde set i glimt fra toneangivende brassere som Ronaldo og Romario og introducerede helt nye elementer, hentet fra barndommens passion for futsal og strandfodbold. Ronaldinho var i et par sæsoner den ultimative tekniske pakke og står stadig som den spiller, der bedst har formået at integrere de spektakulære nye tricks, så de blev mere end underholdende fyld, men tværtimod afgjorde de store kampe. Han er stadig aktiv i Brasilien, men har du glemt ham så bliv opdateret her

 

Hel verdens nuttede yndlings-Messi i Nikes Joga Bonito kampagne

Dem der læste denne udvikling først var selvfølgelig Nike, som efter at have fejet al modstand af banen i USA i begyndelsen af 90’erne ledte efter en måde at overtage resten af verden på. Her var fodbolden det åbenlyse middel. Modsat atletik-guldskoene og de evigt succesfulde Air Jordan-modeller måtte der knopper under sålerne – men derudover var opskriften på succes den innovative nytænkning som Nike havde indført i markedsføringen. Fokus lå fra starten på et sponsorat af det brasilianske landshold, som man udviklede banebrydende TV-spots med. Spots der ikke var provokerende som de succesfulde OL-kampagner i 90’erne, men derimod fokuserede på livsglæde og fantasi ved at bringe spillerne langt væk fra banen og ind i hverdagssituationer fulde af positive vibes og bolde der på magisk vis blev jongleret ind og ud ad fx lufthavnsterminaler, sikkerhedscheck og landingsbaner.

Nogle år senere fandt Nike for alvor recepten, der kunne sammenbringe de nye tendenser i fodboldens globalisering og tekniske udvikling og koge det hele ind til et individfokus som sælger både trøjer, fodboldstøvler og TV-kontrakter.

O Jogo Bonito er portugisisk for ”det smukke spil” og refererer i sin essens til spillet – og holdet – i sin helhed. Nike ændrede det brasilianske begreb til den internationalt mundrette imperativform ”Joga Bonito” (spil smukt) – og fik med dette greb samtidig drejet fokus væk fra kollektivet og mod de individuelle særkender ved spillets største navne.

Samtidig signede man dygtigt med de unge spillere, der havde evnerne til at udleve Joga Bonito også på banen – det gjaldt Zlatan Ibrahimovic, Ronaldinho og Cristiano Ronaldo for at nævne nogle – og de blev i den grad tilskyndet til at tage deres nyopfundne versioner af ”Elastico”-finten, La Roulette, hældriblinger bag om støttebenet osv. med ind på banen.

Bevægelsen mod et individfokus i fodbold er ikke ny – allerede i 60’erne blev George Best udråbt til ”den femte Beatle” – men med ”Joga Bonito”-kampagnen slog Nike hovedet på sømmet i forhold til popkulturens evigt stigende fokus på celebrities og idoldyrkelse. Netop de høje beløb i de personlige Nike-kontrakter var med til at bringe mange spillere op på dette ”stjerneniveau”, og Nike kapitaliserede på de store udskrivninger gennem de nye muligheder i en verden bundet sammen af internettet.

Med kampagnen blev fodboldens verdensstjerner genstand for et af de tidligste succesfulde online communities – opbygget rundt om et antal virale videoer og en social medieplatform med mere end 1 millioner sign ups. Og det var vel at mærke i 2005, hvor selvfølgeligheder som YouTube og Facebook stadig var i deres vorden. Videoen hvor Ronaldinho fejrer sine nye fodboldstøvler med en solo-session på Camp Nou var den første YouTube-video nogensinde til at nå 1 million visninger.

Joga Bonito står i dag som det afgørende brud med europæisk fodbolds traditionstænkning og vægtning af det kollektive og gennemsyrer nøgleelementerne i fodboldens succeskoncepter som Champions League, de store internationale slutrunder og ikke mindst fagligheden hos de TV-producere, der mixer tv-billederne for os, der ikke fik billet til kampen.

Her blev grunden lagt til et helt nyt fokus hos de unge vesteuropæiske fodbolddrenge, som nu træner disse finter på lige fod med indersider og hovedstød. Instruktionerne finder de netop i videoer på YouTube.

Ud af den taktiske tomgang
Hvad har dette tekniske nybrud så haft af betydning for selve spillet på banen? Ikke tilnærmelsesvis lige så meget som det har betydet uden for. Det skyldes primært, at alle disse tryllekunster fortsat er decideret svære at omsætte til effektiv fodbold. Altså noget der giver mål eller i det mindste fordelagtige spilsituationer.

Det kan kun spillets allerstørste stjerner, men det nye er den enorme eksponering som de får ud af det. Og de horder af unge drenge og piger som lader sig inspirere af det, når Cristiano Ronaldo sparker sit særlige ”døde” frispark eller Ronaldinho laver elasticoen.

Vi får næppe flere mål, men noget tyder på, at der er dækket op til et stigende fokus på de underholdende spillere efter en lang periode, hvor holdtaktikken har været tæt på at dræbe det uforudsigelige i spillet. Der er simpelthen penge i at fremføre offensive spillere, der tænker ”ud af boksen” og det er heldigt nok – for vi er mange, der har frygtet for fodbolden, hvis ikke den taktiske tomgang blev brudt.

Tendensen er kommet for at blive, så lad os slutte af med seneste skud på stammen af eksponenter for det tekniske nybrud. Brasilianske Neymar, som åbenbart ikke har travlt med at komme til en af de mange bejlende europæiske topklubber.