Hvor selvoptaget har man egentlig lov til at være?
Hovedpersonen i Leipziger Tagebuch kommer formentlig til at tage prisen, som en af dansk litteraturs mest irriterende protagonister. Og det mener jeg godt.
Frida er flyttet til Leipzig. Hun er en endnu ikke falleret fotograf. Det vil sige – hun tager egentlig ikke nogle billeder, men hun opfatter sig selv som kunstfotograf. Hun har søgt ind på den Fotografiske Billedkunstskole og på Kunstakademiet. Men hun er ikke kommet ind. Hun græd, da hun fik afslag og er enebarn. Frida er alt det, der irriterer én ved folk, der opfatter sig selv som kunstnere, men endnu ikke er det, og det er virkeligt imponerende, hvor præcist Rosenfeldt-Olsen rammer denne types selvopfattelse.
I starten af romanen har Frida en samtale med en af sine nye tyske venner ved navn Thomas, der som alle andre i Leipzig er kunstnere. I hvert fald i Fridas verden af ustyrligt mindreværd, er alle i Leipzig kunstnere. Thomas spørger Frida om, hvad hun egentlig laver i byen: »Ja, men jeg har også sparet lidt penge op. Jeg kan alt muligt. Jeg er en slags freelance kreativ iværksætter.« Sætningen sætter Fridas karakter på spidsen, for i virkeligheden er Frida i stand til meget lidt – hun er fanget i