Et ekstra lag på kampen

I hjemlandet er Victor Hugo Morales' kommentering af Maradonas mål næsten ligeså legendarisk som målet selv.
Artikel
09.07.14
Fagligheden har rykket sig i dansk fodboldkommentaring. Flemming Tofts vrøvlerier sættes i nådeløst perspektiv af stærke sprog- og fagfolk ved dette VM. Begejstring er dog uundværlig, bare spørg i Argentina og Norge.

Det er weekend. Det er eftermiddag. Du har ventet utålmodigt hele dagen. Dine venner kommer lidt efter lidt ind ad døren – småsnakkende, storgrinende. Forventningerne er svære, stemningen let. Ølkapsler fjernes, tv-apparatet åbnes. Endelig er reklameblokken ovre og der stilles om til begivenheden. Fodbold. Ud i stuen gjalder lyden fra flere tusinde fans akkompagneret af to stemmer i en boks et sted ovenover dem. Uden disse stemmer ville alt dette ganske givet virke mærkelig tamt og uforløst.

Det er selvfølgelig kommentatorerne, der hentydes til. Et både elsket og udskældt folkefærd, der både har henrevet fodboldseere til ekstase og kedet dem halvt ihjel. I Danmark starter kommentatorernes historie uomtvisteligt med Gunnar ”Nu” Hansen, der vel sagtens kan betegnes som en af de helt store skikkelser i dansk mediehistorie. Gunnar ”Nu” arbejdede sig langsomt, men sikkert op fra avisdreng til sportsjournalist i 1920’erne, men det var da han blev ansat på DR i 1935 og begyndte at kommentere bl.a. fodboldlandsholdkampe til radioen, at han fik sit folkelige gennembrud. ”Nu” Hansens helt store force var den begejstring og entusiasme han ansporede hos sine lyttere og seere. Og så hans folkelighed. Gunnar ”Nu” talte ikke fra en overlegen og autoritær position, selvom der intet odiøst var i det tilbage i monopolets tidlige dage. ”Nu” Hansens stil koncentrerede sig først og fremmest om følelser. Det var da også i ren og skær begejstring, at Gunnar ”Nu” kom til at afsløre den historiske landsholdssejr over Sverige i 1976 inden kampen, der blev transmitteret forsinket, overhovedet var løbet over skærmen i de danske hjem. Fodbold var en anden og mere uskyldig størrelse engang. ”Nu” Hansens folkelige og begejstrede stil præger dog stadig sportsformidlingen i dag, selvom kommenteringen oftest foregår i par fremfor solo. Og her er fordelingen klar.

»Det klassiske forhold er følelser overfor analyse«, siger den tidligere Silkeborg IF- og landsholdsspiller Morten Bruun, der til daglig kommenterer Premier League og La Liga på kanal 6, men er lånt ud til DR under VM-slutrunden. Han forklarer videre, at »normalvis er det sådan, at journalisten kommer med fakta og eksperten analyserer på det taktiske plan.« Klasseeksemplet herhjemme er TV3 Sports populære duo, slagterhunden Carsten Werge og taktikguruen Per Frimann. Bruun mener dog, at man sagtens kan bryde ud af de gængse mønstre, hvis man er parret med den rigtige medkommentator. »Det er lidt anderledes med Peter Piil og Morten Glinvad, som jeg oftest kommenterer med. Vi går lidt ind over hinandens områder - jeg kan også lide at komme med fakta og de er også begge meget vidende taktisk.« Morten Bruun er en seriøs og fagligt funderet kommentator – det lægger den tidligere forsvarsspiller heller ikke selv skjul på. »Jeg står selv for det nørdede, jeg vil gerne give noget ekstra til folk. Jeg mener ikke man skal lefle for laveste fællesnævner«, siger Bruun, der dog har indstillet sig på, at den gængse VM-seer på DR ikke har ligeså mange forudsætninger, som det er tilfældet på den nørdede kanal 6. »God fodboldformidling er, når man lægger lag på selve kampen«, pointerer Bruun.

»Man kan godt lave god fodboldformidling på en dårlig kamp. Jo bedre kampen er, jo mere træder jeg i baggrunden og jo dårligere kampen er, jo mere træder jeg til«. Hvis man er til entusiastiske følelsesudbrud, skal man ikke Morten Bruun sætte sin lid til under VM-slutrunden. »Jeg er sjældent begejstret som kommentator, det er kun, når jeg kommenterer dansk landsholdsfodbold og danske hold i Europa.«

En kommentator der derimod ikke havde svært ved at lade sig begejstre var nordmanden Bjørge Lillelien, der lagde stemme til kampen mellem England og Norge i 1981 på det ikoniske Wembley Stadium. Da dommeren lod fløjten lyde for sidste gang, havde Norge vundet 2-1 og ingen ord var tilsyneladende for store for Lillien til at beskrive sejren:

»Norge har slått England 2-1 i fotball. Vi er best i verden! Vi er best i verden! Vi har slått England 2-1 i fotball! Det er aldelses utrolig! Vi har slått England! England, kjempers fødeland – Lord Nelson, Lord Beaverbrook, Sir Winston Churchill, Sir Anthony Eden, Clement Attlee, Henry Cooper, Lady Diana! Vi har slått dem alle sammen! Vi har slått dem alle sammen! Maggie Thatcher, can you hear me? Maggie Thatcher, jeg har et budskap til deg: Vi har slått England ut av verdensmesterskapet I fotball. Maggie Thatcher, som de sier på ditt språk i boksebarene rundt Madison Square Garden i New York: Your boys took a hell of a beating!«
https://www.youtube.com/watch?v=JtbZWIcj0bk

Selvom der utvivlsomt er noget komisk ved at parre et så let og fint sprog som det norske med den galskab, som stod ud af Lillelien efter sejren, så må man kippe lidt med klaphatten for norsk fodbold. Det kan godt være, at det er kedeligt at se på, men det er ofte en stor fornøjelse at lægge øre til.

Mens de norske kommentatorer er kendt for deres galskab, er man i Sydamerika kendt for lidenskabeligt temperament, rablende hurtigsnak og ikke mindst for at kunne holde vokalen i ”gol” i ufattelig lang tid. Særligt den argentinske Victor Hugo Morales er kendt for sine passionerede udbrud fra kommentatorboksen. Under VM-slutrunden i 1986, hvor de argentinske spillere endte med medaljer af guld om halsen, udmærkede især Diego Maradona sig med sine kunstfærdige og eksplosive dribleture. For mange står Maradonas mål mod England som et højdepunkt, men ligeså mindeværdig er Morales’ kommentering af selv samme:

»Maradona har bolden, to dækker ham, Maradona rører bolden, verdensfodboldens geni løber til højre og efterlader den tredje og skal til at spille bolden til Burruchaga. Det er stadig Maradona! Genialt! Genialt! Genialt! Ta-ta-ta-ta-ta-ta-ta. Måååååååål! Måååååååååååål! Jeg har lyst til at græde! Kære Gud! Længe leve fodbold! Mååååååååååål! Diegol! Maradona! Det er til at græde over, tilgiv mig. Maradona i et uforglemmeligt løb, i alle tiders aktion, kosmiske drage. Hvilken planet kommer du fra?! For at kunne efterlade så mange englændere på din vej. For at landet bliver en samlet knytnæve, der skiger for Argentina! Argentina 2 – England 0. Diegol, Diegol. Diego Armando Maradona... Tak Gud, for fodbold, for Maradona, for disse tårer, for dette Argentina 2 og England 0.«

https://www.youtube.com/watch?v=1wVho3I0NtU

Hverken Morales eller Lilliens kommentering kan anklages for at være præget af klichéer og almindeligheder. Det bliver sportsjournalistikken og –formidlingen helt generelt til gengæld ofte kritiseret for. Også indefra. Senest er tv2’s kommentatornestor Flemming Toft blevet angrebet fra såvel journalistiske- som sociale medier for at levere håbløse udtalelser af VM-spillernes navne og for helt generelt at være et værre vrøvlehoved. Manden, der indrammede den vel nok største danske sportspræstation nogensinde med volapykordet »hutlihut«, er ikke noget lysende kommentatortalent, men hans stemme klinger utvivlsomt af landsholdsfodbold og fremmaner en sværm af fodboldminder. Til spørgsmålet om, hvilken dansk kommentator Morten Bruun har lyst til at fremhæve, svarer fodboldeksperten, at han » (…) føler sig i godt selskab, når Jan Mølby kommenterer Premier League«. Det er han tilsyneladende en af de eneste der gør. Liverpool-legenden bliver ofte kritiseret for at være en gnavpot uden lige bag mikrofonen, og det er svært ikke at skænke Mølby en tanke, når Bruun pointerer, at »kommentatorer skal være begejstrede for at være der – man kan ikke tillade sig at være ligeså sur, som hjemme i sofaen«. Ved dette VM er særligt det kloge fodboldhoved Niels Christian Frederiksen blevet rost fra alle sider bl.a. for sin leksikale fodboldhukommelse, der lader til at have indprentet sig alt, hvad der er sket i den professionelle fodbolds verden i de sidste 50-60 år. Frederiksen er selve inkarnationen af, at dansk fodboldformidling rent fagligt har rykket sig til en ny liga indenfor de sidste år. »Vi er kommet et stykke vej i forhold til fagligheden, særligt i forhold til studiesnakken, og det afspejler de mange fodboldinteresserede derude«, vurderer Morten Bruun.

En ting er fagligheden, noget andet er formidlingen. Dansk fodboldjournalistik har desværre aldrig fundet sin Jørgen Leth. En formidler, der både har den fornødne folkelige gennemslagskraft og noget særligt at byde på rent sprogligt. I Tyskland har man en lang tradition for sprogligt elegante enekommentatorer. Eksempelvis Herbert Zimmerman, en tidligere major, der først og fremmest er kendt for kommenteringen af »das wunder von Bern« - Vesttysklands finalesejr over det umanerligt stærke ungarske landshold under VM i 1954. Morten Bruun mener dog ikke, at vi for alvor kommer til at se tyske kommentatortilstande i Danmark i fremtiden. »Dansk fodboldformidling har fundet sin form, én kommentator ville være en nedprioritering.«