Print artikel

Følelsen af at være europæer gemmer sig i Ronaldos six-pack

Essay
09.06.16
Fodbold er det eneste område, hvor den så eftertragtede europæiske offentlighed rent faktisk findes. Det skal fejres de næste fire uger.

Er det rigtigt, at jeg har mere til fælles med én fra Paris, der har læst noget kulturteori for længe siden på uni, der generelt bruger for lang tid med HBO-serier og i øvrigt for mange penge på for dyr kaffe end med én, som bor i Thyborøn, der ikke gør nogle af de ting? Det kan den her artikel ikke give jer svar på, men i hvert fald er det blevet en forfærdelig populær påstand, når vi taler om national identitet og den der sagnomspundne sammenhængskraft. Til gengæld er jeg sikker på, at jeg den næste måneds tid vil have en stor ting til fælles med både nogle fra Paris, Thyborøn, Rom og Harzen; EM i fodbold. Det er blevet tid til at opleve sig selv som europæer. I mødet med andre europæere.

På mange måder er det jo en super ukonkret følelse det der med at være europæer. For hvad vil det egentlig sige at være en del af Europa, når det ikke bare handler om store realpolitiske spørgsmål, mange af os i sidste ende har svært ved at forstå implikationerne af; landsbrugsstøtte, fællesvaluta og diverse nationers grænsebomme, bygget i angstens sved? For selvom det kan virke lige så svært at finde ud af, hvad det egentlig betyder for dig at kunne kalde dig dansker (om ikke andet, kan vi måske blive enige om, at der er lidt for mange, der synes, de går rundt med svaret på det, og generelt føler sig lidt for forpligtet til at meddele os andre det), så er det alligevel en konkret følelse, der ikke har noget at gøre med, hvor du er født, men hvor du har den priviligerede følelse af at føle dig hjemme, at høre til uden at skulle gøre en indsats for det, der ind i mellem og ud af det blå, kan sætte sig hos dig. Som fx når du er på Tingbjerg Ground til en hjemmekamp i 2. Division, og selvom du er vokset op langt fra Brønshøj, så føles alt trygt og genkendeligt, fordi det er nøjagtigt de samme engagerede foreningstyper, der sælger pølserne som det var oppe på Sportspladsen for 20 år siden (og det er også de samme pølser, nogle der aldrig har hørt om hverken ramsløg eller Grambogård).

Straks er det sværere med den positive oplevelse af dig selv som europæer og som en del af et europæisk fællesskab. Altså den, hvor det ikke handler om noget, vi skal være bange for. Den fællesskabsfølelse kender jeg faktisk mest fra fodbold. Det er den, der gør, at jeg kan sætte mig på en bar et sted i verden og synes, jeg hører til – i hvert fald, hvis der bare er én i nærheden, der også mener, der er gået lidt for meget Bieber i den for Neymar i den åndsvage måde han bærer en hat på og daldrer for meget rundt ude på kanten. Så har vi noget at snakke om.

I dag eksisterer der, så længe det varer, stadig et dræn i europæisk fodbold, der gør, at de bedste spillere søger herhen, således at en del af dem spiller Champions League, og de spillere og den turnering må vel siges at være en af vores fremmeste fællesreferencer i dag på tværs af landegrænser. Inklusiv Ronaldos six-pack, som vi efterhånden alle sammen har et langt bedre kendskab til end Angela Merkels flygtningepolitik, fordi Cristiano er helt ustyrligt motiveret til at tage sin trøje af i tide og utide.

Fodbolden har altså været med til at konstituere et fælles europæisk, offentligt rum og gør det stadig, i særlig grad i lige præcis den her måned, hvor vi leger EM sammen, hvor Europa bliver meget konkret, afgrænset i stedet for abstrakt. Det er de bedste spillere (foruden nogle populære sydamerikanere), vi kender dem, elsker dem, hader dem, har en mening om dem. Det er lande, om hvilke vi har helt særlige mere eller mindre tåbelige og velunderbyggede fortællinger om, som vi nu får lov at udleve/bekræfte/afkræfte. Forskelle, ligheder.

I den forstand er EM en enestående, smuk og samtidig paradoksal kombination af samhørighed og lighed; altså vi har en stor glædelig, ualvorlig begivenhed til fælles, vi kan forholde os til et Europa og de lande, vi hører sammen med i det, og så den samtidige modstand og forskel; de nationale rum, der støder mod hinanden inden i det store europæiske – fordi det nu engang hører med til dels fodbold og fankultur og dels til projektet at skabe en kollektiv/social identitet, at vi skal synes, at der er nogle, der er nogle kæmpe idioter og nogle andre, der ikke er det. I det lys er det endda udmærket, at DK ikke er med, så det i udgangspunktet ikke helt giver sig selv, hvem det er.

Til Pokalfinale i Parken for nyligt, fandt jeg pludselig mig selv ved siden af en mindre dreng, der på en og samme tid var iført munderingen Barcelonas hjemmebanetrøje, en gul og grøn brasiliansk landsholdssweatshirt og et AGF-halstørklæde, og jeg tænkte tilfreds, at det er den type verdensborgere, der kommer til at tegne fremtiden. For mens det nationale tilhørsforhold stadigvæk spiller en afgørende rolle i landsholdsfodbold (i hvert fald for min generation), det er selvfølgelig også ligesom idéen med det, så er klubfodbolden grænseløs, sikkert fordi der er flere pengeinteresser på færde her end på landsholdsplan.

Europa bliver ofte og måske især for tiden beskyldt for at være et fællesskab, der udraderer identiteter. I hvert fald er det ikke sådan, det forholder sig i en slutrunde som EM, hvilket er det, der i sidste ende gør det seværdigt (så god fodbold er det jo altså heller ikke hele tiden, skulle jeg hilse og sige...) Det er historiske rivalerier, sammenstød mellem kulturelle forskelligheder og potentielt set udenrigspolitik, der vikler sig ind i kampe, hold og spillere. Og der er i sædvanlig stil masser af nabo-derbies i bare de indledende runder den her sommer: En klassiker, der lugter af 1. Verdenskrig mellem Østrig og Ungarn, en der lugter af 2. Verdenskrig mellem Tyskland og Polen, hvor en af verdens bedste angribere Lewandowski i øvrigt har valgt at spille for Polen, selvom Tyskland til daglig er hans hjemmebane, og han blev tilbudt at trække i deres landsholdstrøje, og så skal England spille mod Rusland i deres første kamp, og man kan da håbe på, at de til en afveksling vælger at overpræstere, så Rusland får røven i klaskehøjde, fordi de generelt opfører sig rimelig træls rundt omkring i verden og mod homoseksuelle.

Henri Delaunay-trofæet. Den det hele handler om.
Henri Delaunay-trofæet. Den det hele handler om.

Fodbold lever over hele verden i kraft af de diskursive fortællinger, vi kan putte ind i den, under EM især dem om den tilsyneladende åbenlyse sammenhæng mellem nationalitet og spillestil: Italienerne spiller kontrolleret og bisset, fordi det i virkeligheden ligger dybt i deres folkesjæl at dominere og være nogle småfascister. Spanierne spiller sprudlende, passioneret angrebsfodbold, fordi der er varmt og masser af rødvin, der hvor de bor (her kan det i parentes bemærkes, at det er en historie der, til min store skuffelse, er svært at blive ved med at fortælle, eftersom Spanien siden Fernando Torres mistede sin hurtighed og sit dræberinstinkt og Costa aldrig har fundet sig til rette på det spanske landshold, har manglet en gemen angriber. Men jeg vil nu stadig virkelig gerne tro på idéen om det lidenskabelige hos dem). Det franske landshold opfører sig fra tid til anden som primadonnaer, fordi sådan er franskmænd jo, opblæste og selvtilstrækkelige.

Måske er der noget om snakken, men det er egentlig lige meget. Fordommene er uanset sandfærdigheden en del af spillet. Og det at søge dem bekræftet, er på godt og ondt nødvendigt for at identificere os selv som en del af en større eller mindre sammenhæng. Det udløser glæde, når vi genkender mønstre, ligheder, identiteter, når tingene giver mening og vi hører hjemme. Den usynlige proces kan jo være noget farligt angstdrevet lort, men det her er trods alt bare fodbold (Ok, der findes diverse og alt for mange eksempler på agression, vold, racisme og sexisme i fodbold, men jeg tror bare ikke, vi som sådan kan klandre selve fodbolden for det. Hvis folk vil være nederen, virker det som om, de nok skal finde et sted til det).

Jeg skal være den første til at få dårlig smag i munden over den stupide naivitet og vamle sentimentalitet, der tynger dyrkelsen af det danske landshold herhjemme; mindreværdet, der synes som en mærkværdig sammenblanding af jantelov, og at vi fodboldmæssigt også er en lille underlegen nation i forhold til så mange andre kombineret med den virkelighedsfjerne tro på egne evner, der gør, at vi i hvert fald indtil for nyligt blev ved med at snakke om Bendtner som 'international topangriber'.

Men så igen; det er fodbold, det behøver ikke at have noget som helst med realiteterne at gøre. Og det er godt nok; at fodbold kan være det frirum, hvor fællesskabet giver lov til at ventilere forskruede forestillinger, nostalgi og nationalsentimentalitet. Det er godt nok, fordi EM i sidste ende er at lege med nogle andre europæere, som vi ikke så tit leger med under så stor bevågenhed. Andre europæere, der givetvis også undervejs jonglerer med fjollede billeder af deres eget landshold og andre nationers ditto. Men vi møder i det mindste hinanden.

Og så er der jo lige det med fodbold, at det sgu kan overraske. Sætte en kæp i hjulet på vores vante forestillinger, når du mindst venter det, som det fx skete dengang Tyskland droppede den defensive kontrolbold og blev spillelystne multikulturelle darlings. Så velkommen til EM – hvor tyskere er lidenskabelige, hvor alt kan ske, så længe bolden er rund, og hvor Ronaldos six-pack for engang skyld hænger på verdens bedste fodboldspiller, fordi Messi ikke er der. Det skal nok blive skide skægt.