Print artikel

Fodboldens kreative leder

Verdesn største boldbegavelse
Essay
11.08.11
Zinedine Zidane fik et lidt trist exit fra fodboldens absolutte hovedscene med en skalle i brystet på en (svinsk) italiener og direkte rødt under VM-finalen for fem år siden. Men på afstand står han alligevel tilbage som historiens største fodboldspiller.

Det bliver aldrig kedeligt at dvæle ved emnet ’verdens bedste fodboldspiller’. Tidligere på foråret konkluderede vi, blandt meget andet, at Diego Maradona havde været det i en periode og at Lionel Messi er det i dag. Men for denne signatur er der ingen tvivl om, at Diego, Messi, Pele og alle de andre overgås af Zinedine Zidane som den bedste nogensinde – og at Messi som minimum må lede Argentina til VM-guldet, hvis han skal vippes af pinden.

Vi har netop rundet 5-års jubilæet for Zizous dramatiske exit fra topfodbold – læs her, hvorfor han ikke skal huskes som manden, der nikkede Materazzi en skalle – men som spillets største nogensinde. Overhovedet.

Der burde være skrevet flere hyldestartikler som denne. Men Zinedine Zidanes sidste handling som aktiv fodboldspiller blev også den, der definerede hans eftermæle. Zidanes ’headbutt’ i VM-finalen 2006 fjernede ham effektivt som en rollemodel i international fodboldsammenhæng. Og i Frankrig, hvor man naturligt nok havde sympatien intakt og påpegede italienske Materazzis fornærmelser mod hans søster som en unode, han umuligt kunne sidde overhørig, er det trods alt svært at tilgive ”Zizou”, at det kostede en VM-titel.

Titler var man forvænt med på det tidspunkt – men siden da har Frankrig end ikke været i nærheden af dem. Det forsøder ikke ligefrem den sure smag.

Så i stedet for at tænke på en glorværdig karriere forbinder den menige fodboldinteresserede franskmand Zidane med det, der faldt fra hinanden i efterskælvet fra hans hævnakt. Det var mere end en gylden generations endeligt – det var sågar den franske folkesjæl, der mistede noget vigtigt. Et nationalmandskab af musketerer i alle hudfarver, der var hinandens bedste venner og i fællesskab udnyttede forskellighederne i fysik og psyke til at opnå det ypperste inden for fodbold.

Den bedste integrationsrollemodel Frankrig nogensinde har set havde selvfølgelig Zinedine Zidane, søn af algierske immigranter, som fikspunkt. De færreste forstod til fulde hans vigtighed for holdet, før han var endegyldigt væk. Det tog blot post-Zidaneudgaven af ”Les Bleus” fem år at nå det ultimative lavpunkt med spillerstrejke, anklager om racisme og store disciplinære straffe til opsætsige stjernespillere som udkommet af et fatalt VM inden for kridtstregerne i Sydafrika.

Lige siden har det handlet om det store uforløste potentiale i en stjernebesat landsholdstrup. Man er tilbage i den tilstand, der har præget fodboldfrankrig i stort set hele efterkrigstiden, hvis man ser bort fra en kortvarig opblomstring under Michel Platini i første halvdel af 80’erne.

Zidane på banen
Man kunne skrive endnu et par tusinde svulstige ord ud af ovenstående tangent. Opremsning af Zidanes opvækst under trange kår i Marseille, triumferne og de vigtige mål, rekordtransferen fra Juventus til Real Madrid, velgørenhedsarbejdet, komplimenterne fra spillets største stjerner. Et ikon som eksponent for sin samtid og hvad en tur på Wikipedia ellers kan omsættes til.

Nu skifter vi imidlertid fokus og prøver at komme mere i dybden ift. hvad det konkret er i Zidanes spil og tilstedeværelse på banen, der gør ham fortjent til al denne hæder.

Netop tilstedeværelsen er essentiel. Vi har tidligere på året efterlyst lederevner på banen som det Lionel Messi manglede, når man sammenlignede med Maradona. Disse evner havde Zidane i en tidlig alder – og modsat de to argentinere, så smeltede hans lederskab i højere grad sammen med de kreative aktioner på banen. Zidanes lederskab var mere båret af teknik og sans for kreative løsninger på svære spilsituationer end Maradonas mere egocentriske, geniale stil. I Messis tilfælde kan man snakke om at Zidane – godt nok ikke med samme fodskift – havde den samme kreative spilforståelse og målfarlighed, men magtede at parre den med den rolle som spillemæssigt omdrejningspunkt, som Xavi og Iniesta udfylder til overmål i Barca’s idealformation.

Med det kreative lederskab taler vi om mere end at dirigere holdkammerater og skælde ud på dommeren. Zidanes lederskab manifesterede sig i det ansvar, han tog for spillet på sine hold igennem karrieren. Vel at mærke nogle af verdens bedste klubhold mellem 1995 og 2006 – årene hvor han var på toppen af moderne fodbold – og det mest succesrige landshold i samme periode. Her definerede han den moderne 10’er som en mere tilbagetrukket spiller med visse defensive pligter og et blik for assists, mere end målene selv.

Derfor har han også løftet alle de mest attraktive trofæer i international fodbold mindst én gang i karrieren. Allerede her fører han klart på point over stort set alle andre bejlere til titlen som verdens bedste fodboldspiller.

Den kreative leder
Zidanes driblinger, afleveringer og uhyggelige førsteberøringer definerede spillet på hans hold og det er ikke svært at se, at de dygtigste medspillere blev endnu bedre i hans nærvær. Til tider kunne man ane en kådhed i løbevilligheden og opfindsomhed hos dem, når bolden havde retning imod Zidane. En fornemmelse af, at alt ville kunne ske, hvis man tilbød sig med det rigtige løb hos spillere som Henry og Ribery, der ellers nok var vant til at svinge taktstokken på deres respektive klubhold.

Alt dette er let nok, når man fører 3-0, men Zidane havde også styrken til at sætte sit kreative ansvar igennem når kampen var på vippen – eller når den skulle vendes.

Bedst tjener det sidste straffespark i karrieren til at illustrere hans cool tilgang til det at påtage sig ansvar på fodboldbanen. Straffesparket – en standardsituation der om noget kræver nerver af stål og ikke ligefrem kreativitet. Det faldt vel at mærke i VM-finalen 2006 og for de fleste er det glemt på grund af skallen og nederlaget et par timer senere. Se det her, hvis du ikke kan huske det – det er Christofte mod Holland i anden potens…

http://www.youtube.com/watch?v=z6kW-tePv48&feature=related

Uden tvivl fodboldhistoriens mest cool sparkede straffe. I hvert fald hvis du kobler udførelsen med det pres, det blev foretaget under. Nogle ville sige, det var useriøst, måske endda at det bragte spillet i miskredit, men intet kunne være mere forkert.

Ikke blot er det en meget svær detalje at støde ‘dybt i klædet’, når alt i tilløb og forspænding skal indikere, at sparket bliver hårdt og i siden. Manden der skulle passeres var også Gianluigi Buffon, anerkendt som en af spillets stærkeste, når det kommer til straffespark. Og for at præstere bedst i de store kampe.

Buffon var godt forberedt qua sit og sine Juventus-holdkammeraters kendskab til Zidanes straffesparksvaner fra tiden i Serie A. Derfor hoppede han også på Zidanes indikation af at ville sparke i favoritsiden til venstre for sig selv. Her sparker han normalt og det så velplaceret og hårdt, at det kræver en mand som Buffon – og et afsæt før foden har ramt læderet – at nå ud til det.

Zidanes ’useriøse’ chip bliver dermed det sikreste i situationen – et sjældent lykkeligt møde mellem det effektive og det elegante i fodboldens verden.

Men Buffon fik det sidste ord med en flot redning af et fantastisk Zidane-hovedstødsforsøg i 2. halvleg – ellers var der næppe blevet nogen skalle og i stedet Zizou som matchvinder med ikke mindre end 4 mål i VM-finaler på CV’et.

Det ville have været kirsebærret på toppen af en fantastisk landsholdsafslutning for Zidane, der var blevet tryglet af en hel nation om at omgøre sit karrierestop før, han vendte tilbage til holdet. Derfra var Frankrig vokset i takt med Zidanes spillehumør i turneringen og i knockout-fasen præsterede han at stå bag enten assist eller sidste berøring ved 5 ud af 6 mål for Les Bleus. I disse 4 kampe var modstanderne vel at mærke Spanien, Brasilien, Portugal og Italien.

Hvis du har tid, så er her et godt lille sammenklip af de bedste Zidane-aktioner i 1/8-delsfinalen mod Brasilien, som fint illustrerer pointen med det ”kreative” ansvar.  Frankrig gik ind til den kamp som underdogs og forlod stadion som bejlere til VM-titlen takket være Zidanes præstation. Tjek især, hvordan han sætter scenen med et par helt syge ’telefonbokstræk’ allerede efter 30 sek af kampen…

http://www.youtube.com/watch?v=SvYlvkWpPy4

Det var lederskab baseret på eksemplets og kreativitetens magt for et hold, der havde været stendødt blot et år forinden, og som var stendødt igen allerede måneden efter. Zidane burde have løftet VM-trofæet for den præstation.

Zidane har selv sagt, at hemmeligheden bag La Roulette ikke er selve udførelsen, men at vide hvornår den skal udføres.

Små rum og store mål
VM 2006 viste Zidanes enorme repertoire. At analysere det i dybden er ikke let. Lettest ville det være at sige, at han var komplet. Men dette skudsmål bruger man normalt om en spiller, der har værktøjerne i orden og Zidane havde mere end det – han havde også star quality på stort set hvert parameter.

Man aner Peles fysik, hovedspil og lige stærke evner med begge ben, Beckhams 60 meter sideskift og målgivende dødbolde, Maradona og Messis kropsfinter og stikninger i de små rum, Xavi og Iniestas førsteberøring og rumfornemmelse og Laudrup-brødrenes smidige flow i løbet med bolden.

Det hele materialiserede sig på en mere tilbagetrukket, central position end hovedparten af de andre nævnte, og alligevel formåede Zidane at være aldeles målfarlig gennem hele karrieren. Det klassiske eksempel – om end en smule fortærsket – er hans smukke matchvinderscoring i Champions League-finalen 2002. Et af spillets allersværeste spark sat ind med det »kolde’ venstreben. Det var vel kun Pele på en overordentlig god dag, der kunne have været med her af de førnævnte stjerner…

http://www.youtube.com/watch?v=b3m623uGCow

Zidanes eneste svaghed i forhold til de førnævnte rummer også forklaringen på hans helt særlige kvaliteter. Gennem karrieren manglede han hurtighed på de første meter, og det tvang ham til at udvikle sin særlige boldsikkerhed i tæmninger og førsteberøringer. Dette var alfa og omega, hvis de nærmeste modspillere i skulle holdes fra ilden i de brændpunkter på banen, som Zidane naturligt opsøgte.

Det førnævnte telefonbokstræk fra Brasilien-kampen er klasseeksemplet på, hvordan Zidane frem for førstegangsafleveringerne eller den hurtige – men uproduktive – retningsbestemte tæmning ud af problemerne vælger at lokke modstanderne endnu tættere til sig for derefter at bringe dem ud af balance med noget, der nærmer sig guddommelig indgriben. Med det uventede træk lægges vejen åben for at komme op i tempo og når han først nåede dertil, så var han akkurat lige så farlig som Messi, Cristiano Ronaldo og de andre tempospillere med ild i fødderne, om end virkemidlerne typisk mindede mere om Brian og Michaels klassiske Laudrup-finter.

Det er oftest her – i de små rum – at Zidanes geni udfolder sig. Og Zidane veksler effektivt mellem at holde på bolden og give den fra sig undervejs i situationen. Det er også her, man oftest ser hans signatur-finte, som i Frankrig kaldes ”La Roulette” og regnes for opfundet af ham, selvom den rettelig bør tilskrives hans ungdoms store idol, uruguayanske Enzo Francescoli. Gense den i Brasilien-klippet (2.20 min) eller neden for.

ATLAS har blandt de (trods alt) mange internethyldester til Zinedine Zidane udvalgt den kompilation, der bedst illustrerer Zizous varierede evner i de små rum på banen. Kvaliteten kunne være bedre – men magien bliver ikke større. Et bud på en Top 5 kunne være 39 sek, 43 sek, 57 sek, 1.54 og kulminationen – en pacificeret og forvirret svensker – ved 2.30 min…

http://www.youtube.com/watch?v=9QU7U5UKzL4&feature=related

Mens der dårligt gik 90 minutter uden man så Laudrup spille et-to med sig selv, eller Ronaldinho optræde med sin elastico, så kunne der snildt gå 15-20 kampe, uden man så noget til La Roulette hos Zidane. Zidane har selv sagt, at hemmeligheden bag La Roulette ikke er selve udførelsen, men at vide hvornår den skal udføres. Derfor skal den snarere ses som et våben i et uset arsenal af tricks og førsteberøringer, hvorfra Zidane magtede at vælge helt rigtig fra hylden hver gang. Det er her hemmeligheden bag geniet og det ekstraordinære i Zidanes spil på banen ligger gemt.

I dag kan de fleste drenge udføre La Roulette efter 2 timer på DBUs fodboldskole, men Zidanes pointe understreges af, at det stadig kun er en håndfuld spillere, som har formået at indpasse La Roulette, så den rent funktionelt får andet end kosmetisk betydning for spilsituationen. Sagt på en anden måde – så den bringer holdet i en endnu bedre offensiv position end før udførelsen.

Nogle ville indvende, at det er da meget godt med alt det hokus pokus, men det fører jo ikke til noget! Til det er der blot at sige, at blandt de tusinder af aktioner i en fodboldkamp er det kun en håndfuld, der ender med et mål eller en 100 procents chance. Resten af aktionerne ender i ingenting, og derfor er det helt afgørende, at vi som tilskuere ikke falder om af kedsomhed i de lange perioder mellem målene. Zinedine Zidane var som få garant for at vi aldrig kedede os undervejs, og han var det, fordi hans kreative og tekniske indfald var mere end blot ligegyldige fiflerier – tværtimod bragte de næsten konsekvent hans hold i bedre offensive udgangspunkter.

Derfor skal han også huskes som den bedste nogensinde. Fordi han igennem karrieren som ingen andre formåede at øge ratioen mellem aktioner/mål ved at fusionere det elegante, det geniale og det effektive i både eget og medspillernes spil.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...