»Man dør langsomt, men det er ikke ubehageligt«

Geir Angell Øygarden er nået til tredje bind i brydekamp med velfærdsstaten. Foto Frederik Korfix.

Interview

03.10.15

Geir Angell Øygarden er nået til tredje bind i sin brydekamp med velfærdsstaten. Ligesom bedstevennen Karl Ove Knausgård kæmper den norske forfatter og sociolog med den maskuline identitet i en moderligt omfavnende skandinavisk virkelighed, men er efter en tur som bombeskjold i Irak og tre år i stockholmske bokseklubber nået til en slags forsoning. For, som han siger, »modstanden siver ud med alderen.«

Tobias Havmand

Sydskånes solbeskinnede landskab er et orgie af funktionalitet. Rullende bakker med perfekt grøn agerjord patruljeret af skinnende grønne og blå traktorer. Velordnede huse og rene, halvtomme og hurtige landeveje i denne den sydligste spids af Sverige.

I den lille landsby Glemmingebro vogter en kæmpe rund kløvet sten vejen ind til byen, og danske forestillinger om forsømte og forladte udkantsbyer synes lige så langt væk som, ja, Danmark. Ved byens herberg er en lokal ved at tømme bagagerummet på sin bil og inviterer de udenlandske gæster indenfor og se udstillingen med »vattenfärger«.

Hotellets ejer er selv kommet udenfor, da vi et øjeblik efter kommer rådvilde tilbage den samme vej. Han ved godt, hvor i hvert fald en af byens kendte tilflyttere bor, »oppe over bakken og til højre ved den første gård«. Men inden har han et spørgsmål til de danske gæster.

»Kan I måske hjælpe mig til asyl i Danmark?,« spørger han ætsende. »Jeg mener, jeg har vel den rette farve, jeg er jo hvid,«« spørger han og kigger tavst og umisforståeligt fjendtligt på os, da vi sætter os ind i bilen igen for at følge hans rutevejledning.

Geir Angell Øygarden slår en hø