Uindfriede drømme
Der er ingen vej udenom humoren i Johan Davidsens Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer. Det er en prikkende stemme, der hvisker små spydigheder ud gennem et sødt smil. Stemmen vil gerne være henslængt og cool, stemmen vil gerne imponere på en måde, der kun lige gør sig bemærket, men stemmen vil først og fremmest have noget at leve op til, den vil bekræftes i at livet er det her underlige foran den. Teksterne indledes af et citat fra TV-serien Mad-Men af Dr. Faye Miller: »In a nutshell, it all comes down to what I want versus what’s expected of me.« Jeg vil argumentere for, at teksterne står og veksler mellem denne position, at den sorg, der findes i bogen, er skabt af det evige paradoks mellem, hvad man vil have, og hvad andre kræver af én.
Det jeg’et vil have, er et meningsfyldt forhold. Med en punktromans korttekster udfoldes et narrativ mellem jeg’et og et kvindeligt du. Jeg’et vil gå i biografen, det vil have sex og gå til spændende fester sammen, men det ender på en måde altid galt. Her er humoren tilstede, her virker den:
»Vi har aftalt, at vi skal i biografien og se den sørgelige film Biutiful med Javier Bardem i hoved